Skriget i tågen

Mette Brøgger 4. klasse Balletskolen i Holstebro vandt
Den Store Forfatterspire-konkurrence 2009
med denne historie.
(Der er ingen let udgave).



Følfod Skolen i Skjern er en rigtig god skole,
men hvis vi rejser et år tilbage,
så var skolen ikke et rart sted at være.

Jeg hedder Freja, og nu elsker jeg Følfod Skolen.
Der er ingen, der holder én udenfor eller driller.
Der er ingen, der tror, at de er bedre end andre.
Men for et år siden var det anderledes.
Mange havde ingen venner, og de fleste blev drillet.
Der var specielt én, der mente,
at hun var bedre end alle andre på hele skolen.
Hun hed Anna.

Anna var en tynd forkælet pige med langt lyst hår.
Hun gik kun i mærkevarer, og hun havde aldrig det samme tøj på,
så meget tøj havde hun.
Men som om det ikke var nok, så havde hun også en diamant-ring,
som hun havde fået af sin far.
Hun ville gøre alt for at blive den mest populære på skolen.

En dag kom vores klasselærer ind i timen og sagde,
at vi skulle på lejrskole på Humlum Strand i næste uge.
- Åh nej ikke med Anna, tænkte alle. Men sådan blev det.

Humlum Strandlejren var herlig. Den lå lige ved vandet.
Man kunne lugte saltvandet og høre det slå mod kysten,
og man kunne dufte de mange hybenroser.
Vi fik at vide, hvor vi skulle sove.
Jeg skulle sove sammen med Anna og to andre piger.
Da vi kom ind i vores soverum,
hvor der stank lidt af gammel sved fra sengene,
sagde Anna, at hun ikke ville sove sammen med os tåber.
Men det skulle hun, sådan var det bare.
Da vi endelig fik redt sengene, skulle vi ud på nogle poster med dem,
vi sov sammen med.

Det var bare for meget.
Ikke nok med at jeg skulle sove sammen med Anna,
men vi skulle også være på samme hold.

Efter en halv time havde vi stadigvæk ikke fundet den første post,
og Anna foreslog, at vi skulle dele os to og to.
De to andre piger klamrede sig sammen,
for de gad ikke at være sammen med Anna.
Så det endte med, at jeg skulle være alene sammen med Anna.
Da vi havde gået lidt, sagde Anna, at hun ikke gad finde de dumme poster,
og at hun hellere ville finde en togstation, der skulle være i nærheden.
Hun ville i stedet tage over til sin far i København,
og så begyndte hun at kigge efter stationen.
Jeg tænkte, at jeg skulle sige det til en voksen,
men så kom jeg til at tænke på, at jeg nok ville få skældud af Anna,
så jeg begyndte at lede efter togstationen.

Mens vi ledte, begyndte tågen at komme.
Det så smukt ud.
Tågen, der havde lagt sig, lå som et brudeslør hen over bakkerne.
Vi gik op på en bakketop, for at vi måske bedre kunne se,
men det hjalp ikke, for tågen var nu meget tæt.
Anna gik ud på et fladt stykke,
og pludselig kom toget lige bag os i fuld fart.
Det bremsede så hårdt i svinget,
at det sled på bremserne, så de hylede forfærdeligt.
Toget hylede så højt,
at Anna fik et kæmpe chok.
Hun fløj en halv meter op i luften og tabte sin diamantring.
Hun begyndte at lede efter den midt på sporet.
Jeg sprang hen og skubbede Anna væk fra sporet,
og jeg nåede lige at få ringen med mig.

Jeg skreg, for toget snittede mig, mens det kørte forbi,
så jeg faldt om og besvimede.
Anna blev bange.
Hun løb så hurtigt, som hun kunne hen til mig.
Anna begyndte at græde, for hun troede, at jeg var død,
da hun havde hørt skriget i tågen.
Hun tog ringen ud af min hånd og skulle lige til at kaste den væk,
men så vågnede jeg og spurgte hende, hvad hun lavede.
Det fik jeg ikke svar på,
for Anna gav mig bare en kæmpe krammer og hulkede,
at hun havde troet, jeg var død.

Jeg forklarede, at toget havde ramt mig på mit venstre ben,
og et eller andet havde ramt mig i hovedet, så jeg besvimede.
I hovedet havde jeg fået nogle slemme skrammer.

Anna var glad for, at der ikke var sket mere med mig og taknemmelig for,
at jeg havde skubbet hende væk.
Hun gav mig sin mest kostbare ting, sin diamantring, og sagde,
at jeg havde fortjent den, for jeg havde reddet hendes liv,
og hun havde endda slet ikke været sød mod mig.
Så tog hun mig under amen, og så gik eller humpede vi tilbage mod lejren.
Der var slet ikke nogen, der havde opdaget, at vi var væk.
Vi gik hen til en rigtig sød lærer, der hed Louise.
Vi fortalte, hvad der var sket.
Hun troede ikke helt på det i starten, men da hun så mine skrammer,
sagde hun, at vi skulle tage hen på skadestuen.
Jeg spurgte Louise, om hun ikke ville ringe til min far og mor,
så de også kunne komme ind på skadestuen.
Da hun havde ringet, kørte vi til skadestuen sammen med Anna,
som havde fået lov at komme med.

Da vi kom dertil, skulle vi vente på, at det blev vores tur.
Der var ikke andre derinde, så vi skulle ikke vente ret længe.
Da det blev vores tur, kom min mor og far ind ad døren.
Jeg humpede hen til mine forældre og gav dem et kæmpe kram.
De spurgte, hvad der var sket. Jeg sagde, at jeg ville fortælle det senere
Da vi kom ind, skulle jeg have renset mine sår i hovedet.
Efter det skulle jeg ind og have scannet mit ben.
Jeg skulle lægge benet op på et mærkeligt apparat,
som skulle se, om det var brækket.
Det var det, så jeg skulle have gips på.
Jeg fik også et par krykker med.
Så begyndte jeg at forklare min mor og far, hvad der var sket.
De blev så glade for, at der ikke var sket noget slemt med mig.

Jeg ville rigtig gerne med tilbage til lejren,
og da lægen og Louise havde sagt,
det var i orden, fik jeg lov af min mor og far.
Jeg måtte bare love dem, at jeg ville passe bedre på mig selv
og lytte bedre efter de voksne. Det lovede jeg.
Så blev jeg kørt hen til lejren af Louise sammen med Anna.
Da vi kom tilbage, spurgte alle, hvad der var sket,
og så måtte jeg fortælle det hele én gang til.
Næste morgen skulle vi lege hele dagen udenfor, indtil det blev frokost.
Jeg var med, så godt jeg kunne med mit ben.
Så skulle vi spise og gøre hele hytten ren.
Det var ret hårdt arbejde, dog mest for de andre, for jeg kunne ikke så meget.
Efter vi havde gjort rent, kom bussen.
Jeg skyndte mig at komme ind i bussen.
Anna var en af de sidste, der kom ind.

Hun spurgte, om hun måtte sidde ved siden af mig, og jeg sagde ja.
Da bussen begyndte at køre, spurgte hun,
om vi ikke skulle være bedste venner, og jeg sagde straks ja.
Hun sagde, at hun nok også skulle behandle andre pænt.
Vi snakkede hele vejen hen til skolen, hvor vi blev hentet.

Siden den dag har jeg haft en ven og en oplevelse for livet!