Det var også mærkeligt at høre, hvordan Marie i løbet af
ugerne snakkede mindre og mindre jysk, og det betød,
at Karl bedre og bedre forstod, hvad det var hun sagde til ham.
Mest af alt blev det nogle mærkelige uger for Karl, for han
havde stadig ikke fundet på en genial hævn mod Marie
fra Hobro, som på irriterende vis havde gjort ham til grin
over for hele klassen den allerførste dag, hun trådte ind i
klasseværelset.
Det pissede møgungen fuldstændig af! Hvorfor var hans
geniale hjerne gået i stå? Og hvorfor fandt Inger pludselig på,
at de skulle have nye pladser i klassen? Marie fra Hobro med
de irriterende, lyse krøller, der duftede dejligt af friske æbler,
fik plads oppe ved siden af Laura. Og selvom Karl slap for flere
pigelus, da hans nye sidemakker blev Thor, så havde han
ligesom vænnet sig til tøsen fra Hobro… med de lyse krøller…
der duftede… af æbler.

En eftermiddag, da møgungen sad og lavede matematik ude
i køkkenet, kom mor tidligt hjem. Karl sad med snuden nede
i kladdehæftet, da mor kom ud i køkkenet. Hun stod lidt og
studerede Karl, før hun satte en kop kaffe over. Karl skrev
videre i hæftet. Da kaffemaskinen havde snorket færdig og
brygget en kop til mor, satte hun sig ved bordet. Hun sad lidt
og kiggede på Karl, nussede ham i håret og spurgte så:

"Er du ok Karl?"
Karl kiggede op fra hæftet. "Hva´ mener du?" mumlede han
og skrev videre.
"Læg lige blyanten Karl. Jeg er nødt til lige at høre, hvordan det
går lige for tiden," fortsatte mor.
"Aner ikke hvad du snakker om. Jeg mangler lige 5 stykker
mere, så er jeg færdig."

"Præcis! Det er lige det, jeg mener! Læg nu lige den blyant og
kig på mig." Mor lagde en hånd på Karls hånd og blyant.
"Hva´ fanden mener du?" vrissede han og stoppede med
at skrive.
"Hvornår er du begyndt at lave dine lektier Karl? Hvornår er du
begyndt at komme tidligt ud ad døren for at møde til tiden?
Hvornår er du begyndt at opføre dig ordentligt, siden vi ikke får
beskeder fra Inger og Søren mere? Hvad er der sket?"

Karl trak på skuldrene og sukkede.
"Det er den pisse, lorte Marie fra Hobro med de sygt
irriterende, lyse krøller, der dufter helt vildt af friske æbler.
Hun har nogle helt vildt nederen irriterende brune,
mandelformede øjne, der bare kigger dybt ind i en. Og så
snakker hun, så man næsten ikke kan forstå, hvad hun siger.
Det er fucking irriterende," snerrede han.

Der blev stille i køkkenet. Så rynkede mor på næsen og kløede
sig i nakken.
"Du er jo forelsket Karl!" og så begyndte hun at smågrine.

"WTF! PIGELUS! FORELSKET! KÆRESTERI! BVADR!!" Brølede
Karl og kylede sin blyant gennem køkkenet, så den havnede
i køkkenvasken. Han var trods alt stadig en møgunge.
"Forelsket? Aldrig i livet!" råbte han og smed sit hæfte ned på
gulvet.

"Jo, det tror jeg sørme du er Karl. Forelskelse kan vende alting
op og ned for en. Kærlighed kan få os til at gøre mange
mærkelig ting, som vi ikke plejer at gøre," sagde mor.
Hun rodede ham i håret og smilte.

Karl kiggede mistænksomt på sin mor. Sådan en møgtøs fra
Hobro. Komme her og vende alting op og ned. Få hans hjerne
til at gå i stå? Var det virkeligt sådan det hang sammen?
Og hvordan ville en møgunge løse sådan et problem?

Hele den lange nat lå Karl og spekulerede over, hvordan det
havde været i skolen de sidste mange uger. Da vækkeuret
endelig ringede om morgenen, hoppede han ud af sengen
og tog tøj på. Han havde fundet ud af, hvad han ville gøre
og han glædede sig til at vise Marie fra Hobro, hvad sådan
en dreng som ham, ville gøre ved det. Han fandt sin
lommekniv frem fra skuffen og tog tidligere afsted end
dagen før.

