Katrine 4. B. Vonsild Sogneskole
fik en flot andenplads i Den store Forfatterspire-konkurrence
med historien: Morfars ar.
Katrine og vores tegner Kim har tegnet tegningerne.

(Der er ingen let udgave)

"Morfar?" siger Jacob stille.
"Ja, hvad er der sønnike?" siger morfaren.
"Hvad er det, du har der på armen?"
"Det her?" siger morfaren og peger på nogle lyserøde striber.
"Dette er et ar."
"Hvad er et ar?" spørger Jacob.

"Et ar er sådan et, man får, hvis man har haft et sår,
og såret ryger af. Jeg fik det, da jeg var i Afrika."
"Fortæl!! Fortæl!!"
"Okay din gadedreng. Men det er lidt vildt, at du ved det…!!"
siger morfar med et blink i øjet.
"Det var dengang, hvor der var megen sygdom i Afrika,
og jeg lige var blevet udlært som læge.
Jeg blev sendt til Afrika for at hjælpe syge og fattige mennesker.
Jeg var ikke meget for det,
men jeg havde i det mindste min læremester Åge med.
Han kunne afrikansk, så det var da en stor hjælp.
Han var svensker, så han havde en sjov accent.
Vi havde ikke særlig god medicin dengang,
men vi havde da, så vi kunne gøre lidt af hvert.

Da vi kom til Afrika, var det lige præcis byen Matola,
som vi skulle hjælpe syge mennesker i.
I denne by var de meget fattige, og de sultede også.
Vi gik rundt i byens gader og kiggede på alle de tynde mennesker,
da vi pludselig hørte en sagte gråd.
Den kom fra et barn, der stod sammen med sin noget ældre mor.
Vi gik hen til hende, og hun sagde til os på afrikansk: "Hiqua Bor!"
Jeg spurgte Åge, hvad det betød.
Det betød: hjælp os.
Jeg fandt nogle C-vitaminer og et glas vand frem til hende og barnet.
Jeg gav barnet flasken, jeg havde i hånden, inden vi atter drog af sted.
Da vi havde gået et stykke tid, mødte vi en hvid mand.
Det viste sig at være en englænder,
og han havde en skole ikke langt fra, hvor vi stod og snakkede.
Pludselig hørtes en skrigen inde fra skolen, og der blev råbt:
"Tiqita".

Englænderen sagde: "It is a snake!"
Vi var straks klar over, at det var en slange,
og vi tog alle tre et spyd.
Det kunne vi dog godt glemme alt om, for det var en kvælerslange.
Alle flygtede, også Åge og jeg.
Vi flygtede til byen Beira, hvor vi blev et par timer.
Englænderen rejste sig pludselig op og sagde,
at nu ville han tage tilbage til Matola.
Han spurgte, om vi ville med,
men Åge sagde til ham, at vi hellere ville blive og hjælpe folk her.
Men, nej! Der tog vi fejl.
I denne her by var der ingen, vi kunne hjælpe,
for det var en meget rig by, og alle havde det godt.
Med ét hørte vi musik og så en mand sidde på en stol,
mens der var 4 mænd, som bar ham.

Det var åbenbart ham, som troede, han var konge.
Vi gemte os i en gyde, for han ville forlange skat af os.
Det var ikke noget problem for dem, der boede i Beira,
for der var de jo rige," siger morfar.
"Morfar, hvornår kommer det vilde?"
"Så, så, snart lille du. Nå, men vi betalte altså ikke skat.
Vi tog af sted igen.
Da vi havde gået et godt stykke tid, mødte vi en lille pige,
der sad midt på vejen.
Hun græd, og hendes arm var helt skæv.
Hun sagde på afrikansk, at det gjorde ondt.
Hun var faldet ned fra palmetræet,
for hun skulle plukke kokosnødder.
Vi gav hende forbinding på og syv kokosnødder.
Hun sagde farvel og var glad.

Lidt efter mødte vi en mand,
der kom gående med to kameler.
Han lød meget oprevet.
Han sagde (stadig på afrikansk),
at hans kone måske havde fået tyfus.
Han bad os om at skynde os at komme med.
Vi skulle igennem Saudiarabien.
De boede helt inde i hjertet,
så vi hoppede op på kamelen,
og lægetasken røg over til afrikaneren.
Vi red ikke så hurtigt, for kamelerne var ret dovne.
Vi red i tre timer, og så mødte vi en masse mennesker på vejen.
Pludselig pegede manden på en lille landsby og sagde: "Jango!"
Det var vel tegn på, at det var der, han boede.
Han hoppede af kamelen og lagde så tasken,
så vi kunne tage den.

Konen lå inde i en høstak,
og vi skyndte os at finde lægetingene frem.
Vi gav hende noget smertestillende,
og hun svedte meget og havde det rigtigt dårligt.
Vi gjorde alt, hvad vi kunne for hende og sagde,
at hun bare skulle hvile sig.
Manden blev meget glad for, at vi havde hjulpet hans kone,
og vi fik kamelerne som tak,
fordi vi havde reddet hans kone.
Vi var meget tørstige og så et eller andet grønt ude i horisonten.
Åge sagde, at det måske kunne være junglen.
Vi hørte et skrig. Et meget højt skrig.
Det lød som en kvinde i nød.
Vi steg af kamelerne og bandt dem til et træ.
Vi løb og løb, og mens vi løb blev skrigene højere og højere.

Nu kunne vi se en kvinde,
som havde blod løbende ned ad hendes arme.
Jeg fandt rensemiddel frem,
og Åge gjorde alt, hvad han kunne for at stoppe blodet.
Pludselig hørte jeg en knurren.
Jeg kiggede mig omkring,
og lige bag mig kunne jeg mærke nogle fnys.
Jeg vendte mig og stod ansigt til ansigt med en mega-tiger.
Kvinden skreg, men stoppede ved at Åge
holdt en hånd for hendes mund.
Tigeren løftede sin pote og smash… så havde den ramt min arm.
Nu havde jeg brug for en læge,
og tigeren var på vej mod kvinden, men den nåede det ikke,
for Åge greb det spyd, som vi havde fået,
da vi havde set slangen og huggede det lige ned i tigeren.
Den faldt om og landede lige foran fødderne på mig og kvinden.

Sådan gik det til, at jeg fik mit ar.
Det var tigeren, der satte kløerne i mig lige her."
"Orv morfar!
Har du virkelig stået ansigt til ansigt med en tiger? SEJT!!"
" Nej, ikke helt…!"
"Nå, men lad os gå ind og spille et spil med mormor!"
"Ja, lad os det."