Ingrid Halse, 4. a, Gerbrandskolen
Finalist i Den Store Forfatterspire-konkurrence 2021
***
Jaku vågnede, strakte sig under skindene og rakte med det samme ud
efter halskæden med den skinnende mørkerøde sten. Halskæden
havde været moderens, og lige siden hun døde, var det som om
stenen skiftede farve fra dag til dag. I starten havde den været helt
sort, men nu var den mere på vej over i de røde nuancer. Jaku
skyndte sig at få sin kjortel på og løb over til bageren, som boede i
en hytte lige overfor. Her havde Jaku arbejdet siden moderens død,
og bageren var flink nok, men denne morgen virkede han nervøs.
"Jeg er bange, Jaku. Jeg har set store flokke af sorte fugle,
som kredser over vores landsby. Det er et dårligt varsel.
Og i nat drømte jeg, at bjergfolket var begyndte at synge krigssange.
Jeg siger dig, onde tider er på vej." Jaku fik ondt i maven af angst.
Alle vidste, at bageren kunne mærke at ting skulle ske, et stykke tid
før det skete…
Efter Jaku havde arbejdet lidt hos bageren, skulle alle hen foran
borgmesterens hus. Han sagde, at hvis man kunne og ville forsvare
byen, så skulle man melde sig straks. Så ville man få våben og skulle
op og kæmpe mod bjergfolket. Et par mænd meldte sig. Men så fik
borgmesteren øje på Jaku. "Jaku, du skal da også med, du er jo
gammel nok nu, og du er stærk".
Jaku kunne ikke gøre noget, så han gik bare op til de andre, der havde
meldt sig. I morgen skulle de af sted. Byen lå omgivet af bjerge.
Der var kun træhuse i byen og tåge om bjergene. Jaku tænkte på sine
døde forældre, halskæden, hvad han skulle i morgen og alle de
uhyggelige sagn om monstre i bjergene.
Næste dag vågnede Jaku og tog halskæden på. Så tog han sin sorte
kappe med hætte på. Det blæste udenfor. Hans filtrede, lange sorte
hår piskede ham ned i ansigtet, mens han gik i de tomme gader.
Han huskede, sidste gang bjergfolket havde angrebet. Hans forældre
døde og deres hus brændte, da to lysglimt kom og jagede bjergfolket
på flugt, et sølvglimt og et guldglimt. Han var kommet lidt for sent til
borgmesterens hus, så de fleste rustninger var taget. Han fik kun
noget beskyttelse til benene og armene. Han fik en bue, ca. 65 pile,
som han havde i et pilekogger, og et kort hvor man kunne se,
hvor bjergfolkets kongerige lå. Så gik han i gåsegang efter de andre
mænd.
Det begyndte at regne. Halskæden var kold mod Jakus bryst.
De var nået et godt stykke op i bjergene, da det begyndte at tordne.
En storm var over dem. Nogle af mændene blev ført væk af stormen,
andre faldt ned ad bjerget, og nogle blev kylet op i luften med en
voldsom fart og faldt ned igen. Til sidst, da stormen var drevet over,
stod kun Jaku tilbage. Han var bange. Han havde aldrig været ude for
noget så væmmeligt før. Han skælvede og frøs. Det var koldt, og det
regnede stadig, men han klatrede videre i retning af Bjergriget.
Det var ved at blive mørkt, da han så en grotte. Jaku tænkte, at han
kunne sove i grotten i stedet for at blive våd. Han så op og fik øje på
store flokke af sorte fugle, som svævede rundt om bjergtoppene.
Han lagde sig til at sove, men midt om natten blev han vækket.
"Hvem er denne lækkerbisken, som sover i min grotte?" spurgte
en hviskende stemme.
Jaku blev vildt bange, men tændte så et lys, han havde med. Og i
lysets skær så han et væsen, der lignede en krydsning mellem
en vampyr og en stor sort kat (Jaku havde aldrig set en panter før).
Han skulle lige til at skrige, men væsnet trak sig tilbage til skyggerne,
fordi det ikke kunne lide lys. Den var vist lidt overrasket og irriteret,
da den spurgte, hvad Jaku lavede der.
Jaku fortalte, hvad han havde for. Så spurgte han, hvad og hvem
væsnet var. Da den svarede, lød det lidt mildere, men kun lidt.
