Isabella Hauge Jeppesen, 5. klasse, Balletskolen
Finalist i Den Store Forfatterspire-konkurrence 2021

***

Familien Petersen var på alle måder en helt normal familie. Der var
mor, som havde arbejde på et plejehjem og altid kom hjem og var
træt og lidt sur. Så var der storebror Elias, som spillede computerspil
og drak cola i spandevis, når han altså ikke lige var ovre hos sin ven
Mustafa. Og så var der lillesøster Erika, som brugte ret meget tid på
at flette hår på sig selv og sine veninder. Far var flyttet sammen med
en ny dame i en ny by, så ham så børnene kun en gang imellem,
og det var jo også meget normalt. Men lige den tirsdag i august,
hvor far kom for at hente Elias og Erika, skete der noget, som ikke var
helt normalt.

Vi var kommet hjem til far. Der var en anden stemning, end der
plejede at være. Vi spiste aftensmad, og far og fars kæreste sagde,
at de godt lige ville snakke med os. Jeg fik lidt ondt i maven, for jeg
troede, at jeg havde lavet noget forkert. Men det havde jeg ikke.
Mor kom også. Far og mor sagde, at de havde fundet sammen igen.
Vi blev alle sammen glade, og vi skulle til København for at fejre det.

Det blev fredag. Alle havde fået fri, og vi skulle til København.
Vi pakkede bilen og tog af sted. Elias havde nærmest kun pakket
sodavand og taget sin computer med. Erika havde pakket tøj,
20 spænder, 12 hårelastikker og mors gamle designerkjole, som der
var alt for stor til hende. Jeg spurgte far, hvilket hotel, vi skulle bo på,
og han sagde, at vi skulle bo på Tivoli hotel.
"Og der kommer en klovn, der hedder Pjerrot," sagde far.
"Kommer der en klovn?" spurgte Elias.
"Ja, og det bliver meget sjovt," sagde far.
"Men far, jeg hader jo klovne. Hvad nu hvis han har en kæmpestor
økse med, og han vil dræbe os alle sammen?" spurgte Elias.
"Jamen, min dreng. Det vil jo aldrig ske." sagde far. "Erika, kan du
ikke hente en billet og vise det til Elias. Så kan han se, at Pjerrot
ikke er farlig, men sød".

"Se nu der, her er jo meget flot," sagde far, da vi ankom til vores
hotel. "Der er en model af Den Lille Havfrue og et kort over Tivoli
og en statue af H.C. Andersen... Nå, kom lad os finde vores værelse."

Vi kom op på værelset, og det var meget smukt og flot.
"Skal vi bo her i en hel uge?" spurgte Elias.
"Ja, det skal vi. Der er også restaurant på toppen, pool og massage."
"Kan vi godt komme i Tivoli?" spurgte jeg.
"Ja, det skal vi, og I må prøve alle de ting, I har lyst til," svarede far.
"Men det er sen aften. Mor og jeg sover herinde, og I tre sover inde
på det andet værelse. Men vi skal lige op og have aftensmad."

Vi kom op ovenpå, hvor vi skulle spise. Vi satte os ved bordet og så,
at der var sushi, salat, madpinde og meget andet. Der, hvor vi sad,
kunne vi se hele København. Vi spiste lækker mad og gik ned igen
på værelset. Erika satte sig for at snakke med nogle af hendes
veninder over telefonen. Elias satte sig i sengen med en sodavand
og spillede computerspil, imens mor og far så KEDELIGT TV, og jeg
satte mig for at tegne. Snart faldt vi alle sammen i søvn.

Næste dag stod vi op og spiste morgenmad. Vi kom op på et fint sted
og fik noget at spise, og Elias tog kun pandekager og æg. Mor fik frugt
og grønt, fordi hun altid siger, at der er sundt. Far tog bacon, æg,
pandekager, kakao - og alle de der ting, mor ikke kan lide, far spiser.
Jeg tog bare et par stykker vandmelon, et glas mælk og en pandekage
med Nutella på. Vi spiste, og det smagte rigtig godt.

"Hvornår er det, at den der klamme klovn kommer?" spurgte Elias far
på vej over til Tivoli.
"Hov, hov du! Sådan taler man ikke om andre folk."
"Undskyld far."
"Men han kommer til middag i Tivoli," sagde far. "Og se! Nu er vi her
i gode, gamle Tivoli."

Jeg spurgte far, om jeg godt måtte gå rundt alene. Og det fik jeg lov
til. Erika spurgte også, men hun måtte ikke, fordi hun var for lille.
Jeg gik rundt og fik øje på Den Flyvende Kuffert, som jeg gerne ville
prøve. Der var lidt lang kø, men det gjorde ikke noget. Da jeg kom ind,
så jeg alle H.C. Andersens eventyr, og det var meget spændende.
Til sidst så jeg en sommerfugl. Og så ved jeg ikke rigtig, hvad der
skete, men jeg begyndte at jage den. Jeg kom ind bagved, og jeg
hørte en stemme, der sagde: "Kom, kom, kom."

