Sarraphi er blandt de tre finalister
i Den Store Forfatterspire-konkurrence 2020

***

Der var engang, og de levede lykkeligt til deres dages ende…
En af de mest tragiske sætninger i et eventyr, hvis du spørger
Augusta. Augusta er datter af prinsessen og dragen. Den historie
om en drage, der holder en prinsesse fanget, og prinsen på den
hvide hest, der redder hende. Augusta ligner faktisk slet ikke sin mor.
Hun har brunt, silkeglat hår og de smukkeste oceanblå øjne,
der kan få alle til at falde om.

Om to dage skulle ceremonien stå. Den ceremoni, hvor Augusta
skulle skrive under på at leve sin mors skæbne. Men hvorfor skulle
hun dog sige ja? Ingen havde spurgt hende, om det var det, hun ville.
Augusta sad på en klippesten med udsigt ud over havet. Det var
hendes yndlingssted, og hun brugte tit tiden på bare at sidde der.
Med et suk rejste hun sig op og børstede støvet af sin blå kjole.
Kjolen havde et fast greb om hendes hofter, og ærmerne var syet
sammen, så det så ud som om, de puffede. Hun havde nogle brune
støvler på, og det ene snørebånd var allerede gået op. Hun lagde ikke
så meget mærke til det. Det var stadig formiddag, og hun havde lovet
sin mor at være hjemme til frokost. Uden at tænke sig om begyndte
hun at småløbe tilbage til slottet. Hun vidste dog godt, at det var
upassende for en prinsesse at løbe.
Hun var allerede halvvejs og kunne se Rosengården, som hun altid gik
igennem på vej hjem. Det var lidt ligesom en smutvej, og så var den
meget flottere at kigge på end slottet. Augusta satte tempoet ned,
da hun nåede Rosengården. Blomsterne var flottere, end de plejede
at være, syntes hun.

"Jamen der er De jo prinsesse!"
Augusta kiggede imod stemmen og så sin hofdame Henrietta stå og
plukke blomster.
"Skynd Dem tilbage. Deres forældre venter på dem."
Uden et ord nikkede Augusta og skyndte sig ind på slottet uden
at løbe. Hun rettede lidt på håret og tøjet, åbnede døren - og der
i spisesalen sad rigtigt nok hendes forældre og ventede.
"Augusta! Godt du kom. Sæt dig ned så vi kan få noget at spise."
Hendes mor havde som sædvanligt en grøn kjole og en rød kappe på,
og hendes gyldne hår var sat op i en knold. Hendes far derimod
havde sin røde skjorte på, og en kappe som nåede helt ned til
benene. Og man kunne se, at han ikke havde redt sit røde hår.

Augusta satte sig ned og kiggede på maden. Kødet så saftig ud og fik
hendes mund til at løbe i vand. Hun prøvede at spise så ‘prinsesseagtigt’
som muligt, selvom hun var dødsulten. Der sad de i tavshed og spiste.
Augustas tanker fløj rundt i ring. Hun ville så gerne spørge dem,
hvad der ville ske, hvis man ikke fulgte sin skæbne. Men hvad nu hvis
hendes forældre flippede ud? Hendes far ville nok tage det roligt.
Efter frokost ville hun spørge sin far, tænkte hun.

Augusta gik på gangen mod sin fars kontor og tænkte, om det mon
det var rigtige at spørge ham. Da hun stod foran døren til kontoret,
tog hun en dyb indånding og bankede på.
"Kom ind!" sagde hendes far.
Uden at tænke sig om tog hun i dørhåndtaget og skubbede til døren.
Værelset så ud, som det plejede. Reoler med bøger og et skrivebord
med masser af papir over det hele. Hendes far sad og læste i et brev
og så meget træt ud.
"Hej min kære. Hvad laver du da her?"
"Okay," tænkte hun. Nu var der ligesom ingen vej tilbage. "Ehm.. far,
jeg har et spørgsmål." Hun kløede sig i nakken og overvejede, om hun
skulle sætte sig på en stol.
"Sig frem." Hendes far var stadig optaget af brevet.
"Okay det her lyder lidt underligt, men hvad sker der, hvis man ikke
følger sin skæbne."
Faderen kiggede brat op med et underligt blik. "Sæt dig ned mit barn.
Ser du, hvis man ikke følger sin skæbne, skal man igennem en umulig
prøve. Man skal igennem den mørke skov og komme ud levende."
Det sidste sagde han med en så dyb stemme, at det gav Augusta
kuldegysninger.