Den sagde, at den var en "vampanter", og at den ikke havde noget
navn, så han kunne bare kalde den for Vampanteren - så længe han
kunne. Idet Vampanteren sagde det, skete der meget på en gang:
Jaku sprang hen til sit pilekogger og sin bue, Vampanteren sprang
hen mod dér, hvor han var før, men ramte ikke. Så løb den hen mod
Jaku, idet han satte en pil på buen, men så standsede den brat.
Så sagde Vampanteren, at den ikke blev såret af pile, og at der kun
var én ting på hele jorden, som kunne dræbe den. Jaku, som troede,
at han skulle dø, spurgte om han måtte høre det, fordi han alligevel
skulle dø. Det kunne Vampanteren godt se, så den fortalte:
"En gang i en by - den, du nok kommer fra - var der en magisk kvinde
med en magtfuld halskæde. Så en dag blev hun gift og fik et barn.
Hun gav barnet sin halskæde, men den samme aften blev hun og
manden dræbt af ulvene. Barnet lever og har stadig halskæden".
Jaku havde mange spørgsmål, men trak så brat halskæden op af
blusen og holdt den frem. Vampanteren havde nok skreget, hvis den
ikke var en vampanter.
"Skal vi nu ikke bare lave en aftale? Du går med mig til bjergfolkets
rige, og jeg vil ikke dræbe dig med halskæden. Er det en aftale?"
spurgte Jaku.
"Ja, men jeg har jo ikke noget valg", stønnede Vampanteren.
"Så kom med, vi har snakket hele natten!" sagde Jaku lettet.
De havde faktisk snakket hele natten, og der lå en tyk tåge rundt om
bjergtoppene.
"Vi skal passe på de andre vampantere", sagde Vampanteren.
"De kan godt være lidt.... aggressive".
De vandrede lidt videre, og Jaku så de andre grotteåbninger og
skælvede ved tanken.
"Jeg har et spørgsmål", sagde Jaku. "Det var da bjergfolket,
der angreb os! Ikke ulve".
Vampanteren så på ham. "Det havde jeg glemt," sagde den.
"Du TROR, at det er det såkaldte bjergfolk, men det er ulve, varger -
det er, hvad det er."
De var vandret langt, og bjergene var kommet over i de orange toner.
Det så ud som om, det ville blive snevejr - og det blev det faktisk.
De fandt en stor hule og krøb indenfor. Men de lagde ikke mærke til,
at hulen var oplyst. I det samme kom en skikkelse frem og så på dem.
Så kom der en til. Og der skulle nok have været kommet en til,
hvis den sidste ikke havde sparket den ind i skabet, der stod bag dem.
De trådte ind i lyskeglen, og det var et mærkeligt syn. Den ene var
en tigerlignende skikkelse med øjne som lignede røde rubiner.
Striberne var stærkt rubinrøde, og resten af pelsen var gylden.
Den anden skikkelse lignede en snetiger med øjne som li... Nej, okay!
Den lignede den anden bare med sølvpels med diamantblå striber og
diamantlignende øjne.
De kikkede lidt, da den ene sagde med lys stemme: "Et menneske og
en vampekat... "
"Hey, jeg er en vampanter, ikke en vampekat!" afbrød Vampanteren.
Tigerfyren sendte den et koldt blik, og den tav brat.
"Hej fremmede, I skal være glade for, at vi ikke er sultne", sagde den
anden tigerfyr. "Hvem er I, og hvor kommer i fra?"
"Jeg kommer fra det eneste område, hvor der bor vampantere,
og Jaku her kommer fra det eneste sted, hvor der bor mennesker,"
svarede Vampanteren hurtigt.
"Okay, hvorfor er I så kommet?" spurgte den første tigerfyr.
Jaku fortalte, hvad der var sket.
"Suk, vi vil godt hjælpe", sagde tigerfyren. "Men først: kald mig for
Diamanttigeren, altså mig med blå diamantøjne, og min bror dér
hedder Rubintigeren."
"Jeg har to spørgsmål," sagde Jaku. "For det første: var det jer,
der kom den nat mine forældre døde og skræmte bjergfol... ulvene
væk?"
"Ja, det var os" sagde Rubintigeren.
