Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Hestetosset - En ny hest
Læseværktøj

To aftaler

side 1
/ 10

Silkes mor har lavet lækker morgenmad med ristet brød, æg
og juice.

- Er du ikke sulten, Isa? spørger hun og ser på mig.
- Ikke så meget.
- Du er også lidt bleg.

Det plejer at være så rart at gå og nusse rundt sammen med
Silke for at blive klar til at tage ud på rideskolen, men i dag er
det anderledes. Jeg håber, håber, håber, at Flamme har det
bedre. Min mor sender en sms med godmorgen, og så husker
jeg pludselig det med Sanders sms i nat. Da jeg har svaret min
mor, viser jeg den til Silke.
- Se her.
Hun ser kun kort på displayet og siger ikke noget.

side 2
/ 10

Vi har modvind ud til rideskolen, og vi er der lidt over 9.
Om lørdagen er der ridehold hele dagen, men Silke og jeg er
de første, der rider på Lucky og Bella den dag.
Inde i stalden står nogle af de store piger og taler sammen,
og Flammes boks er tom.

- Hvor er Flamme? kvækker jeg hæst.
En af de store piger vender sig og svarer: - Han kom på
dyrehospitalet i går aftes, og han skal opereres. Ulla er helt ude
af den over det, og det bliver nok også vildt dyrt!

Mine knæ giver efter under mig. Til alt held sker det tæt på
en halmballe, som jeg dumper ned på, og Silke sætter sig ved
siden af mig.

- Slap nu af, mumler hun i mit øre. - Der er jo ingen, der ved
noget, vel?

side 3
/ 10

Nej, det er der ikke. Eller jo, det er nogen, der ved noget.
Silke og mig. Vi ved begge to, at det er min skyld. Enhver ved,
at det er dyrt at få en hest på dyrehospital og endnu dyrere
at få den opereret. Måske bliver Flamme ikke engang rigtig
rask igen? Og hvis jeg siger, det hele er min skyld, kan min mor
så komme til at betale? Jeg ved, at hun ikke har ret mange
penge, og at hun kun lige netop har råd til at lade mig gå til
ridning. Åh nej, det hele er bare rigtig dumt.
Ulla lader vores hold træne spring i dag, men det går ikke ret
godt for mig. Jeg kan ikke samle mig om det, og Lucky kan
mærke det på mig og bliver umulig.

- Hvad er der med jer to i dag, Isa og Lucky? siger Ulla to gange.
Normalt synes jeg, at ridetimen alt for hurtigt er forbi. Men i
dag er det omvendt, og jeg er nærmest lettet, da den er
overstået. To andre piger venter på at overtage Lucky og Bella,
og vi giver vores heste nogle bolsjer til farvel.

side 4
/ 10

- Har du spurgt din mor om det med loppemarkedet? vil Silke
vide på vejen hjem. - Ellers husk at gøre det, ikke?
- Skal jeg nok.

***

Lørdag aften kommer der en ny sms fra Sander, mens mor og
jeg sidder i stuen. "Sovetryne?" Sådan står der bare. Jeg har
lagt hans nummer ind i min telefonbog, så jeg ved, den er fra
ham. Jeg svarer, at jeg var tidligt oppe for at tage til ridning.
Lidt efter både skriver og snapper vi, og indimellem skriver
Silke og jeg også sammen.

- Hvem skriver du med? spørger mor.
- Silke, svarer jeg og fortæller om det med loppemarkedet.

side 5
/ 10

Mor synes, det lyder sjovt, men igen advarer hun mig om,
at vi ikke skal blande vores penge sammen. Hun vil vide,
hvornår det loppemarked er, men det kan jeg ikke huske.

- Hov, nu fik du et hjerte, siger mor og peger på min mobil.
- Hvem er Sander?
Så fortæller jeg det, og mor og spørger, om han er sød.
- Lidt sød, men…
- Men hvad?
- Ikke noget.

Søndag kommer Silke hjem hos mig, og vi laver en stor portion
hestebolsjer. Sander skriver til mig to gange for at spørge,
hvad jeg laver. Det irriterer vist Silke lidt, at jeg bruger tid på
at svare ham. Bagefter kører vi en tur ud på rideskolen.
I dag er der ikke så mange, men nogle af de store piger står
og fletter maner inde i stalden, og de ved noget.

side 6
/ 10

- Flamme klarer den og har det vist bedre, siger de til os.
- Men Najas forældre vil finde et nyt sted at have den opstaldet.