***
Det blev ceremonidagen, og nu stod hun der igen lige foran sin fars
kontor. Hun skulle til at banke på døren, da hun pludselig hørte andre
stemmer end sin fars.
"Jamen deres højhed, hvad nu hvis hun ikke vil?" Det var en drengestemme.
"Det skal hun, og det er dit job at få hende til at skrive under!"

Hvad i alverden var det hendes far snakkede om? Det gav jo slet ikke
mening. Hvad ville han have, at hun skulle skrive under? Hvem var
drengen, hun kunne høre? Måske skulle hun bare stikke af? Det ville
gøre det hele lettere. Augusta løb tilbage til sit værelse, hvor hun tog
en fjerpen og et stykke papir og skrev:

Kære mor
Det her er, hvad jeg ville.
Jeg håber at se dig igen.
Knus din datter Augusta

Augusta tog en anden kjole på, som hun bedre kunne bevæge sig i,
fandt et langt reb og bandt det fast om sit bælte. Derefter kastede
hun rebet ud ad vinduet og kravlede ned på jorden. Hun trak hætten
godt ned over hovedet og begyndte at løbe ad den gamle smutvej
ud af byen.
Det var frokosttid, og Augusta kunne mærke maven rumle. Hvor var
det dog dumt af hende ikke at tage mad med. Måske skulle hun bare
gå tilbage igen? tænkte hun, men nåede så den mørke skov.

Skoven var ikke så mørk og uhyggelig som navnet, men hun følte,
at nogen holdt øje med hende. Med rystende hænder trak hun
hætten endnu længere ned over hovedet. Et vindpust ramte hendes
kind, og hun faldt bagover. I 20 minutter kravlede Augusta bange
igennem skoven, indtil hun fik øje på et gammelt, slidt hus, som
en dame kom ud fra. Duften af nybagt tærte gjorde hende sulten.

"Jamen dog min kære. Jeg kunne nok mærke, der var en på vej…
men en pige! Det havde jeg aldrig troet og endda dronningens
datter!" Damens stemme lød varm og dejlig.
"Ja, jeg har brug for hjælp," svarede Augusta og kiggede væk.
"Ser man det. En prinsesse spørger en heks om hjælp. Nåh, men kom
indenfor. Jeg har lige bagt tærte."
Selvom damen lige havde afsløret, at hun var en heks, følte Augusta
ikke, at der var noget at være bange for, så hun tog hætten af og gik
med ind. Huset var et lille hyggeligt sted med både sofa og
brændeovn. Augusta satte sig på en stol ved siden af bordet med den
nybagte tærte.

"Sig mig," sagde heksen, mens hun fandt tallerknerne frem. "Hvad
laver du egentlig her? Jeg har hørt, at det er ceremonidagen i dag."
Uden at tøve begyndte Augusta at fortælle, hvordan hun havde det
med skæbnen og om stemmerne, hun havde hørt fra sin fars kontor.
Da hun var færdig, lagde hun mærke til, at hun havde spist fire
stykker af tærten.
"Jamen sikke dog en fortælling. Så passer min drøm jo." Heksen
kiggede på Augusta. "I nat drømte jeg om en pige, der kom ind i den
mørke skov med ønsket om at ændre sig selv. Jeg drømte, at det ville
blive vanskeligt."
Augusta nikkede og spurgte: "Der var et vindpust. Ved du, hvad det var?"
"Nåh, du snakker om dragen," svarede heksen.
Augusta gjorde store øjne. Det var det, hendes far havde snakket
om, da han sagde man skulle komme levende ud af den mørke skov.
"Åh, min ven. Du skal da ikke være bange for dragen. Den lever
faktisk her, indtil den fuldfører sin skæbne. Den er ikke farlig.
Der gemmer sig noget specielt i den. En værdifuld gave."
Augusta fattede ikke, hvad hun mente, men glædede sig bare til
at komme ud af skoven.
"Jeg tror du for brug for den her," sagde heksen og tog en halskæde
frem fra sit forklæde. Halskæden så meget grålig ud, men da heksen
gav den til Augusta, begyndte den at lyse krystalklart i hendes hænder.

