Vinder af Den Store Forfatterspire-konkurrence 2020
Marie fra 5. klasse på Ørebroskolen i Fjerritslev
***
Der var engang en mor, som selv havde en meget stædig mor.
Morens meget stædige mor var bedstemor til fem dejlige og smukke
børnebørn. Derudover havde hun faktisk endnu et. Dette barnebarn,
syntes hun, var et dumt og meget grimt barnebarn, og derfor talte
hun aldrig om ham. Det grimme barnebarn hed Klaus. Grimme Klaus
blev han kaldt. Han var så frygtelig ked af, at bedstemoren næsten
aldrig inviterede ham på besøg, ligesom hun gjorde med de andre
børnebørn. En dag skete det dog, at hele flokken af børnebørn blev
inviteret hen til bedstemoren.
Bedstemoren boede i en lille hytte inde i den store og meget
frodige skov. Den lå langt fra børnebørnenes hus. Grimme Klaus
var den eneste, der kunne gå hele vejen uden at begynde at pylre,
men det var der selvfølgelig ingen, der lagde mærke til.
Da de kom hen til bedstemorens hus, stod det stædige rad klar til
at tage imod dem. Alle børnebørnene, undtagen Grimme Klaus,
styrtede over til bedstemoren, mens de råbte: "Bedstemor, hvor er
det godt at se dig igen!"
Bedstemoren krammede dem hver og én, men hun gad ikke engang
se på Grimme Klaus. De gik ind i huset, hvor bedstemoren havde
dækket meget fint op, eller hun havde dækket fint op til Grimme
Klaus’ mor, far og søskende, men ikke til Grimme Klaus. Han skulle
sidde alene ovre i hjørnet. Hans søskende fik både forret, hovedret
og dessert, men Grimme Klaus fik kun en alt for gammel bolle og
et enkelt stykke hårdt lakrids. Da de var færdige med at spise, hjalp
Grimme Klaus sin mor med at tage af bordet. Det gad bedstemoren
godt nok ikke, for nu havde hun jo dækket det så fint. Det hjalp ikke
at overtale hende, fordi hun var jo så stædig.
"Hvorfor kan bedstemor ikke lide mig?" spurgte Klaus sin mor.
"Det ved jeg ikke, men det kan være, at hun ville kunne lide dig,
hvis du hjalp hende med at finde sine briller. Hun har tabt dem under
en sejltur. De ligger nede på bunden af havet," svarede hans mor.
***
Grimme Klaus ville gøre alt for, at bedstemor skulle komme til at lide
ham, så han drog afsted for at finde bedstemorens briller. Men han
vidste endnu ikke, hvordan han skulle få fat i brillerne. Han gik ned på
havnen og kiggede efter en båd, han kunne komme med. Han fik dog
hele tiden at vide, at han var for lille til at sejle med. Han var lige ved
at give op, men pludselig hørte han en havfrue, som sad på en sten
og sang. Det lød ikke helt fantastisk, men han troede på, at hun ville
kunne hjælpe ham.
"Kan du gøre mig en tjeneste?" spurgte Grimme Klaus hende.
"Det kan jeg da godt, men kun hvis du kan gætte mit navn," svarede hun.
"Hedder du Ariel?" gættede han.
"Ja, hvordan vidste du det?" svarede hun.
"Du er jo den lille havfrue. Alle ved da, at du hedder Ariel", sagde han.
"Fint, hvad har du tænkt, at jeg skulle kunne hjælpe dig med?"
spurgte Ariel.
Grimme Klaus fortalte Ariel om sin bedstemor og de forsvundne
briller. Ariel mente, at det var en lidt stor opgave, han havde sat
hende på.
"Jeg kan godt hjælpe dig, men først skal du hente noget forbinding
til min hale," sagde Ariel. Hun viste ham sin hale. Den var helt flænset
op og havde brug for forbinding. Hun fortalte ham, at hun var blevet
angrebet af en haj.
"Det skal jeg nok," svarede han.
Grimme Klaus vidste, at det ville tage mindst en halv time, hvis han
skulle gå til apoteket, så han tog bussen. Der var bare lige et problem.
Han havde glemt sin corona-maske, og han var lige blevet 12 år.
