Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Muriana - det mærkelige land
Læseværktøj

Muriana det mærkelige land

side 1
/ 15

Dicte Sønnichen, 4. klasse Dalby Skole, vandt
Den store Forfatterspire-konkurrence for 3.-4. kl. i 2012.

Læs hendes historie her:

May kunne høre stemmer ude i køkkenet.
Den ene var fars, den anden lød som mormors.
May gik derud og hvinede:
"Faaaarr, er det en overraskelse
- skal mormor passe mig og Penny?"
Far så på hende med tårer øjnene.
May kiggede derefter på mormor,
også hun havde tårer i øjnene.

side 2
/ 15

Mays far tog en dyb indånding og sagde:
"Piger der er sket det, at m … mor er kørt galt
og …  og er kommet slemt til skade.
Hun har fået kraniebrud, og derfor ligger hun
i koma på hospitalet." Derefter tog han en indånding
og så gråd-kvalt op.
Mays lillesøster, Penny, brød sammen af gråd,
og May var stiv af rædsel, og det gik det op for hende,
at mor kom ikke kom hjem. Så brød hun i utrøstelig gråd.
Da Penny og May lå i deres senge om aftenen,
var de helt røde om øjnene og næsten utrøstelige.
May krøb ned i sengen til Penny,
der lå de tæt sammen som deres trøst.
May faldt i dyb søvn.

Lige pludselig var hun ved et skilt i en skov.
Det var ikke en almindelig skov.
Træerne var røde med blå prikker på.

side 3
/ 15

På et skilt stod der:
Velkommen til MURIANA.
Der var også en grøn sti.
May gik hen ad stien.
I det fjerne kunne hun se en kæmpe have.
Det var et fantastisk land.
Nu var hun ved haven.

Hun gik fascineret i haven mellem majs og ærter og æbletræer,
og nu så hun, at der stod én - nej to skikkelser.
Da hun kom nærmere, opdagede hun, at det var hendes mor.
Hun genkendte det sorte hår, det smukke ansigt, den slanke krop.
May udstødte et glædesskrig og løb hen til sin mor, men mor så skræmt ud.
Mor sagde: "Hvad er det, hvem er du?"
May så forbløffet på sin mor og sagde: "Jamen mor det er mig, May din datter.
"Mor sagde: "Jeg har hverken børn eller mand."

side 4
/ 15

May var på grådens rand.
Derefter gik mor hen og begyndte og plukke bær.
Manden gik hen til May.
Han var gammel med rynker i hele hovedet,
men han smilede varmt og sagde stille:
"Jeg ved, at din mor ikke kan huske den virkelige verden.
Jeg var den, der kørte sammen med din mor, men jeg kan
huske det hele, fordi jeg døde i ulykken."
Her i Muriana bor alle dem, der er kommet til skade eller er døde.
Men ved du hvad? Hvad elsker din mor allermest i verden?"
May snøftede: "Sin familie."
Den gamle mand så smilende på hende og sagde:
"Det må være rart at være elsket."
"Det er det også", svarede May.
Manden sagde: "Når du kommer næste gang,
så prøv at få gode minder frem i hende.
Men skynd dig nu hjem til den rigtige verden,
for det er snart morgen."

side 5
/ 15

May så sig omkring og spurgte: "Hvordan kommer jeg hjem?"
"Bare tænk på dit hjem," svarede den gamle mand.
May sagde farvel, og derefter tænkte hun på sit hjem.

Hun lå i sin seng hjemme på sit værelse,
og Penny råbte op: "May, vi skal i skole."
May fløj ud af sengen med ny energi.
Det kunne Penny slet ikke forstå, når alt nu var så trist,
men Mays eneste forklaring var, at det ikke kun var en drøm,
og der var hun sikker i sin sag. Nu skulle hun bare tænke på,
hvordan hun skulle få mor væk fra Muriana.
Da hun kom ud i køkkenet, sad far og læste avis.
Da han endelig kiggede op, havde May allerede spist
og smurt sin madpakke.

Lidt efter var hun på gaden. Der var ikke langt til skole.
Der gik ti minutter, så stod hun foran den store skole.

side 6
/ 15

Hun så på uret. Der var en halv time til, at klokken ringede,
men alligevel havde drengene allerede gang i en fodboldkamp,
og pigerne stod i små grupper, mens de diskuterede det sidste
nye tøse-fnidder.
Egentlig havde May kun en rigtig god ven, men i dag så det ud til,
at alle ville være sammen med hende og sige:
"Er du okay" eller "ej hvor synd for dig."
Dagen sneglede sig af sted, og da klokken havde ringet
for sidste gang, fløj May ud af døren.
Hun vidste, at hvis hun var blevet længere, ville alle have spurgt,
om hun ville lege. Alle andre dage ville hun være blevet henrykt
for så meget opmærksomhed, men lige i dag ville hun hellere hjem,
for der var noget, hun skulle nå.

Der var varmt i den lille lejlighed.
Da hun gik ud i stuen, sad far og Penny med hver deres te i hånden,
men May kastede bare et blik på dem og gik ind på sit værelse.

side 7
/ 15

Hun havde en god idé,
for hun havde den vane at gemme
hvert et eneste familiebillede, som blev taget.
Hun fandt både kasser og bøger frem.
EN TIME EFTER havde hun fundet det perfekte billede.

