Møgunge! Sådan en var han! En møgunge der
gjorde lige, hvad der passede ham i skolen.
Han kom ind fra pause, når han gad – ja altså,
hvis han gad. Det kunne sagtens være, at han
hellere ville bygge videre på den hule, som han
var i gang med inde i hækken ved fodboldbanerne.
Han spiste mad og drak, hvis han var sulten eller
tørstig, lige meget om de var midt i en diktat eller
et regnestykke med brøker. Han sagde sin mening,
selvom en anden kammerat lige var i gang med
at give svaret… ja, det var jo kun de gange,
hvor han fulgte bare lidt med i timen.

Hvis han kedede sig, sad han og gabte højt,
så alle vendte sig om og så på ham. Han kunne
også finde på at sidde og lave nogle lyde, hvis han
kedede sig… bare fordi han kunne. Og jo… både
Søren, deres lærer i matematik, og Inger,
deres lærer i dansk, havde flere gange bedt ham
om at være stille. Men han var da ligeglad. Han var
jo ikke en møgunge for sjov. Han syntes det var
sejt. Sejt, fordi ingen af de andre børn i klassen
turde være sådan overfor de voksne. Sejt, fordi
hverken Søren, Inger eller hans forældre kunne få
ham til at gøre det, som han blev bedt om. Og hvis
de truede ham med at sende ham uden for døren,
så grinte han bare. Så slap han jo for timen.

Og hvis de talte om, at han helt skulle blive
hjemme, fordi han lavede for meget ballade,
så grinte han bare. Så slap han jo for at gå i skole.
Jo! Han var en rigtig møgunge, som ingen vidste,
hvad de skulle gøre med.

Møgungen hed Karl og gik i 4. klasse. Karl var
flyttet til byen midt i 1. klasse. Det var ikke sjovt
at flytte til en by, hvor man ikke kendte nogen.
Først var han sammen med nogle af vennerne fra
den gamle skole lørdag eller søndag, men der var
langt til den gamle by. Der gik ikke lang tid,
før ingen ringede mere. Eller også havde de altid
noget andet at lave, når han ringede.

Det var dengang. Nu var han ligeglad, for nu var
han en sej møgunge i 4. Klasse. Han havde styr på
sit shit, de voksne og resten af klassen.

"Hva´ så du gamle?" sagde Karl med en kæk
stemme til Søren, da hans lærer kom travlt ind ad
døren til klassen.

Søren lod, som om han ikke hørte Karl.
"Slå op på side 45, så kigger vi på lektien fra i
mandags. Du kan starte med det første svar Karl!"
sagde Søren og så over på Karl, som var i gang
med at spise en mad.
"Få nu bogen frem Karl, " sagde Søren surt.

"Ro på du gamle, når man er sulten, så skal
hjernen fodres, ellers duer den ikke," grinte Karl.
"Jeg er ikke til det fis i dag Karl. Frem med bogen
og giv os det første svar".

Alle sad og ventede på Karl, som gjorde sig ekstra
langsom. Både Søren og han selv vidste, at Karl
ikke havde lavet en skid lektier. Han vidste også,
at Søren som regel ikke gad at vente og til sidst
endte med at spørge en anden. Og han havde ret,
havde Karl. Da hele klassen havde siddet og kigget
i en rum tid på Karl og hans mad, som han ganske
langsomt spiste videre af, rullede Søren med
øjnene og bad Jonas om at komme med svaret.

" Ej altså," sagde Karl lavt og smilte skævt,
alt imens han skulle til at pakke endnu en mad ud.

Det blev nu en tand for meget for den gamle
lærer. Han smækkede bogen i og så stift på Karl,
imens han pegede på døren med udstrakt arm.

"Øv, øv," mumlede Karl og gik med bøjede ryg.
Armene hang tungt ned ad siden, som om han var
ked af at blive smidt uden for døren. Han slæbte
sig ned langs bordene hen mod døren og så mere
og mere trist ud. Men lige så snart den første fod
var ude af døren, vendte han sig om, grinte og råbte:
"So long suckers!" til Søren og resten af klassen.

Sådan var møgungen Karl! Og så snart døren var
lukket, åndede både Søren og de andre elever
lettet op, for så kunne timen fortsætte. Søren var
bare bedre, når møgungen ikke var i klassen.

Sådan havde det været lige siden 1. klasse. Dag ud
og dag ind. Både skolen og Karls forældre havde
prøvet alt muligt, så Karl skulle syntes, at det var
fedt at komme i skole. Intet hjalp, for Karl havde
bestemt, at ingen skulle bestemme, om han skulle
være en møgunge eller ej. Og sådan blev det.
Dag ud og dag ind.