Han kunne skimte den nye pige imellem de grene,
der skjulte hans hule. Alle på skolen vidste,
at møgungen havde en hule her, men der var
ingen, der turde nærme sig hulen. De vidste
nemlig godt, hvad møgungen kunne finde på.

Da møgungen gik i 2. klasse, var han gået i gang
med sin hule. Det vidste Nanna, som gik i 6. klasse,
ikke. Hun var vildt forelsket i Eske fra 7.klasse,
og i skjul fandt hun et træ og skar et hjerte med
hendes og Eskes navn i. Det var uheldigt, for træet
hun skar i, var møgungens træ. MØGUNGENS!
Var der noget møgungen Karl, i 2. klasse og for
den sags skyld også i 4. klasse, ikke kunne tåle,
så var det tøser, forelskelse og kæresteri. BVADR!
Det var simpelthen for klamt for møgungen.

Nu var der ridset et kæmpe hjerte med navn på
hans træ! Det skulle bare være løgn! Sådan var
der ingen, der skulle gøre ved møgungens
huletræ.
Uden det store besvær sneg møgungen Karl væk
fra en af Ingers timer. Inden da, havde han fisket
en rød tusch op af Ingers skuffe og ned i sin egen
lomme. Lidt efter stod han foran 6. klasses lokale.
Han kunne høre, at de havde dansk. Han så
Nannas hvide jakke. Den som hun havde haft på,
da hun var kommet ud fra busken. Da møgungen
først havde været i gang med Nannas hvide jakke,
var den ikke så hvid mere.
Den dag fandt alle på skolen ud af, at Nanna var
vild med Eske.

På ryggen af jakken havde møgungen Karl prøvet
at stave til "jeg elsker Eske". Men når man går i
2. klasse, og som regel altid er uden for døren,
når man ikke at få så mange timer i dansk.
Møgungen havde skrevet "jaj ælsger æsge."
Der var også lavet et stort, skævt og rødt hjerte.
Selvom det var stavet forkert, var ingen i tvivl om,
hvad der stod.
Nanna nåede lige at få jakken på, før den første
elev på skolen så, at Nannas jakke ikke mere var
hvid.
Det var første og sidste gang, at Nanna havde
en hvid jakke. Det var første gang, at møgungens
mor og far måtte punge ud til nogle elever.
Det var første gang, at Nanna fik en kæreste, for til
al held kunne Eske fra 7. klasse også lide Nanna.

Det var også første – men IKKE sidste gang,
at møgungen endte på kontoret.

Et par dage efter havde møgungen Karl dækket
Nannas hjerte med et skilt. Et, som han selv
havde lavet. Han havde fundet et brugt bræt fra
en gynge. Med en tusch havde han tegnet
et uhyggeligt hoved fra et skelet til skræk for dem,
som kom for tæt på træet.

Et års tid efter var endnu et barn kommet lige tæt
nok på møgungens hule. Bertil fra 2. klasse var
kravlet derop. Møgungen havde ikke været i skole
hele dagen… troede Bertil. Han var nysgerrig og
havde sneget sig hen til træet, hvor hulen var
bygget.

Halvt oppe ad stammen havde Karl hurtig som en
ninja, og uden at Bertil nåede at opfatte det,
bundet et tov rundt om maven på ham. På typisk
"Emil fra Lønneberg" stil var Bertil blevet hejst
højt op i træet. Det var kun, fordi Bertil havde
grædt som en gris, at en lærer havde fundet ham,
sprællende vildt med arme og ben.
Møgungen Karl? Han var pist væk. Og fordi han
var hurtig som en ninja, og Bertil derfor ikke havde
set ham, så var der ikke sket noget med Karl.
Alle vidste, at det var ham, men ingen havde set
ham gøre det.

Bertil og resten af skolens unger havde ikke
nærmet sig hulen siden. Og det havde Karl det
rigtig fint med. Han ville ikke dele den med nogen.

Han havde en god udsigt ud over skolegården.
Når han satte sig på en bestemt gren, kunne han
se ind til resten af dem i hans egen klasse. Det var
ret smart, syntes han selv. Han kom først ned,
når han kunne se, at de var ved at pakke sammen.
Eller måske kom han ind, hvis de skulle se en film,
som han ikke ville gå glip af.

Han havde også lavet en stige, som han kunne
hive hurtigt op, hvis der var nogle af de store,
der løb efter ham. Det skete, hvis han havde været
lige lovlig smart mod dem. Hvis han var smidt
uden for døren og ikke havde andet at lave, kunne
det være meget sjovt at hælde vand i deres sko.

Han havde endda fået lavet et lille tag på hulen,
så når der kom regn, og de andre unger måtte
blive ude i gården, kunne møgungen sidde tørt og
grine af de andre. De lignede små druknede mus,
set fra hvor han sad. Derfor gjorde møgungen
også sit til, at han havde den for sig selv.

Karl smilte frækt. Han kunne stadig se den nye tøs,
mens han lå der på maven på hulens gulv.
Han skulle nok finde på noget. Det var hverken
første eller sidste gang, at han kunne finde på
noget. Men et var sikkert: Det var første og sidste
gang, at den møgtøs med det lyse hår, der duftede
så godt af friske æbler, skulle gøre møgungen
til grin overfor nogen… som helst!