Karl kunne skimte den nye pige imellem grenene, der skjulte
hans hule. Alle på skolen vidste, at møgungen havde en hule
her, men der var ingen, der forsøgte at nærme sig hulen,
for de vidste godt, hvad møgungen kunne finde på.
Da møgungen gik i 2. klasse, var han allerede gået i gang
med sin hule. Det vidste Nanna, som gik i 6. klasse dengang,
uheldigvis ikke. Hun var vildt forelsket i Eske fra 7.klasse,
og i al hemmelighed fandt hun et træ og ridsede et hjerte
med hendes og Eskes navn i. Problemet var, at træet,
hun ridsede i, var møgungens træ. MØGUNGENS!
Var der noget møgungen Karl, i 2. klasse og for den sags skyld
også i 4. klasse, ikke kunne fordrage, så var det tøser,
forelskelse og kæresteri. BVADR! Det var simpelthen for
ulækkert for møgungen. Nu var der ridset et kæmpe hjerte
med navn og hele pivtøjet på hans træ! Det skulle eddermame
være løgn! Sådan var der ingen, der skulle behandle
møgungens huletræ.
Uden det store besvær smuttede møgungen Karl væk fra en af
Ingers timer. Inden da, havde han fisket en rød sprittusch op af
Ingers skuffe og ned i sin egen lomme. Lidt efter stod han foran
6. klasses klasselokale. Han kunne høre, at de havde
matematik. Han genkendte Nannas hvide jakke, som hun
havde haft på, da hun var kommet ud fra buskene, hvor træet
stod. Da møgungen først havde været i gang med Nannas
hvide jakke, var den ikke så hvid mere.
Den dag fandt alle på skolen ud af, at Nanna var vild med Eske.
På ryggen af jakken havde møgungen Karl, med største besvær,
prøvet at stave til "jeg elsker Eske". Men når man går i
2. klasse, og som regel altid er uden for døren, når man ikke
at få så mange dansktimer. Møgungen havde skrevet
"jaj ælsger æsge". Og der var tegnet et rødt hjerte rundt om.
Selvom det var stavet forkert, var ingen i tvivl om, hvad der
stod. Nanna nåede lige at få jakken på, før den første elev
på skolen opdagede, at Nannas jakke ikke mere var hvid.
Det var første og sidste gang, at Nanna havde en hvid jakke.
Det var første gang, at møgungens forældre måtte punge ud
til nogle elever. Det var første gang, at Nanna faktisk fik
en kæreste. For heldigvis kunne Eske fra 7. klasse også lide
Nanna. Det var første - og IKKE sidste gang - at møgungen
endte på kontoret.
Et par dage efter havde møgungen Karl dækket hjertet med
et hjemmelavet skilt. Han havde fundet et gammelt bræt
fra en gynge, og med sprittuschen havde han tegnet
et uhyggeligt dødningehoved til skræk og advarsel for dem,
som nærmede sig træet.
Året efter var endnu et barn kommet lige lovlig tæt på
møgungens hule. Bertil fra 2. klasse var kravlet derop.
Møgungen havde ikke været i skole hele formiddagen…
troede Bertil. Han var nysgerrig og havde sneget sig hen
til træet, hvor hulen var bygget. Halvt kravlende op ad
stammen havde Karl hurtig som en ninja, og uden Bertil
nogensinde nåede at opfatte det, bundet et tov rundt om
maven på ham. På typisk "Emil fra Lønneberg stil" var Bertil
blevet hejst højt op i træet. Det var kun, fordi Bertil havde
skreget som en stukken gris, at gårdvagterne havde fundet
ham dinglende med arme og ben, der sprællede vildt,
så grenen han hang fra knirkede faretruende.
Møgungen Karl? Han var pist forsvundet, og fordi han var
hurtig som en ninja, og Bertil derfor ikke havde set ham,
så var der ikke sket noget med Karl. Alle regnede med,
at det var ham, men ingen havde set ham gøre det.
Bertil og resten af skolens unger havde ikke nærmet sig hulen
siden. Og det var Karl i grunden meget godt tilfreds med,
for hulen var heller ikke så ringe endda. Han havde en god
udsigt ud over skolegården, og når han satte sig på en bestemt
gren, kunne han se ind til resten af ungerne i hans egen klasse.
Det var ret smart, syntes han selv, for så kravlede han ned,
når han kunne se, at de var ved at pakke sammen. Eller måske
skulle de se en film, som han ikke ville gå glip af.
Han havde også lavet en stige, som han kunne trække hurtigt
op, hvis der var nogle af de store, der rendte efter ham,
fordi han havde været lige lovlig smart overfor dem.
For eksempel kunne det være meget sjovt at hælde vand
i deres gummistøvler, når nu han alligevel var uden for døren
- og ikke havde andet at lave.
Han havde endda fået lavet et lille halvtag på hulen, så når det
regnede, og de andre unger måtte blive ude i skolegården,
så kunne møgungen sidde i tørvejr og grine af de andre,
der lignede små druknede mus deroppefra, hvor han sad.
Derfor gjorde møgungen også sit til, at han havde den for
sig selv.
Karl smilte skælmsk. Han kunne stadig se den nye tøs,
mens han lå der på maven på hulens gulv. Han skulle nok finde
på noget. Det var hverken første eller sidste gang, at han kunne
finde på noget. Men et var sikkert: Det var første og sidste
gang, at den møgtøs med det lyse, krøllede hår, der duftede så
utrolig dejligt af friske æbler, skulle gøre møgungen til grin
overfor nogen… som helst!