Nu var det sådan, at skolen, som Karl gik på,
var en helt normal skole, som lå i en helt normal by.
Det var en normal klasse, men lige i Karls var der
14 sure og skide dumme tøser. Resten var drenge.
Stine, Rikke, Pia, Sille og Laura var de værste.
De skældte ham ud i pausen og rullede med
øjnene, hver gang han sagde noget til dem.

"Hvorfor er du også sådan en møgunge?" råbte de
i kor. Og så var det, at Karl gav dem en fuck finger,
slog dem eller trak sine bukser ned og viste dem
sin bare røv. Så løb han hen til sin hule.

Når klokken ringede, var det helt sikkert, at Karl
først kom, når timen var godt i gang.

Denne dag var ligesom de andre. Og dog, for da
Karl kom sent ind ad døren for at smide sig ned
på stolen, sad der en pige ved siden af ham.
Han havde aldrig set hende før. Hun havde lyst,
krøllet hår, som duftede svagt af friske æbler,
og en lille sød næse. De brune, mandelformede
øjne kiggede på ham, da hans stol lavede en høj
lyd under ham.

"Wa fanden lauwer do?" fløj det ud af pigen.
Karl så på hende med åben mund.
"Wa lauwer do, din spaude?" sagde hun igen.
Karl så forvirret på hende.
"Hvad fanden siger du? Hvem fanden er du?"
spurgte han surt.

Lærer Inger smilte bredt.
"Ja Karl, det er så vores nye pige i klassen.
Det er Marie. Hun kommer fra Hobro i Jylland.
Jeg tænker, at I to kommer til at få det rigtig fint
sammen."

Inger smilte stadig bredt, og han kunne ikke
undgå at høre nogle af de andre i klassen fnise.
Hvad fanden mente hun med, at den nye pige
og ham ville passe sammen? Men det fandt Karl
hurtigt ud af i løbet af dagen. Ja, han fandt ud af
det blot 10 minutter efter, at han havde sat sig.

Inger fortalte, at de skulle have diktat. Og var der
noget, som Karl hadede som pesten, så var det
diktat.

De fik papir delt ud, og normalt ville Karl have
krøllet det sammen og smidt det i skraldespanden,
imens Inger så på ham. Normalt ville han sidde
og grine og måske sidde og pille næse, som om
han kedede sig. Men det valgte han ikke at gøre
i dag. Han havde andre planer. Han vidste nemlig,
hvordan han kunne drille Inger og hendes dumme
diktat og samtidig vise den nye tøs fra Hobro,
hvem der havde magten her i klassen. For det var
i hvert fald ikke Inger. Det var han helt sikker på.

Karl sad og strøg papiret med sine hænder,
som om det havde været krøllet. Inger så ud over
kanten på sine briller og ned på Karl. Hun kunne
mærke, at Karl pønsede på et eller andet.

Normalt ville Karl allerede nu have revet papiret
over. Og mens han strøg papiret med sine
hænder, så han Inger lige i øjnene. Hun kunne se,
at han rigtig nok havde gang i et eller andet.

Se... fordi Karl nu var den møgunge, som han var,
så havde han ikke et penalhus med i sin taske.
Det vidste Inger godt.
"Mangler du noget at skrive med Karl?" spurgte
hun med en stemme, som skulle lyde sød.

Karl nikkede, mens han så rundt i klassen for at se,
om alle nu også så på ham. Han smilte til Inger.

"Jamen, så må vi jo finde en blyant til dig kære
Karl."

Inger rodede i sin skuffe ved bordet. Hun vidste
godt, at ingen i klassen havde lyst til at låne Karl
en blyant. Enten knækkede eller gemte han
dem.

"Behøws ik! Han ka låwne a mæj."

Det var den nye pige. Hun ledte i sit penalhus
og fandt en blyant frem til Karl. Den var pink.
I stedet for et viskelæder i enden, sad der en stor
pink pom pom.

Karl gjorde store øjne, da Marie stak den i hånden
på ham.

"Ded min ønlings… pauws gåt på dæn!"

Han så mere overrasket ud, end han ville.
Han kunne ikke nå at skjule det for klassen.
Han var virkelig paf, da han så, hvad Marie havde
stukket i hånden på ham.
Klassen begyndte at fnise. Først var det et par
af drengene, og så begyndte Stine, Rikke, Pia, Sille
og Laura. Inger så endnu en gang ud over kanten
på brillen. Denne gang blev hun lidt nervøs.
Hendes øjne mødte Karl. Hun kunne se, at han var
ved at blive rigtig vred.
Der var fandeme INGEN der skulle fnise af ham!
Hvis nogen skulle fnise af andre, så var det Karl,
der gjorde det. Det var ham, der var møgungen,
og han var stolt af det! Han rejste sig brat op,
så stolen væltede.

Han holdt den pink blyant imellem sine fingre
og gjorde klar til at knække den.

"Du højte gåt, at ded war min ønlings, ik ås?"
Marie så på Karl med et stift blik.

Karl så først på Inger og så på Marie. Så gjorde
han klar til at knække blyanten og stirrede lige ind
i Maries øjne.

Marie rejste sig. Hun satte Karls stol op igen og
hurtigt ind under ham, så han røg ned i stolen.
"Sår a we klar Inger!" sagde Marie. Hun satte sig
ned, greb en blyant og var selv klar ved papiret.

Der blev helt stille i klassen. De sad alle og
ventede på, hvad Karl nu ville gøre. Inger greb
chancen, så endnu en gang ud over kanten på sin
brille og sagde: "Super, så starter vi!"

Godt nok var Karl hurtig, men så hurtig var hans
hjerne nu heller ikke. Det var første gang, at Karl
skulle lave en diktat. Det var første gang, at Karl
skulle skrive med en pink blyant med en pink pom
pom. Og så var det første gang, at en pige med
lyst, krøllet hår, som duftede svagt af friske æbler,
havde gjort Møgungen - ham - MØGUNGEN over
alle møgunger til grin over for resten af klassen
og Inger. Det var første gang, at det var sket -
og det var sgu også SIDSTE GANG!

Det skulle møgungen Karl nok sørge for.
Det var, hvad Karl havde på sin hjerne,
da det ringede ud, og han løb ud til
sin hule for at lægge planer.