Niklas og Silje gik ind i opgangen og op til 2. sal,
hvor Niklas boede.

På 1. sal læste Silje på døren:
"Rønning – er det her Tom bor, Tom Rønning?"
spurgte hun.
"Ja," sagde Niklas.
"Hvorfor leger du ikke med ham – han er sej."
"Min mor synes, han er for fræk," sagde Niklas.
"Det skal hun ikke bestemme," sagde Silje.
"Tom er skæg. Har du set ham kravle i træer?"

"Nej, men jeg har set ham klatre i et tov,
som han havde bundet fast oppe på taget.
Det er meget, meget farligt."
"Han kan finde på alt muligt!" sagde Silje og grinede.
"Min mor siger, han er dårligt selskab," sagde Niklas.
"Det skal hun ikke bestemme," sagde Silje.
"Hold da op hvor får du travlt med at sige slap af."

Niklas' mor blev meget overrasket over,
at Silje var kommet med Niklas hjem.
"Jamen selvfølgelig kan man da også lege med en pige,"
sagde hun.
"jeg havde bare tænkt, at det skulle være en dreng……"
"Vi er ikke kærester," afbrød Silje.
"Vi skal lige have børstet tænder først, ellers er det
ulækkert at kysse."
"Ja, det kan du da have ret i," smilede Niklas’s mor.

"Men Silje, ved din mor, at du er her?"
"Hun er ligeglad," sagde Silje.
"Nej, det kan jeg ikke tro," sagde Niklas’ mor.
"Vil du straks ringe til din mor."

Niklas skulle lige til at sige, at man ikke kunne ringe
til Siljes mor, fordi hun fløj rundt oppe i luften,
da Silje sparkede ham præcist på skinnebenet.
"Av!" råbte Niklas og så på Silje, der nikkede til ham.
"Slap af," sagde Niklas så stille, at det blev overdøvet
af Niklas’s mor, der skældte Silje ud.

"Sig mig, hvad laver du – du står da vel ikke
og sparker Niklas?"
Silje sparkede igen Niklas over benet.
Og straks sagde Niklas slap af – igen så svagt
at det ikke blev hørt.

"Nu er det nok!" råbte Niklas’s mor.
"Her i huset sparker vi ikke!"
Hun tog fat i Siljes skuldre for at få hende til at forstå,
at hun mente det.

"Mor, mor," sagde Niklas. "Det er en aftale vi har."
"En aftale – har I aftalt, at Silje skal sparke dig?" spurgte hun.
"Ja," sagde Silje.
"Hvem har fundet på det, om jeg må spørge?"
"Det har Silje." sagde Niklas. "Det hjælper nemlig."
"På hvad?" spurgte Niklas’ mor.
"På dig!" sagde Niklas.
"På mig! Nu må I snart have tak.
Som om, der var noget galt med mig! Du må gå hjem nu.
Du er ikke selskab for Niklas".

Silje vendte rundt, men inden hun gik, fik hun lige
sparket Niklas over benet igen.
"Råb det!" sagde hun.

"SLAP AF!" råbte Niklas.

"Sådan skal det gøres," sagde Silje.
"Nej, nu må det her høre op!" råbte Niklas’s mor forfærdet.
"Står du ikke der og råber hold SLAP AF midt i stuen.
Det har du da aldrig før gjort."
"Det er først nu, han har lært det," sagde Silje.
"Det var også på tide."
"Ud!" skreg Niklas’s mor. Hun smækkede døren efter hende.

Et øjeblik efter ringede det på døren.
Niklas’ mor hev den op. Det var Silje.
"Hvad nu!" råbte Niklas’s mor.
"Jeg skal også spise her," sagde Silje.

"Det har jeg lovet min far. Hvad skal vi have til aften?"

Niklas’s mor anede ikke, hvad hun skulle sige,
så hun stod bare og rystede på hovedet,
mens der kom en hel masse lyde ud af munden på hende:
"øhhh… gyl…..bø, bø, bø…..".

Silje tog fat i Niklas.
"Kom," sagde hun.
"Vi går ned og leger med Tom Rønning."

På vej ned ad trappen sagde Silje:
"Har din mor en karriere?"
"Nej, det tror jeg ikke," sagde Niklas.
"Det skulle hun have," sagde Silje.
"Bare en lille en. Min mors er alt for stor."
"Det vil jeg sige til hende," sagde Niklas.