Jeg gik efter stemmen og ind i et sort hul...
Pludselig var jeg inde i alle H.C. Andersens eventyr, og Pjerrot var der,
og han viste mig rundt. Jeg så den grimme ælling, som sagde hej til
mig, og pigen med svovlstikkerne, der spurgte, om jeg ville købe
nogle af dem af hende. Sådan blev det bare ved, og jeg vågnede først
op, da en mand kom og vækkede mig.

Mor, far, Elias og Erika stod ude foran. De var meget sure på mig.
Jeg fortalte det, der var sket, men de troede ikke på mig. Vi gik rundt
i den smukke park for at finde der, hvor Pjerrot skulle optræde.
Det var, da vi kom, at han genkendte mig og spurgte: "Har jeg set dig
før?"
"Det tror jeg," svarede jeg. "Men hvorhenne? Var det ikke i Den
Flyvende Kuffert?"
"Jo, det kan godt være," svarede Pjerrot.

Det blev sen aften, og vi tog hjem på hotellet. Mor og far var sure på
mig, og jeg vidste ikke helt hvorfor. Vi gik i seng, men jeg vågnede
klokken 02:15. Jeg prøvede at vække mor og far, men de svarede
ikke, når jeg prøvede at vække dem.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gik ud ad døren og hen til elevatoren.
så kom jeg ned til en taxi og satte mig ind. Det var Pjerrot, der
styrede taxien. Han spurgte, hvor jeg skulle hen, og jeg svarede
"Til verdens ende." Han sagde "okay" og begyndte at køre. Jeg endte
ved Tivoli igen, hvor jeg fik candyfloss og popcorn. Alle forlystelser
kørte, som om det var dag. Der var mange klovne, julemænd og folk
fra forskellige eventyr… Pludselig vågnede jeg ved at Elias drillede
mig og sagde, at jeg klukkede i søvne.

Dagen gik, og jeg tænkte på den drøm, jeg havde i nat. Jeg huskede
bare julemanden, der gav mig en gave, og da jeg pakkede den op,
var det en koalabamse. Mor sagde, at det bare var en drøm.
At drømme ikke er virkeligt, og at jeg ikke skulle tænke på det mere.

Jeg sad på en bænk inde i Tivoli. Erika havde lokket mor og far op i
en eller anden ting. Elias var hjemme på hotellet. Han havet ondt i
maven, fordi han havde drukket for meget sodavand.
En pige gik forbi mig. Hun havde en bamse. En koalabamse.
Pigen tabte koalabamsen. Jeg tog den op og prøvede at finde hende,
men hun var væk. Jeg satte mig på bænken igen og kiggede på
koalabamsen. Jeg kunne se et lille navneskilt, hvor der stod Koala Keni.

"Det var da et sødt navn," sagde jeg.
"Ja, det ved jeg godt," sagde den.
"Kan du snakke?" spurgte jeg.
"Ja, det kan jeg faktisk, og jeg er ikke en den. Jeg er en hmmm,
en bamse."
"Skal jeg så kalde dig bamse?"
"Neeeeeej, du skal kalde mig Keni."
"Okay, det skal jeg nok."
"Men må jeg godt få en tå af din cola, plsss?" spurgte Keni.
"Nej, jeg gider ikke at have koala spyt ned i min cola. Vil du gerne
tilbage til pigen?"
"Nej, du skal hjælpe mig med noget. Du skal få mig hjem til Aarhus."
"Okay, jeg kan sætte dig af, når vi kører hjem."
"Okay, det er fint."

Da vi kom tilbage til hotellet, sagde mor og far, at vi var nødt til
at tage hjem i morgen, hvilket var meget trist, og alle græd og var
kede af det. Vi skulle ellers have været mega mange steder henne.
Lige pludselig kunne man høre Keni i tasken sige: "YESSS," fordi
Keni gerne ville hjem.
Erika og Elias blev meget sure, fordi de troede, det var mig. Men hvis
jeg fortalte dem om Keni, ville de sige det til mor og far, og så ville
det bare blive et stort problem. Så det gjorde jeg ikke.

Næste dag pakkede vi de sidste af vores ting og kørte. Vi nåede til
Aarhus og kom til det sted, hvor Keni ville sættes af. Det var et
gammelt, gult hus. Jeg gik derind, og alle de ting, jeg have oplevet i
Tivoli, var der. Og jeg tror, at det var meningen, at jeg skulle komme
derhen… For pludselig blev det hele bare normalt. Jeg vågnede op,
stod ud af min seng og spiste morgenmad. Og alle de andre dage var
helt normale, og det var som om, det ikke var sket…