Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Tonen på nettet
Læseværktøj

Tonen på nettet

A group of young students using a laptop and an electronic tablet
side 1
/ 12

Indhold
En ny verden
Hvad synes mormor?
Ord er ikke bare ord
At dele
Slet det!
Vidste du?
At mobbe online
En god kammerat
Fagord

side 2
/ 12

En ny verden
De fleste ved godt, at man ikke siger: "hold kæft!" til sin lærer.
Du ved sikkert også godt, at det er god stil at holde døren
for den næste, der skal ind efter frikvarteret. Du siger nok
også tak, når du får hjælp, og taler pænt til folk, du ikke
kender. Den slags har du formentligt lært blandt andet af
dine forældre. Det er ikke faste regler, men noget, du har fået
at vide, er god stil. Sådan er det ikke helt, når man er
på nettet. Der er det ikke lige så klart, hvad der er god og dårlig
stil. Det er en ny verden både for børn og voksne, derfor er vi
kun ved at lære, hvordan vi skaber et godt fællesskab dér.

Pixabay
Internettet er en ny verden for alle. Derfor kan det være svært at vide, hvordan man skal opføre sig dér.
side 3
/ 12

Hvad synes mormor?
Forskere og journalister skriver, at tonen på de sociale medier
og på nettet generelt er hård. Ting, som vi aldrig ville sige,
hvis vi stod over for en person, kan ryge af sted på Snapchat
eller Facebook. Der er en afstand til dem, vi "taler" med,
når vi er på nettet, som kan få os til at glemme at vise andre
respekt. Man kan sige, at vi gemmer os bag skærmen
og glemmer, at det er mennesker med følelser, vi skriver til.
Det er en af grundene til, at tonen på nettet kan være hård.

En anden grund er netop det, at vi først lige er ved at finde
ud af, hvad der er god stil. Det hele er så nyt endnu.
Snapchat er fx kun fem år gammelt. Det at "snakke sammen"
på nettet er derfor ikke noget, dine forældre er vokset op med.
De kan ikke altid fortælle dig, hvad der er godt og dårligt.

side 4
/ 12

Dine forældre kan godt hjælpe, og det kan skolens lærere også,
men børn og unge må også tit selv finde ud af, hvordan de skal
kommunikere med andre på de sociale medier. Det er et stort
ansvar. Det er derfor vigtigt at tænke over, hvad der er okay
at skrive og gøre, når man færdes online.
En god rettesnor kan være at tænke på, at det, du skriver
på nettet, skal være okay at sige til din mormor.

Ord er ikke bare ord
Undersøgelser viser, at flere og flere ikke har lyst til at deltage
i en debat på nettet, fordi tonen er for hård. Ord kan såre,
og ord kan varme. Hvordan vi opfatter ord og udtryk er meget
forskelligt. I nogens ører lyder ord som "idiot" eller "bitch"
grimme, mens de ikke gør det for andre. Desuden kan sprog,
der skrives, virke hårdt, fordi det mangler kropssprog.

PXhere
Den generation, der er vokset op med internettet, kaldes generation Z.
side 5
/ 12

Det er selvfølgelig umuligt at lave faste regler for, hvad man
må skrive online, men det er vigtigt at tænke over sit valg
af ord. Før man skriver noget, er det en god idé at tænke over,
hvem man skriver til. En anden god ting at huske på er aldrig
at skrive noget, når man er vred. Du kan mærke det i kroppen,
når du er vred. Det er en stærk følelse, der overskygger
din omtanke. Derfor kommer man tit til at skrive sårende ting,
når man er vred.

At dele
Der er ting, man må og ikke må på nettet. Men der er stadig
mange ting, vi enten glemmer eller ikke ved, når vi skriver
på de sociale medier. Ved du fx, at man ikke må dele billeder
og videoer af andre, med mindre du har spurgt om lov først?
At bede om lov til at dele noget kalder man for samtykke.

PXhere
Man må ikke bare dele alt på nettet. Der er ting, du kan blive straffet for at dele.
side 6
/ 12

Det vil sige, at hvis du vil dele et billede af din veninde
på Snapchat, skal hun først sige: "JA" til det, før du må gøre
det. Hvis du ikke har fået samtykke, er det ulovligt at dele det.

Måske har du prøvet at blive delt online eller kender nogen,
der er blevet delt mod deres vilje. Det er en meget grim
oplevelse. Det kan fx være, at nogen deler et billede af dig
i undertøj uden at have spurgt om lov først. Det kan også
være, at dit billede bliver brugt på en andens profil.
Uanset hvad det er, er det faktisk ulovligt.

