Silje gik med Niklas hjem.

"Skal du ikke i SFO?"
sagde han.

"Nej," sagde Silje.
"Ikke i dag.
Jeg skal jo
med dig hjem."

"Men hvem passer dig?"
sagde Niklas.

"Jeg passer mig selv,"
sagde Silje.

Så lånte hun
Niklas' mobil.

Hun fik fat
på sin far.

"Jeg spiser hos Niklas,"
sagde hun.

Niklas gloede bare
på hende.

"Har du ikke en mor?"
sagde Niklas.

"Hun er ikke hjemme,"
sagde Silje.
"Hun er pilot."

Silje pegede op i luften.

"Flyver hun oppe i luften?"
sagde Niklas.

"Ja," sagde Silje.
"Rundt om Jorden. Altid!"

"Hold da op,"
sagde Niklas.

Han så op
mod himlen.

Så gik de lidt.
Niklas tænkte
på sin mor.

Hvad ville hun
mon sige til Silje?

Og hvad ville
hun sige,
når han sagde
slap af?

"Er det ikke svært?"
sagde han.

"Hvad?"
sagde Silje.

"At sige slap af?"
sagde Niklas.

"Nej,"
sagde Silje.
"Vi prøver lige.
Se på mig."

Hun tog fat om
Niklas' hoved.

"Slaaaap aaaaf!"
sagde hun.
"Det er nemt. Prøv så."

Niklas kunne
næsten ikke.
Men han gjorde det.

"Flot,"
sagde Silje.
"Var det ikke let?
Du er nødt til det."

"Jamen, min mor……"
sagde Niklas.

"Ellers lærer hun
det aldrig,"
sagde Silje.

"Hvad?"
sagde Niklas.

"At du selv bestemmer!"
sagde Silje.

"Hun skal lære
ikke at blande sig.
Når hun gør det,
giver jeg dig
et spark over benet.

Så skal du sige
slap af."

"Ikke hårdt, vel?"
sagde Niklas.

"Nej, nej,"
sagde Silje.
"Kun sådan."

Og så sparkede hun.

"Av!" sagde Niklas.