"Okay, andet spørgsmål," sagde Jaku. "Hvad var det, du sparkede ind
i skabet, Rubinti"... Mere nåede han ikke at sige, før der kom en
mærkelig lyd fra skabet og ud tumlede en helt normal tiger med
lange sorte øjenvipper.
"Hey, jeg vil også med! Hvad er meningen med at sparke mig ind i
skabet, Ruby"...
"Det er fordi, du er en pige! Piger kan ikke slås!", sagde Rubintigeren.
"Jo, vi kan!" sagde hun.
"yeahhh girlpower," sagde Vampanteren. Alle kikkede på den. "Hvad,
jeg er en pige," sagde den, og så var det afgjort. De fik lidt brød, drog
videre og hende tigeren var en god rejsekammerat.
"Hov, I ved ikke, hvem hun er", sagde Diamanttigeren.
"Nå, men jeg hedder Sakura", sagde pigetigeren, som så hed Sakura.
Imens de fem venner vandrede afsted, faldt snakken på, hvad de ville
gøre, når de havde banket ulvene én gang for alle. Vampanteren ville
ikke tilbage til de andre vampantere, fordi de var så voldelige. Sakura,
Rubintigeren og Diamanttigeren ville gå på eventyr. Og så ville
Vampanteren med på eventyr - og det fik hun lov til. Så spurgte de,
hvad Jaku ville. Men før han kunne nå at svare, kom en snehvid due
flyvende over den nærmeste bjergtop. Den landede pænt ovenpå
Rubintigeren, hvor den gav Jaku et brev. Og i brevet stod der med
borgmesterens håndskrift:
Kære Jaku
Jeg ved, hvor meget du holder af byens bager. Så jeg må meddele dig
en trist nyhed, som jeg ved, vil ændre meget for dig. Jaku, bageren er
desværre ikke blandt os længere. Vi er også kede af det.
P.S. Send brevet tilbage, hvor du har skrevet, hvornår du kommer hjem.
P.P.S. Du må ikke slæbe mærkelige bæster med dig hjem.
Hilsen din borgmester Aksel
Mere stod der ikke. Da Jaku havde læst brevet tre gange efter
hinanden, kunne han mærke tårerne strømme ned ad sine kinder.
Men han tørrede dem hurtigt af igen. Der var ikke nogen grund til
at komme hjem. Og slet ikke når han ikke kunne tage Sakura,
Vampanteren, Rubintigeren og Diamanttigeren med sig hjem.
Og bare én dag uden bageren var ikke til at forestille sig.
"Hvornår vil du så tage hjem?" spurgte Sakura.
"Jeg vil ikke hjem. Jeg vil på eventyr sammen med jer," sagde Jaku.
"Men jeg har jo ikke noget at skrive med," sagde han stille.
"Det har jeg løsningen på," sagde Vampanteren. "Okay, når jeg åbner
munden, så skal du hive den SORTE tand ud. Der er blæk i den.
Og spørg mig ikke, hvorfor vampantere har sådan én, for jeg ANER
DET IKKE. Den har ikke nogen funktion, udover at man kan skrive med
den".
"Okaaaaaaaaaay", sagde Jaku.
Vampanteren åbnede gabet. Jaku kunne se en sort tand, og så trak
han den ud. Han skrev sjusket på papiret: JeG koMMer iKKKe Hjem
"Det er altså megasvært at skrive med denne her tingest," bandede
Jaku.
"Jaja, det er da bedre end ingenting," sagde Vampanteren. "Og Jaku,
jeg behøver ikke længere blive truet til at følge med. Nu vil jeg bare
gerne - og kan du godt sætte tanden tilbage i min mund? Tandkødet
gror automatisk sammen igen."
Jaku satte tanden tilbage, og de gik videre og videre og videre.
Til sidst stod de ved den høje mur til en stor, sort borg. Det må være
her, tænkte Jaku, men han kunne lige så godt havde råbt det. For de
andre vidste det. Det kunne han mærke.
Der gik noget tid, men så lyste Jaku op i et smil. "Jeg har en plan",
sagde han. "Og den kan udføres allerede i nat".
Da det blev mørkt, kunne de se fire ulve i rustninger med spyd oppe
på muren, hvor de patruljerede.