Min samvittighed er kulsort, mens jeg klør Lucky på det særlige
sted på mulen. Silke smiler opmuntrende til mig over Bellas ryg.
Senere siger vi farvel udenfor min blok, og jeg går op for at lave
lektier. Mor vasker tøj, og hun spørger, om jeg gider cykle hen
til kiosken for at købe mælk og brød.
Det viser sig, at Sander står inde i kiosken sammen med Thor
fra sin klasse, og mit hjerte begynder at opføre sig ret
åndssvagt. Han køber tre colaer, og den ene giver han til mig.
Vi står udenfor og drikker dem, og Sander og Thor kappes om
at fortælle de mest vandede vitser. Jeg griner så meget, at jeg
næsten glemmer alt det med Flamme. Thor bor i én af de
andre blokke, men Sander fortæller, at han bor i et hus på
Vibevej.

side 7
/ 10

- Min lillesøster Naja er hestetosset lige som dig, Isa, siger han.
- Hun er bare vildt ked af det, fordi hendes hest er syg.
- Der er forbud mod at sige ordet heste, hyler Thor, og så
begynder vi heldigvis at snakke om noget andet.

Pludselig har vi stået der i en hel time. Det opdager jeg først,
da mor skriver, hvor jeg bliver af. Jeg kommer op på cyklen,
men når kun et par meter væk, før Sander indhenter mig.

- Vent lidt!
Han er helt forpustet, men det får ham bare til at se endnu
mere sød ud.
- Hvad? spørger jeg og kan ikke lade være med at smile.
- Jeg har vundet to billetter til en filmpremiere. Vil du med?
- Klart, ryger det ud af mig. - Hvornår?
- Det er en lørdag eller en søndag klokken 15.
- Kom nu, Sander, skingrer Thor.
Sander går baglæns tilbage til ham, mens han smiler.

side 8
/ 10

***

Mor giver mig lov til at tage med. Først vil hun selvfølgelig vide
en masse ting om Sander. Som hvor han bor, om hans forældre
er flinke og al den slags. Jeg fortæller det med hans søster og
Flammes sygdom, og mærkeligt nok føles det efterhånden,
som om jeg ikke har noget med at gøre.
Fra den dag skriver Sander og jeg sammen, og vi taler også
oppe i skolen, når vi mødes på gangen eller i gården. Jeg går
med Silke, som jeg plejer, men hun siger aldrig et ord hverken
til eller om Sander. Hun gider heller ikke høre noget om ham.
Sådan var det ellers slet ikke sidste år, hvor vi var lidt vilde
med Anton og Ebbe fra klassen. Jeg ved ikke, hvad der er
med hende, men jeg synes, at hun har været lidt anderledes
det sidste stykke tid.

side 9
/ 10

En dag løber Sander forbi os sammen med Thor og en bold og
fortæller, hvornår vi skal i biografen. Silke gisper, men først ved
jeg ikke hvorfor. Hendes fingre borer sig ned i min arm.

- Det er samme dag som loppemarkedet! Det kan du ikke være
bekendt, Isa! Du lovede mig det først!

Jeg ved godt, at hun har ret. Vi har jo også allerede gjort
en masse ting klar til vores bod. Alligevel er jeg ked af det.
Derhjemme siger mor også, at jeg skal holde den aftale,
jeg indgik først.
Men det ender med, at jeg ikke behøver vælge.
Loppemarkedet bliver nemlig aflyst, fordi der ikke er tilmeldte
nok. Det får vi at vide om mandagen. Om onsdagen har jeg fri
fra skole, fordi min oldemor fylder 90 år den dag. På lagkagen
smelter lysene hinanden, men jeg når lige at sende en snap af
den til Silke og én til Sander.
Torsdag efter skole kører Silke og jeg ud til rideskolen for at se
til Lucky og Bella. Ullas bil er hjemme, og lidt efter kommer hun
ind i stalden.

- Isa, siger hun. - Jeg skal snakke med dig. Kommer du med
ind?

side 10
/ 10
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat