Karl havde været vågen det meste af natten. Han havde ligget
og spekuleret på, hvordan han kunne få skovlen under hende
Marie fra Hobro, men han var ikke kommet på noget særligt
genialt. Han var stået tidligt op, havde smurt en madpakke
og pakket sin skoletaske og var klar til at gå ud ad døren,
da mor med store øjne stod med en kop kaffe i hånden.
"Øøøøh, hvor skal du hen så tidligt?" spurgte hun.
"Jeg har ting og sager, jeg lige skal ordne, inden det ringer ind,"
forklarede Karl med kroppen halvt ude af døren.
"Nu gør du ikke noget dumt i dag, vel Karl?" råbte mor nervøst,
men da havde Karl allerede smækket døren.
Det var første gang, at mor havde oplevet Karl tage i skole
i god tid. Hun tog sig en ekstra kop kaffe og kløede sig nervøst
i håret.
Karl sad i hulen og spejdede ud over skolegården. Fandens!
Han var ikke kommet på et smart move endnu, og det ringede
om 10 minutter. Han kunne se kammeraterne fra klassen spille
basketball i gården, men den nye Marie var ikke til at se.
"Wa sår? A dar plauws te to her i hulen?" lød det pludseligt,
da et nyvasket æbleduftende lyst, krøllet hår og hoved stak op
af indgangen til hulen. De brune mandelformede øjne kiggede
intenst direkte i møgungens øjne.
"WTF! Hvad fanden laver du her? Pigelus!" ville Karl skrige,
men det eneste der kom ud af munden på møgungen var:
"Æhm, skynd dig ned! Det ringer om 2 minutter. Vi må ikke
komme for sent!"
"WTF? Hvad sker der for mig?" tænkte Karl. "Var det virkelig
det eneste, jeg lige kunne finde på at sige?"
Marie fra Hobro så lige så overrasket ud, som Karl gjorde.
"Jow, jow. Ro på!" mumlede hun, imens hun kravlede ned.
Karl spænede med tasken på ryggen hen over skolegården
og var næsten den første inde i klasseværelset. Han trak stolen
ud, satte sig ned, kiggede hurtigt på skemaet på opslagstavlen
og fandt sin matematikbog frem.
Søren stod oppe ved katederet og var ved at pakke sine bøger
ud. Det han så på lige nu… En Karl sidde og være klar med
sin bog inden klokken ringede… Hvad hulen gik det lige ud på?
Resten af klassen kom ind, da det ringede. Alle tog deres bøger
frem.
"Jep, godmorgen alle sammen. Vi fortsætter på side 118 med det,
vi arbejdede med i forgårs."
Resten hørte Karl ikke. I forgårs? Hvad fanden lavede han lige
i forgårs? Nå jo, han havde gravet nogle huller som fælder
rundt om hulen. Desværre var pedellen røget i et af hullerne
og havde forstuvet foden, da han var i gang med at fælde
noget af ukrudtet i buskene. Det var nok ikke lige det,
Søren mente, da han sagde, at de skulle arbejde videre
med det i forgårs.
Karl slog op på side 118. Søren holdt øje med møgungen oppe
fra tavlen. Hvad pokker? tænkte han og lod som om,
han rodede med noget i tasken. Karl stirrede på side 118.
Der stod en masse tal og tekst. Han havde ingen ide om,
hvad det gik ud på. Når man sjældent er med i timerne,
så er det sgu lidt svært lige at fatte, hvad de havde gang i.
"Ska do låwne en blyant ijen?" lød det fra Marie fra Hobro,
imens hun var i gang med at kigge i sit penalhus.
Thor og Peter, der sad foran dem, begyndte at fnise.
"NEJ TAK!" vrissede møgungen hårdt.
Han bukkede sig ned mod sin skoletaske og rodede rundt i
bunden af tasken, indtil han fandt en lille stump knækket
blyant. Han rejste sig fra stolen og gik op til Søren,
hvor bordblyantspidseren sad fast på katederet. Her satte han
stumpen i og begyndte at spidse den.
Søren var lige ved at tabe mund og kæbe. Hvad fanden havde
møgungen gang i? Karl var kommet til tiden. Han havde sat sig
på sin plads. Han havde slået op på den side, som de arbejdede
med, og nu stod han gud hjælpe mig og spidsede sin blyant,
som om han faktisk havde tænkt sig at lave noget?
Karl satte sig ned på sin plads og kiggede igen på side 118.
Han skulede over mod Marie og kunne se, at hun var gået
i gang med den næste side. Han stirrede igen på side 118.
"Ska jæ jælp dæj?" lød det fra de super dejlige og duftende
lyse krøller.
"NEJ TAK!" vrissede Karl igen. Han skulle sateme ikke ha’ hjælp
fra nogen pigelus. Karl stirrede stadig på side 118.
"Hvad helvede gik det her pis egentlig ud på?"
"Do we gåt, at do bar ska ræk hånden i væjret, ik ås?
Så kommer læreren ow hjælp dæj."
De vildt irriterende brune, mandelformede øjne så direkte ind i
møgungens øjne.
"Nu skal du ikke komme for godt i gang," fløj det gennem Karls
hoved... men det blev kun til et fnys og en sammenbidt mund
fra møgungens side.
Karl stirrede igen på side 118. Så kiggede han rundt i klassen,
og da han var helt sikker på, at INGEN af de andre så det…
rakte han hånden i vejret. Søren var lige ved at få kaffen galt
i halsen og falde ned af stolen, da han så møgungen række
hånden i vejret. Det er simpelthen løgn, tænkte han, men han
gik straks ned til Karl og hjalp ham.
Og for at det ikke skal være løgn, så blev det endda meget
værre senere på dagen. Da Søren, efter den sidste time,
stod og pakkede sin taske og bøger sammen, gik duksene
i gang med det, som duksene nu gør sidst på dagen.
Men det, som blev alt for voldsom en oplevelse for Søren, var,
at møgungen pludselig stod med en kost! Karl stod med
en kost! Helt frivilligt! Møgungen hjalp helt frivilligt duksene
Laura og den nye Marie med at feje.
Da Søren havde sundet sig lidt over synet, fór han ud ad døren
og direkte ned på lærerværelset. Han var nødt til at have
en kop kaffe at styrke sig på. I de 30 år han havde været lærer,
havde han aldrig oplevet, at en dreng som Karl, kunne ændre
sig SÅ meget på bare én dag. Inden eftermiddagen var omme,
havde han fortalt alle lærerne, hvad han havde været ude for
nede i 4. klasse, hvor møgungen hørte til.