Og jo… både Søren, som prøvede at lære dem matematik,
og Inger, som prøvede at lære dem dansk og engelsk,
havde flere gange bedt ham om at være stille. Men han var
da ligeglad. Han var jo ikke en møgunge for ingenting.
Han syntes faktisk, at det var lidt sejt. Sejt, fordi ingen af
de andre børn i klassen turde snakke sådan til de voksne.
Sejt, fordi hverken Søren, Inger eller hans forældre havde
indtil videre kunne få ham til at gøre det, som han blev
bedt om. Og hvis de truede ham med at sende ham uden for
døren, så grinte han bare. Så slap han jo for undervisningen.
Og hvis de snakkede om, at han helt skulle blive hjemme,
fordi han forstyrrede undervisningen for meget, så grinte han
bare. Så slap han jo for undervisningen. Jo! Han var en rigtig
møgunge, som ingen vidste, hvad de skulle gøre med.

Møgungen hed forresten Karl og gik i 4. klasse. Karl var flyttet
til byen midt i 1. klasse. Det var underligt at flytte til en by,
hvor man ingen kendte. Alle vennerne fra børnehaven havde
vinket til ham, da flyttebilen kørte væk fra deres gamle hus.
I starten var han sammen med nogle af dem i weekenderne,
men der var langt til den gamle by. Så der gik kun kort tid,
før ingen ringede mere, eller også havde de altid noget andet
at lave, når han ringede. Det var dengang. Nu var han ligeglad,
for nu var han en sej møgunge i fjerde klasse, der havde styr
på sit shit, de voksne og resten af klassen.

"Hva´ så du gamle?" sagde Karl med en kæk stemme til Søren,
da matematiklæreren kom stresset ind ad døren til
klasselokalet.

Søren lod, som om han ikke hørte Karl.
"Slå op på side 45, så gennemgår vi lektien fra i mandags.
Du kan starte med det første svar Karl!" sagde Søren og
skulede over på Karl, som var i gang med sin leverpostejmad.
"Få nu bøgerne frem Karl, " vrissede Søren.
"Ro på du gamle, når man er sulten, så skal hjernen fodres,
ellers fungerer den ikke," grinte Karl.
"Jeg er ikke til det fis i dag Karl. Frem med bogen og giv os det
første resultat".

Alle sad og ventede på Karl, som gjorde sig ekstra langsom.
Både Søren og han selv vidste, at Karl ikke havde lavet en skid
lektier. Han vidste også, at Søren som regel ikke gad at vente
og til sidst endte med at spørge en anden. Og han havde ret,
havde Karl.

Da hele klassen havde siddet og kigget i en rum tid på Karl
og hans leverpostejmad, som han ganske langsomt tyggede
videre på, rullede Søren med øjnene, stønnede og bad Jonas
om at komme med svaret.

"Ej altså, hvor ærgerligt," mumlede Karl og smilte skævt,
alt imens han skulle til at pakke en ostemad ud.
Det blev alligevel en tand for meget for den gamle
matematiklærer. Han smækkede bogen i, stirrede på Karl
imens han pegede på døren med udstrakt arm.
"Ærgerligt, ærgerligt," mumlede Karl og gik med bøjede ryg
og skuldrene tungt hængende ned ad siden, som om han
virkelig var nedtrykt og ked af at blive smidt uden for døren.
Han slæbte sig ned langs bordene hen mod døren og så mere
og mere trist ud, men lige så snart den første fod var ude
af døren, vendte han sig grinende om og råbte:

"So long suckers!" til Søren og resten af klassen.
Det var helt normalt for møgungen Karl og så snart døren var
lukket, åndede både Søren og de andre elever lettet op, for så
kunne undervisningen fortsætte, og Søren var bare anderledes,
når møgungen ikke var i klassen.

Sådan havde det været lige siden 1. klasse. Dag ud og dag ind.
Både skolen og Karls forældre havde prøvet alt muligt,
så Karl skulle syntes, at det var fedt at komme i skole.
Intet hjalp, for Karl havde bestemt, at ingen skulle bestemme,
om han skulle være en møgunge eller ej Og sådan blev det.
Dag ud og dag ind.