"Siden du er en Vampanter, så kan du vel flyve op og skubbe de der
fire grimrianer ned?" hviskede Jaku. Vampanteren fløj af sted, men
var meget længe væk. Jaku vidste godt, det var et stort sats, men
råbte så: "HEY, VAMPANTER, HVORFOR TAGER DET SÅ LANG TID?"
Vampanteren kom hurtigt tilbage med fire slatne og livløse ulve
under armen. "Undskyld mig, men siden jeg er halvt vampyr, så har
jeg altså brug for at suge noget blod en gang imellem," sagde
Vampanteren med blod i mundvigen.
Så bad Jaku vennerne - undtagen Sakura - tage ulvenes rustninger på.
Han hviskede sin plan til Sakura, og hun klatrede straks op ad muren,
hoppede ned på et tag og forsvandt ud af syne. "Følg efter mig,"
sagde Jaku. "Og lad venligst være med at lave bemærkelsesværdig
opførsel."
De gik efter Jaku mod en stor port med gitter i. Den åbnede for dem,
og de gik i gåsegang ind i en stor tronsal. I en kæmpe tronstol sad den
største varg, de nogensinde havde set. Den havde et lumskt blik og
en guldkrone på hovedet. Jaku tænkte, at det måtte være Ulvekongen.
Ulven så på ham og sagde så med dyb, rungende stemme: "Hvad vil I
her, og hvorfor er I klædt ud som mine vagter?"
"Oh shit," kunne Jaku høre, Diamanttigeren hviske bag sig.
"Vi har faktisk et meget, meget, MEGET specielt ærinde," sagde Jaku.
Så rakte han en tommelfinger i vejret og i det samme sprang Sakura
igennem et vindue af farvet glas, fra et sted over tronen, og
skubbede Ulvekongens krone ned over øjnene på ham. Det gav Jaku
de sekunder, han havde brug for, til at trække halskæden op fra
undertøjet.
Ulvekongen slog en latter op. "Den dér lille halskæde, kan ikke slå
mig ihjel!" lo han hånligt. "Og ja! Jeg ved godt at den er magisk."
Så klappede han i hænderne, og der kom fire vagter ind.
Sakura sprang hurtigt ind i en pigeslåskamp med den mindste ulv.
Diamanttigeren og Rubintigeren sprang hen til to varger i en voldsom
slåskamp, og til sidst gik Vampanteren hen til en ulv med en
morgenstjerne.
Jaku tænkte, at han måtte finde på en måde at dræbe Ulvekongen.
I det samme mærkede Jaku en varm kraft stige op fra den hånd,
som han holdt halskæden i. Og han kunne ikke helt forklare hvordan
eller hvorfor, men pludselig stod han med et sværd besat med
smaragder, rubiner og ædelstene glimtende i sin hånd. Pludselig
begyndte sværdet også at skyde med grønne flammer, der slikkede
hen i retning mod Ulvekongen.
Jaku så et mærkeligt blik i modstanderens øjne, da han kastede det
ildsprudlende, grønne sværd mod Ulvekongen. Det flækkede hans
hovedskal midt over, og hans livløse ulvekrop dumpede tungt ned
på gulvet foran tronen.
"Jubiii! Vi har vundet!" Jaku kunne høre Diamanttigerens mærkelige
sejrshyl.
"Så har vi jo vundet," sagde Jaku stille for sig selv.
De smed de tunge ulverustninger og gik udenfor borgen. De sorte
fugle var væk. Og det hele føltes meget bedre. Men så så han
Vampanteren ligge og klynke i det korte græs ved siden af ham.
Han løb over til hende sammen med Rubintigeren.
"Støøøøøn gisssssssp" peb hun. Og så gylpede hun en blodig hårbolle
med ulvehår op. Den landede lige midt på Rubintigerens pande.
"Ad for pokker!" råbte den.
"Jeg er OK nu," smilede Vampanteren og satte sig op.
"Men helt ærligt. Jeg har fået TO irriterende ting i hovedet i løbet af
denne her historie: Den dumme duefugl OG en blodig hårbolle,"
sagde Rubintigeren irriteret.
"Nå, men er I så klar til nye eventyr?" spurgte Rubintigeren gnavent.
"Ja, mon ikke," sagde Jaku.
"Afsted mod nye eventyr!" jublede Vampanteren.