Han tænkte, at hvis han gemte sit ansigt under sin trøje ville
buschaufføren ikke opdage noget. Klaus stod på bussen, men til sit
store uheld opdagede buschaufføren det med det samme. Han havde
vist en dårlig dag. Han begyndte straks at skælde ud og banke ned i
rattet. Buschaufføren skubbede Grimme Klaus ud af bussen og råbte:
"Jeg gider da ikke have sådan en grim unge, som også har glemt sin
corona-maske med i min bus!"
"Hvorfor har du sådan et stort temperament, buschauffør?" spurgte
Klaus ham.
"Fordi så har jeg en grund til at skælde ud," råbte buschaufføren.
"Jamen, hvorfor råber du sådan buschauffør?" spurgte Klaus.
"Så du kan høre, at jeg ikke kan lide folk som dig," skreg han.
"Hvorfor har du så sådan en stor næse?" spurgte Klaus.
Det gad buschaufføren ikke engang svare på, så han smækkede
dørene i og kørte afsted med speederen i bund. Nu blev Grimme
Klaus nødt til at bruge sine ben.
Da han havde gået et stykke tid, kom der en gammel og rusten bil
kørende forbi ham. Den stoppede op, og Klaus kunne se, at det var
Rocker-Hans, der kørte den.
"Skal du ha’ et lift?" spurgte han.
Klaus havde altid fået at vide, at han ikke måtte køre med fremmede,
men ham her var jo ikke en fremmed. Han havde jo hørt om Hans
med klodsen om benet.
"Ja, kan du køre mig ned til apoteket?" spurgte Grimme Klaus.
"Hallehøj, selvfølgelig kan jeg det, bro," svarede Rocker-Hans.
Grimme Klaus satte sig ind i bilen. De hørte høj rockmusik om smukke
prinsesser hele vejen hen til apoteket. Klaus fortalte sin historie til
Rocker-Hans.
"Det er godt nok med en forbinding, men der findes en meget
nemmere måde," sagde Rocker-Hans, da Klaus havde fortalt ham det
hele. "Jeg kender en fyr, som kan heale folk, og han bor ganske kort
væk herfra," sagde Rocker-Hans.
"Jamen, så lad os køre ned på havnen igen, hente havfruen og så
kører vi op til ham fyren, du kender," sagde Klaus.
Det gjorde de så. Da de kom ned på havnen, sad havfruen og græd.
De gik hen til hende og spurgte, hvad der var galt.
"Det gør bare så ondt," svarede hun i gråd "Jeg er gul og blå over hele
halen."
Rocker-Hans bar hende ind i bilen, imens Klaus fortalte hende,
hvor de skulle hen.
"Tak, fordi I hjælper mig," sagde Ariel, da de sad i bilen.
"Det var så lidt. Ham fyren vi skal hen til kan godt være lidt en hård
negl, men han er god nok. Hans job er jo at heale mennesker," sagde
Rocker-Hans. "Og andre skabninger," skyndte han sig at sige.
***
De kom frem til healerens hus, og det så meget dystert ud.
Det lignede ikke rigtigt et hus, mere en grotte. Eller bare nogle store
sten, som en havde stillet der. Rocker-Hans gik ud af bilen og bar
havfruen over til døren, mens Grimme Klaus bankede på.
"Hvem er det?" lød en mørk stemme. Det lød som om stemmen
kom fra en meget stærk og stor person. Man kunne høre,
at personen rømmede sig. "Kommer nu. Jeg havde lige en tudse
i halsen," sagde personen. Nu var stemmen helt forandret.
En lille og tyk alf med en masse tatoveringer kom ud.
"Goddag, hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte alfen.
"Der er én, der har brug for hjælp," svarede Grimme Klaus og
pegede på Ariel.
Da de kom ind i grotten, sagde alfen: "Det vil tage meget lang til
at heale hende, og tid er penge. Vi kunne måske lave en lille
byttehandel. Hvis I finder mig en magisk sombrero."
"Det er en aftale," sagde Grimme Klaus. "Men hvad skal du bruge
en magisk sombrero til?"
"IKKE SÅ MANGE SPØRGSMÅL!" råbte alfen.
***
Så tog Grimme Klaus, Ariel og Rocker-Hans afsted.
Der var ingen, der sagde noget på turen. Grimme Klaus brød
stilheden ved at spørge: "Hvor skal vi finde en magisk sombrero?"
Der gik et stykke tid inden, der var nogen, der svarede.
"Jeg kender en anden fyr, som kan opfylde ønsker, små ønsker.