Dagen gik, som den havde gået det sidste stykke tid. Karl kom
til tiden, lavede opgaver som de andre og var endda begyndt
at hjælpe Thor med noget af matematikken. Da det ringede ud
efter sidste time, blev Karl i klassen, imens duksene Laura og
Marie fra Hobro fik fejet gulvet og visket tavlen ren. På vej ud
af klassen prikkede han Marie på skulderen.

"Du æh, jeg skal lige vise dig noget."
"Wa?" svarede Marie.
"Du skal komme med mig. Ellers kan jeg ikke vise dig det,"
smilte Karl skævt til hende. Hold nu kæft, hvor de lyse krøller
duftede.
"Karl… jæj hamrer dæj sårn en, hvis do snyer mæj. Er do mæ?"
Hun stirrede ham dybt i øjnene, så han kunne se, at hun
mente det.

Karl nikkede kraftigt. Han turde sgu ikke andet over for den tøs.
De gik ud i skolegården og over mod buskene, hvor Karl havde
sin hule. Det eneste, der ikke havde ændret sig de sidste
mange uger, var, at alle stadig holdt sig langt væk fra
møgungens hule. De kravlede mellem buskene og hen mod
træet, hvor hulen var bygget. Karl trak Marie hen mod den
hjemmelavede stige og skiltet med dødningehovedet.
Han trak lidt mere i hende, så de kom rundt om træet,
og så pegede han. Der… midt på barken havde Karl snittet
et hjerte. Inde i hjertet var der snittet et M og et K.

"A wa ska ded betyje?" sagde Marie og lignede et spørgsmålstegn.
"Det sgu da et hjerte," mumlede Karl.
"Et hjarte? Ded linar mer en trekant…" Marie lagde hovedet
lidt på skrå og kiggede på det, der skulle forestille et hjerte.

"A do sikker på, at ded et hjarte?" spurgte hun og kneb øjnene
lidt sammen.
"Og wa a ded, dar a indeni?
"Helt ærligt Marie! Det er sgu da et M og et K! M for Marie
og K for…" Karl holdt en lille pause.
"Ska´ vi være kærester Marie?" Han ventede spændt på,
hvad hun ville sige.
"Ded kommer ik til at ske Karl. Jæj ka ik li møjunger,"
sagde Marie fra Hobro.

Karl blev paf og helt stille. Han tog hænderne ned i sine
bukselommer, kiggede ned på sine fødder og sparkede til
en lille sten.
"Jeg er ikke en møgunge," mumlede han. Der var endnu en lille
pause, hvor ingen sagde noget.

Marie så ud, som om hun tænkte sig grundigt om.
"Næj, ded a do ik… ik mer!" og så gav hun ham et kæmpe
smækkys lige på munden.
"Bvadr! Agrd! Stop dig selv," vrængede Karl og tørrede sig
febrilsk om munden.

Marie stillede sig op foran Karl med begge hænderne i siden.
"We do vær kærst eller æj?" Hun så bestemt på ham.
"Vi kan vel være kærester uden at kysse," vrissede Karl.
"Ska do vær kærst mæ Marie fra Hobro, så ska do gi en køs
om morn og en køs efter skole. Og sårn a ded!"
Marie fra Hobro, med de lyse, æbleduftende krøller og de
mandelformede øjne, kiggede meget bestemt på Karl.

Karl sukkede opgivende.
"Men så gælder det der kys også for i dag. Du får ikke flere!"
"Jow, jow Karl, dæn a go mæ dæj," storgrinede Marie.
"Nu we kærst. Sår må do vis mæ din hule Karl."

Karl gloede måbende på hende. Han stillede sig foran stigen op
til hulen. Havde hun tænkt sig, at der skulle PIGELUS op i HANS
hule?

Marie grinte endnu mere.
"Ænten viser do mæj din hule, ælle ås gir do mæj en køs!"

Karl kunne se, at hun mente, hvad hun sagde. Han rykkede
hurtigt væk fra stigen igen og gav plads, så hun kunne komme
op i hulen. Marie fra Hobro kravlede grinende op ad stigen.
Og Karl kravlede efter de æble-duftende, lyse krøller.

Fra den eftermiddag fandt møgungen sig i at skulle kysse sin
dejlige Marie fra Hobro mindst to gange om dagen:
Et kys om morgenen og et kys efter skole - uanset pigelus eller ej.