Karl havde været vågen det meste af natten.
Han havde ligget og tænkt på, hvordan han
kunne få en skovl under hende Marie fra Hobro.
Men han var ikke kommet på noget smart.
Han var stået op i god tid, havde smurt en
madpakke og pakket sin taske. Han var klar til
at gå ud ad døren, da hans mor med store øjne
stod med en kop kaffe i hånden.

"Øøøøh, hvor skal du hen så tidligt?" spurgte hun.
"Jeg har ting og sager, jeg lige skal ordne, inden
det ringer ind," sagde Karl halvt ude af døren.
"Nu gør du ikke noget dumt i dag, vel Karl?" råbte
mor nervøst, men da var Karl allerede væk.

Det var første gang, at mor havde set, at Karl var
taget i skole i god tid. Hun tog sig en ekstra kop
kaffe og kløede sig nervøst i håret.

Karl sad i hulen og så ud over skolegården. Pis!
Han havde ikke fundet et smart move endnu,
og det ringede snart ind. Han kunne se de andre
fra klassen spille bold i gården, men den nye Marie
var ikke til at se.

"Wa sår? A dar plauws te to her i hulen?" lød det
højt, da et hoved med lyst hår, som duftede af
friske æbler, stak op af et hul i gulvet til hulen.
De brune, kønne øjne så direkte ind i møgungens
øjne.

"WTF! Hvad fanden laver du her? Pigelus!"
ville Karl skrige, men det der kom ud af munden
på møgungen var:
"Æhm, skynd dig ned! Det ringer lige om lidt.
Vi må ikke komme for sent!"
"WTF? Hvad sker der for mig?" tænkte Karl. "Var
det det eneste, jeg lige kunne finde på at sige?"
Marie fra Hobro så lige så paf ud, som Karl gjorde.
"Jow, jow. Ro på!" sagde hun, mens hun gik ned
fra hulen.

Karl løb med tasken på ryggen hen over gården og
var næsten den første inde i deres klasse. Han trak
stolen ud, satte sig ned, så hurtigt på deres skema
og fandt sin matematikbog frem.

Søren stod oppe ved bordet og var ved at pakke
sine bøger ud. Det han så på lige nu… En Karl sidde
og være klar med sin bog, inden det ringede ind…
Hvad hulen gik det lige ud på?
Resten af de andre kom ind, da det ringede.
Alle tog deres bøger frem.

"Jep, hej med jer! Vi er på side 118. Det samme
som I lavede onsdags."

Resten hørte Karl ikke. Onsdag? Hvad fanden
lavede han lige onsdag? Nå jo, han havde gravet
nogle huller som fælder rundt om hulen.
Ved et uheld var en mand røget i et af dem og
havde slået foden, da han var i gang med at fælde
nogle planter i busken

Det var nok ikke lige det, Søren mente, da han
sagde, at de skulle regne videre på siden fra
onsdag.

Karl slog op på side 118. Søren holdt øje med
møgungen oppe fra tavlen. Hvad pokker? tænkte
han og lod som om, han rodede med noget i
tasken.
Karl gloede på side 118. Der stod en masse tal og
tekst. Han havde ingen ide om, hvad det gik ud på.
Når man næsten aldrig er med i timen, så er det
sgu lidt svært lige at fatte, hvad de havde gang i.

"Ska do låwne en blyant ijen?" lød det fra Marie
fra Hobro, imens hun var i gang med at kigge i sit
penalhus.

Thor og Peter, der sad foran dem, fnes.

"NEJ TAK!" sagde møgungen surt.

Han så i sin taske og rodede rundt i bunden af
den, indtil han fandt en lille stump blyant.
Han rejste sig fra stolen og gik op til Søren for
at spidse sin blyant.
Søren var lige ved at tabe mund og kæbe.
Hvad fanden havde møgungen gang i? Karl var
kommet til tiden. Han havde sat sig på sin plads.
Han havde slået op på den side, som de var i gang
med. Nu stod han gud hjælpe mig og spidsede
sin blyant, som om han havde tænkt sig at lave
noget?

Karl satte sig ned på sin plads og så igen på siden.
Han så over mod Marie og kunne se, at hun var
gået i gang med den næste side. Han stirrede igen
på siden.

"Ska jæ jælp dæj?" lød det fra det fra det lyse hår,
der fik ham til at tænke på friske æbler. Uhm!
"NEJ TAK!" sagde Karl surt igen. Han skulle sateme
ikke ha’ hjælp fra nogen pigelus. Karl gloede stadig
på siden. "Hvad fanden gik det her pis ud på?"
"Do we gåt, at do bar ska ræk hånden i væjret,
ik ås? Så kommer Søren ow hjælp dæj."

De vildt dumme, kønne, brune øjne så lige ind i
møgungens øjne.

"Nu skal du ikke komme for godt i gang," fløj det
gennem Karls hoved... men det blev kun til et fnys
og en lukket mund.

Karl stirrede igen på siden. Så så han rundt på
de andre, og da han var helt sikker på, at INGEN
af de andre så det… rakte han hånden i vejret.
Søren var lige ved at få kaffen galt i halsen og falde
ned af stolen, da han så møgungen række hånden
i vejret. Det måtte være løgn, tænkte han,
men han gik straks ned til Karl og hjalp ham.
Og for at det ikke skal være løgn, så blev det
endda meget værre senere på dagen. Da Søren,
efter den sidste time stod og lagde sine bøger i
tasken, gik de to dukse i gang med det, som dukse
nu gør sidst på dagen.

Men det, som blev alt for voldsom en oplevelse
for Søren, var, at møgungen stod med en kost!
Karl stod med en kost! Helt uden nogen havde
bedt ham om det! Møgungen hjalp, de to dukse
Laura og den nye Marie, med at feje.
Da Søren havde sundet sig lidt over synet, fór han
ud ad døren og ned til de andre lærere. Han var
nødt til at have en kop kaffe at styrke sig på. I de
30 år han havde været lærer, havde han aldrig set,
at en dreng som Karl, kunne ændre sig SÅ meget
på bare én dag. Inden dagen var omme, havde han
fortalt alle voksne, hvad han havde været ude for
nede i 4. Klasse. Der hvor møgungen hørte til.