Augusta fik sagt farvel til heksen og gik videre på sin rejse gennem
den mørke skov. Lidt bange for det, som heksen havde fortalt om
dragen. Hun rørte ved halskæden, der sad godt fast om hendes hals,
og følte dens varme hver gang, hun rørte ved den.
Den mørke skov så meget stor ud, men heksen havde fortalt om
en genvej, der kunne føre hende hurtigere ud. Men der lå dragen,
helt vågen som om den vidste, at hun ville komme. Hun gik nærmere
og lod som ingenting, selvom hun havde en stor lyst til at løbe
skrigende bort. Dragen så virkelig smuk ud. Dens skæl var gule som
guld. Den gik over mod Augusta og stirrede hende lige ind i øjnene.
Men den gjorde ingenting. Med rystende hænder holdt Augusta
hånden op og aede den. Dragen gjorde tegn til, at hun skulle sætte
sig op på den. Så hun satte sig op og sammen fløj de afsted. Højere
end noget Augusta kunne drømme om. Efter en stund landede de i
den nordlige ende af skoven, hvor Augusta hoppede ned og takkede
dragen mange gange, før den fløj væk.

Da hun vendte sig om, stod der fem håndlangere klar til at gribe
hende. Bag dem stod hendes far og en anden dreng på alder med
Augusta.
"Far?" Augusta var helt forvirret.
"Vent!" råbte kongen og gik op foran Augusta. "Ser du mit barn!
Man skal følge sin skæbne lige meget hvad. Og da jeg vidste, at du
ville klare prøvelserne, blev vi nødt til at komme her før dig, så vi kan
få dig op i tårnet, hvor du hører til og kan få din prins." Han pegede
på drengen.
"Dræber jeg dragen og redder dig, så kan vi leve lykkeligt sammen til
vores dages ende," sagde drengen med et ondskabsfuldt smil.
"Men så lever jeg ikke lykkeligt, og det vil jeg aldrig!" Augusta kiggede
på sin far med vrede øjne fyldt med tåre.
"Men sådan er det bare!" sagde hendes far og råbte til håndlangerne,
at de skulle gribe hende og smide hende op i tårnet.

***

Der sad hun nu i tårnet og ventede bare på, at dragen ville komme.
Hvis bare hendes mor var her, kunne hun være stærk. Pludselig fik
hun øje på en seddel. Hun tog den og begyndte at læse:

Kære datter
Din far er ude på noget slemt imod dig,
og jeg vil have dig til at være stærk!
Dragen bærer en gave…
Hilsen din mor

Augusta gik op og kiggede ud ad vinduet. Der stod den gyldne drage
parat til at dø. Drengen havde allerede stukket kniven i dragen tre
gange, og hvis han gjorde det endnu en gang, var det slut for dragen.
Augusta så sig omkring og fik øje på det reb, som sad i hendes bælte.
Hun skyndte sig at binde knuden op og kastede rebet ned. Så hurtigt
som det var hende muligt, skyndte hun sig at kravle ned.
Halskæden føltes varm om hendes hals, og den lyste nu mere end
noget andet lys. Augusta holdt kæden op mod drengens ansigt, mens
hun grædende bad ham om at lade dragen leve. Lyset fra kæden
brændte drengens ansigt, og han faldt bagover. Augusta løb hurtigt
over til dragen, tog halskæden af og satte den imellem dragens øjne
i håb om, at det kunne rede dens liv. Dragen blev mindre og mindre,
indtil den var på størrelse med Augusta, og var forvandlet til en smuk,
sorthåret landsbydreng.

"Du redede mit liv," drengen kiggede forbløffet på Augusta,
som tvang et smil frem og svarede ham. "Ja det gjorde jeg."

***

Nu kender du nok allerede slutningen. Den mørkhåret dreng giftede
sig med prinsessen og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Det startede måske dårligt, men ender altid godt. Mange er nok ikke
tilfredse med den her slutning, men det er Augusta, for et eventyr
behøver ikke altid at være perfekt.