Vi har ret til selv at bestemme, hvad vi synes andre skal se
og vide om os. Det er derfor vigtigt, at vi alle sammen tænker
over, hvordan vi selv ville have det, hvis vi blev delt.
Tænk på det, næste gang du deler noget på de sociale medier.

PXhere
Du skal ALTID spørge om lov, før du deler billeder af andre på nettet!
side 7
/ 12

Slet det!
Det er ulovligt at dele krænkende eller seksuelle billeder eller
videoer. Man må heller ikke dele videoer af henrettelser
i forbindelse med terror. Hvis du modtager den slags online,
skal du slette det med det samme. Først og fremmest er det
chokerende og dybt ubehagelige billeder, og dernæst kan du
både blive dømt og få store bøder.
Det er en god idé at tale med en voksen, hvis det sker. Det er
nemlig svært at stå med helt alene. Du skal også huske, at du
aldrig må dele den slags videre. Det er som sagt ulovligt.

Vidste du?
Det kan være svært helt at forstå, at det, man deler, sender
og poster på nettet, ikke er privat og ens eget. Men det er det
ikke. Hvis du fx har en Instagram, der ikke er privat, kan dine
billeder ses af alle i hele verden. Det er mange. Virkelig mange.

PXhere
Det er ulovligt at dele krænkende eller seksuelle billeder eller videoer.
side 8
/ 12

Det betyder også, at det, du poster, kan blive misbrugt.
Du skal derfor tænke dig om, når du poster billeder af dig selv.
Inden du lægger et billede op, kan du måske overveje, om du
ville hænge billedet op på skolens opslagstavle. Hvis ikke du
har lyst til det, skal du måske heller ikke lægge det på nettet.

Alt det, du lægger op på de sociale medier, er i øvrigt ikke kun
dit. Ved du, at Instagram og Facebook i princippet har ret til
at bruge alt på din profil? De må udnytte dine billeder,
dine beskeder og alle dine personlige oplysninger.
Du tror måske også, at du altid kan slette noget igen, hvis du
har postet noget, du alligevel ikke vil have liggende. Det kan
du ikke. Det er kun virksomheden, der ejer det sociale medie,
der kan det. Også selvom det, du har postet, ikke kan ses på
din profil mere.

PXhere
Det er kun virksomheden, der ejer det sociale medie, der kan slette det, du poster.
side 9
/ 12

At mobbe online
Ifølge eksperter har 30 % af de ældste elever i Danmark
oplevet mobning på de sociale medier i 2017. Det kan være alt
lige fra dumme beskeder til hadesider på Facebook. At mobbe
er ikke noget nyt, men at mobbe digitalt er nyt. Det er slemt,
fordi mobning på nettet sker hele døgnet. Det er ikke kun
i skolen, det foregår. Et barn, der bliver mobbet på nettet,
bliver derfor konstant chikaneret. Det er vildt stressende,
og man bliver meget ked af det.
En af grundene til, at så mange har oplevet mobning på nettet,
er nok, at det er lettere at mobbe online. Man kan ikke se den,
man mobber. Man kan gemme sig bag sin skærm og være
anonym. En anden grund er måske også, at mange børn har
profiler på sociale medier, uden at deres forældre ved det.
Det betyder, at de ikke kan snakke med dem om det, der sker
på medierne. Forældrene kan heller ikke se, hvad der sker,
og derfor kan de heller ikke hjælpe til med at skabe en god tone.

PXhere
Det er mobning, når man bliver udelukket og forfulgt gennem længere tid.
side 10
/ 12

En god kammerat
Det kan godt være svært at vide, hvordan man opfører sig
ordentligt online, når det hele er så nyt. Det er jo dejligt
at kunne komme i kontakt med andre på nettet.
Men man bliver ked af det, når man får dumme beskeder.
Det kan være godt at huske på, at man også skal være
en god kammerat, når man er på nettet. En god kammerat
skriver ikke dumme beskeder. En god kammerat lader også
være med at "synes godt om" en dum besked.
En god kammerat klikker "synes godt om" en sød besked.
Hvis du oplever noget dumt, der går ud over andre, er det
en god idé at sige det til en voksen. En god kammerat hjælper
nemlig sine venner.
Tænk på at behandle andre, som du selv gerne vil behandles.
På den måde er du med til at gøre tonen på nettet rar for alle.

PXhere
En god kammerat klikker ”synes godt om” en sød besked.
side 11
/ 12

Fagord
Facebook
Hadeside
Instagram
Kommunikere
Kropssprog
Krænkende
Mobning
Poste
Samtykke
Snapchat
Sociale medier

PXhere
Tænk dig om, før du skriver eller deler ting på nettet.
side 12
/ 12
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat