"Farvel," Niklas.
"Går du hen og vinker?"

Hun gav ham et kys.
Niklas måtte finde sig i,
at hun rettede
på hans tøj.

"Du har din mobil,"
sagde hun.

"Bare ring,
hvis der er noget i vejen."

"Jamen…."
sagde Niklas.

Niklas' mor blev ved:
"Og tag så
en ven med hjem.
Det må du godt.
I kan spille
dit nye spil!"

"Måske har de ikke lyst,"
sagde Niklas.

"Jo, de har!"
sagde hans mor.
"Gå nu hen og vink."

Det gjorde Niklas.

De andre stod
og så på ham.
De sagde ikke noget.

Niklas satte sig
ved sit bord.

De andre så ikke ud,
som om de ville
tale med ham.

Lidt efter kom Silje
hen til ham.
Hun var en,
der altid skulle sige
sin mening.

Niklas var lidt bange
for hende.

"Niklas,"
sagde hun.
"Er du ikke træt af det?"

Niklas så op.
"Af hvad?"

"Din mor!" sagde Silje.
"Min mor?" sagde Niklas.

"Ja," sagde Silje.

"Du får ikke
et ben til jorden.
Du skal sige nej
til hende.
Eller slap af
- Det er bedre."

Niklas fik et chok.

"Slap af?"
sagde han.

"Man må ikke sige
Slap af til sin mor."

"Ellers lærer hun
det aldrig,"
sagde Silje.
"Du kan selv.
Du er ikke en baby."

"Jeg er en stor dreng,"
sagde Niklas.
"Det siger min mor."

"Jeg går med dig
hjem i dag,"
sagde Silje.
"Der er meget
din mor skal lære."