Problemet er, at man skal svare på tre spørgsmål, og hvis man fejler,
sker der noget slemt," sagde Rocker-Hans.
"Jeg skal nok svare på spørgsmålene. Jeg vil gøre alt for, at min
bedstemor kan lide mig," sagde Grimme Klaus.
Det viste sig, at magikeren boede i et træ. De gik hen til træet og
bankede på stammen.
"Jeg kommer," svarede en gammel og rusten stemme.
Der kom en lille, spinkel og gammel troldmand ned fra træet.
"Vil I have et ønske?" spurgte han.
"Ja, vi vil gerne have en magisk sombrero. Jeg er klar til at svare
på spørgsmålene," sagde Grimme Klaus til troldmanden.
"Godt så. Hvorfor skal prinsessen ligge på de 20 madrasser,
20 edderdunsdyner og en ært?" spurgte troldmanden.
"Det er jo ikke engang særlig svært," sagde Rocker-Hans.
Men det syntes Grimme Klaus så absolut, for han var jo ikke
særlig klog.
"Jeg kan ikke huske det," sagde Grimme Klaus til sig selv. "Det er
ikke fordi, hun ikke kan huske sit telefonnummer. Og det er heller
ikke, fordi hun ikke kan nummeret til pizzeriaet. Jeg ved det! Det er
fordi, de skal se, om hun er en prinsesse," sagde Grimme Klaus.
"Øv, du vidste det! Hvad hedder så eventyret, hvor der er
en trillende pandekage?" spurgte troldmanden.
"Det ved jeg godt. Det er mit yndlingseventyr. Det hedder
Pandekagen," svarede Grimme Klaus.
"Øv, du er god. Hvad hedder eventyret med en ælling, der bliver
til en svane?" spurgte troldmanden.
Endnu engang var Grimme Klaus i tvivl. "Jeg har ingen anelse,"
sagde han.
"Det er forkert! Det hedder den ikke. Nu bliver jeg nødt til at lægge
en forbandelse over dig," sagde troldmanden. Han løftede
hænderne og skulle lige til at sige en remse, men så afbrød Grimme
Klaus ham og sagde: "Den hedder "Den grimme ælling"".
Troldmanden kiggede på Grimme Klaus. "Det er rigtig, men du
nåede ikke at svare i tide. Jeg tror godt, at du kan slippe med en lille
forbandelse. Her er din magiske sombrero," og så tryllede han en
hat frem. "Men må jeg spørge om, hvad I skal bruge en magisk
sombrero til?!" spurgte troldmanden.
"IKKE SÅ MANGE SPØRGSMÅL!" råbte Klaus og Rocker-Hans på
samme tid.
Troldmanden kastede en lille forbandelse over Grimme Klaus.
De fik sombreroen og gik ud i bilen til Ariel.
***
Ariel blev meget glad, da hun så sombreroen. De kørte ud til alfen,
som healede havfruens hale, og så kørte de ned på havnen igen.
"Tak skal I have. Nu skal jeg nok hente din bedstemors briller," sagde
Ariel, og så dykkede hun ned på bunden af det store og mørke hav
og kom op med brillerne.
"Jeg kommer og besøger dig på et tidspunkt," råbte Grimme Klaus ud
ad vinduet, da de kørte afsted på vej til bedstemorens hus.
Udenfor bedstemorens hus sagde Grimme Klaus farvel til Rocker-Hans.
"Hvad tror du egentligt den der forbandelse var?" spurgte Grimme
Klaus.
"Troldmanden sagde, at det var en forbandelse, der gjorde, at du
aldrig kunne spille tv-bingo igen," svarede Rocker-Hans.
"Det var godt, for jeg hader tv-bingo," sagde Grimme Klaus.
Så kørte Rocker-Hans hjem. Grimme Klaus gik ind til bedstemoren og
gav hende brillerne. Bedstemoren sprang rundt og jublede.
"Jeg har altid synes, at du var mit yndlingsbarnebarn. Jeg elsker mine
briller."
***
Fra den dag var Grimme Klaus hele tiden inviteret på besøg.
Grimme Klaus besøgte også nogle gange Rocker-Hans og havfruen.
Klaus havde ikke kun fået hans bedstemor til at kunne lide ham.
Han havde også fået to nye gode venner. Han levede lykkeligt til sine
og Rocker-Hans’ dages ende.
