Niklas var enebarn og hans mors øjesten.
Hun fulgte ham i skole hver dag og bar hans skoletaske
helt ind til hans bord og hængte den op på krogen.
Så tog hun hans madpakke frem
og lagde den ud i køleskabet på gangen.

Niklas gik hen til sine kammerater.
"Hej," sagde han.
"Jeg har fået et nyt spil. Min mor siger,
at I godt må prøve det, hvis I vil lege med mig."

De så bare på ham og trak på skuldrene.

"Niklas," kaldte hans mor henne fra døren.
"Kommer du og siger farvel?" Niklas gik hen til hende.
"Kan du have en god dag. Men vær nu ikke for vild
så dit nye tøj bliver griset. Din mobil ligger i tasken,
hvis der er noget. Bare ring."

"Man må ikke bruge den i skoletiden," sagde Niklas.
"Jo, du må," sagde hun.
"Det har jeg en aftale med skolen om.
Vigtige ting må man gerne ringe om."
"Nåh ja," sagde Niklas. "Vigtige ting."

Så gav mor ham et kram og et kys på kinden
og rettede lidt på hans trøje.

"Niklas, tag så og inviter en ven med hjem.
I kunne spille det nye Computer-spil!"

"Jeg tror ikke, de har lyst," sagde Niklas
og skævede hen til de andre.
"Pjat," sagde hans mor.
"Bare spørg dem. Men nu går jeg. Går du hen og vinker?"
Hun gik men stoppede lidt efter. "Niklas, kom lige!"

Niklas gik hen til hende og fandt sig i,
at hun rettede lidt på hans frisure.
"Sådan," sagde hun. "Gå så hen og vink."

Niklas gik hen til vinduet og vinkede til sin mor,
der gik ind over skolegården. Til sidst kunne han ikke se
hende mere. Så vendte han sig om.
Der stod de og så på ham – som de altid gjorde.
De var tavse og forundrede.
Niklas gik hen og satte sig på sin plads, for han vidste ikke,
hvad han ellers skulle gøre.

Han så, at de andre stod i en rundkreds og snakkede
– Mikkel og Rune og Silje, som altid blandede sig med drengene.

Pludselig kom Silje hen til ham og lænede sig ind over hans bord.
"Bliver du aldrig træt af at være så forkælet?" sagde hun.
"Hvorfor siger du ikke slap af til hende engang imellem?"
Niklas så op på hende.
"Slap af, jamen hvorfor skulle jeg sige slap af til min mor?
Hun hjælper mig jo – det skal en mor da."
"Ikke så meget," sagde Silje. "Du skulle prøve det – det hjælper!"

Lidt efter kom deres lærer, som hed Rikke.
De skulle vise hende de regnestykker, de havde lavet hjemme.
Det var noget med plus og minus og gange
og der var 15 stykker i alt.

Niklas syntes, det var svært med tal, men han havde
lavet alle stykkerne, og de var rigtige alle sammen.

"Du har været flittig," sagde Rikke og smilede.
"Har du selv lavet dem?"

Niklas så usikkert op på hende uden at svare.
"Har du?" gentog Rikke.

Der var helt stille i klassen, og Niklas nikkede.
Men Silje brød tavsheden og sagde, så alle kunne høre det:
"Niklas kan ikke finde ud af det, så hans mor har lavet
det for ham. Det er snyd."
"Silje!" sagde Rikke. "Hvem har bedt om din mening?"
Silje trak på skulderen og sagde: "Det er bare sådan, det er."

De andre spillede bold ved de små mål i frikvarteret,
men Niklas gik ned på den lille legeplads for de små.
Her havde han det bedst.

"Hej Niklas," råbte en dreng.
"Vi leger Stjernekrig. Vil du være med?"

Niklas blev sat på kanten af sandkassen og fik
en rive, som han stak ned i sandet.
Det var den mast, der gjorde det muligt at sende
beskeder til det hold, han var leder for.
Han talte ned i en spand, som var hans mikrofon.
Hans hold havde røde skovle, og det blev angrebet
af dem, der havde gule skovle.

De to hold fløj rundt i skolegården og skød på hinanden,
mens Niklas sad og gav sine krigere ordrer.

Han prøvede forgæves at råbe dem op men sad til sidst alene
tilbage ved sin rive og sin spand, mens alle røde
og gule krigere snart ikke var at se mere.

Han så sig usikkert rundt. Silje var på vej hen imod ham.
"Hvad laver du?" spurgte hun.
"Jeg leger stjernekrig," sagde Niklas. "Det her er mikrofonen,
og riven er sendemasten. Jeg styrer mine tropper."
"Hvilke tropper?" sagde Silje.
"Dem med røde skeer," svarede Niklas.

Silje kunne ikke se nogen med røde skeer. "Hvor?" sagde hun.
Niklas holdt spanden for munden og sagde så højt, han kunne:
"Hallo, her er generalen – kom tilbage til stationen!"
Han så rundt men intet skete.
"Niklas, du sidder og leger med nogle små børn, som ikke er der.
Kom, vi går hen til de andre."