Det var fra dengang, hvor de var på skovtur i Norge.
De var på en lille åben plads.
Solen var dejlig og himlen var blå.
Penny og May sad på mors skød.
De smilede alle, men May snøftede og fik tårer i øjnene.
Det var så trist alt sammen. Mor var på hospitalet,
men på billedet var de helt uvidende om den sorg,
der fyldte hele familien lige nu. Da klokken var 20:30,
glædede May sig faktisk til at komme i seng
med billedet knuget i hånden.

side 8
/ 15

Da far kom ind satte han sig på sengekanten.
Det var længe siden, han havde haft tid til sådan noget.
Han sagde nu heller ikke det store.
Kun at det nok skulle gå, men det var May
også sikker på, for hun havde en plan.

Denne gang var hun lige ved haven.
Der var mor og den gamle mand igen.
May mærkede noget. Det var glæde.
Hun var lige ved at juble af glæde,
men så var der intet i hendes hånd.

Hvor var billedet?? Det var væk.
Hun blev helt fortvivlet, men løb af alligevel hen til haven.
Der stod den gamle mand med et stort smil på læberne.
"Jeg havde på fornemmelsen, at du ville komme."

side 9
/ 15

May så ned i jorden, mens hun hviskede:
"Ved hun stadig ikke, hvem jeg er?"
Manden så bedrøvet på hende, men sagde:
"Nej, hun ligger jo stadig væk i koma,
men du skal til at gøre noget,
for der kommer snart en døds-storm.
Det betyder, at alle bliver revet med.
De døde kommer til et bedre sted,
men hvis vi ikke gør noget,
bliver din mor revet med og vågner aldrig.

May stod stiv, men tvang sig selv til at kigge op i himlen.
Den var overhovedet ikke blå som på billedet.
I det fjerne var himlen kulsort.
Det så uhyggeligt ud.
Der kom mor gående med favnen fuld af majs.
Hun sagde: "Det bliver regnvejr.
Vi må nok se at komme ind."
Hun så slet ikke på May.

side 10
/ 15

Da hun var gået, sagde den triste May farvel,
og hun dykkede ud i den virkelige verden.
Det var lyst, og fuglene sang.
May var slet ikke i humør til sådan noget.
Der på gulvet lå det pokkers billede.
Hun samlede det op uden forsigtighed.
Det var det billede, der var skyld i,
at mor ikke vågnede i dag.

De havde besøgt mor masser af gange
i løbet af de sidste dage.
Det var jo ikke videre sjovt.
Men May havde jo også været i Muriana.
Det var heller ikke muntert,
for stormen var kommet nærmere.
May havde på fornemmelsen, at det var sidste chance
for at få mor til at kravle op ad stigen til den virkelige verden.

Derfor havde May tænkt sig at være forberedt til det sidste.
Derfor havde May, inden hun gik i seng, taget godt med tøj på.

side 11
/ 15

Nu var hun der – i Muriana.
Alle skreg, børn græd, gamle venner tog afsked.
Overalt var der totalt kaos.
May så sig alligevel om for at få øje på den magiske have.
Da hun endelig nåede frem til haven,
stod den gamle mand og mor med fortvivlede blikke.
May var meget bange for, at det var sidste gang hun så mor.

Pludselig lød et bang.
Det var vist kun i Muriana, at sådan et brag fandtes.
May vidste at om få minutter, ville mor være væk,
hvis hun ikke gjorde noget.
Det lynede og tordnede.
Næsten alt var ødelagt.
Mange skreg - blandt andre May.
Nu skulle der gøres noget hurtigt.
Det begyndte at brænde.
Ilden stod i store flammer rundt om haven.

side 12
/ 15

"Mor, mor vil du ikke nok bare komme med mig.
Jeg savner dig så frygteligt.
Hvis ikke du kommer med, dør du."
Mor så tomt på hende. May begyndte at græde.
Men lige der tog stormens kraft til, og mennesker blev revet med.
May skreg: "Mor kom nu med vågn op,
vil du ikke nok? Du må ikke bare dø."
Ååhh, bare hun havde det der billede.
Da skete det, som kun sker i eventyr.
Hun mærkede noget i sin hånd, det var billedet.
Hun viste det til mor.

Mor rev det ud af hånden på hende og stirrede på det.
May hviskede: "Vågn op mor."
Mor begyndte at græde, men løb hen til May og gav hende et kram.
Derefter gik de hen til den gamle mand og ville trække ham med.
Men han smilede bare og sagde: "Jeg er død, så jeg må blive her."

side 13
/ 15

Mor og May fik tårer i øjnene, men så tog May
sig sammen og gav ham et knus,
mens hun hviskede: "Tusind tak for hjælpen."
Stormen kom buldrende, og han blev revet med.
Mor græd og prøvede at løbe efter stormen,
men May holdt fast. Det endte med,
at de sad tæt sammen. Derefter blev alting sort.

May vågnede. Hun prøvede at huske, hvad der var sket,
og så kunne hun huske det vidunderlige.
Hun fløj ind på Pennys værelse, mens hun råbte:
"Mor er vågen, det er jeg sikker på."
De to søstre fløj ud i køkkenet til deres far og fik ham
overtalt til at tage på hospitalet med det samme.
De fløj nærmest ind ad døren.
De gik hen til skranken fuldstændig ligeglade med,
at de stod i nattøj. Damen så forundret på dem,
men far spurgte bare, om de måtte tale med en læge.

side 14
/ 15

Men næsten da han havde sagt det,
kom der en læge farende, men han stoppede glad..
Han sagde: "Hun er vågen - kom med ind," og det gjorde de.
Der lå mor med glædes-tårer i øjnene.

Den dag blev der både grædt af glæde og kysset og krammet.
Den dag vil den familie altid huske, så længe de lever.
Og nu er det, som om den gamle mand smiler og vinker
i drømmene fra det fremmede land Muriana.

side 15
/ 15
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat