Tom Rønning syntes, det var alle tiders at få besøg
af Niklas og Silje. Han gik faktisk og kedede sig,
fordi han ikke vidste, om han skulle kravle op
i det højeste træ i haven eller gå op på taget af huset
og kravle ned af et tov, han bandt fast deroppe.

"Det med tovet!" råbte Silje.
"Det lyder sjovt. Må vi være med?"
Tom så på Niklas.
"Får du ikke ballade med din mor?" spurgte han.
"Ikke mere," sagde Silje.

"Vi er lige ved at lære hende at blande sig udenom."
"Fint," sagde Tom. "Kom så med."

De gik ud på opgangen og op ad trappen
– helt op til 4. etage. Her var en dør,
som Tom låste op med en nøgle, han havde i lommen.
"Nu går vi op på taget," sagde han.
"Er det din nøgle?" sagde Silje.
"Nej," svarede Tom. "Det er Sørensens.
Jeg låner den bare. Den hænger på et søm i kælderen."

Da de kom helt op på taget, som var fladt,
blev Niklas svimmel. Så langt var der ned.
Han satte sig ned og så ud over byen.

"Hold da op!" sagde han. "Sikke en udsigt."
"Ja," råbte Silje glad. "Herfra kan man se alt."
Pludselig ringede Niklas' telefon.
"Hvis det er din mor, så sig slap af," sagde Silje.

"Hej mor", sagde Niklas.
"Hjem? Hvorfor skal jeg komme hjem, vi leger?"
Så sparkede Silje ham over benet.
"Av," sagde Niklas. "Slap af."
"Sparker hun nu igen!" råbte hans mor.
"Hun er en forfærdelig pige!"
"Jamen mor, vi har det godt," sagde Niklas.
Og så fik han endnu et spark.
"Slap af," sagde han og så stolt over på Silje.

Niklas’s mor hostede, som om hun havde fået alt
muligt galt i halsen.

"Jeg kommer hjem til spisetid. Silje kommer med.
Hun elsker frikadeller," nåede Niklas at sige,
inden han puttede mobilen i lommen.
"Jeg glæder mig til din mors frikadeller!" sagde Silje.

Tom var ved at binde et langt tov fast i en solid pæl.
Da han havde gjort det, kastede han det ud over kanten
af huset – helt ned på jorden.
"Så skal vi ud og klatre!" råbte han glad. "Hvem vil først?"

Niklas sad helt stille. Han var ikke meget for
at kravle i det tov. Man kunne jo falde ned.
Han rystede allerede i knæene.
"Jeg løber ned og står og tager imod jer," sagde han.
Han løb ned ad trappen, men opdagede,
at døren ind til opgangen var blevet låst.
Det skyndte han sig op og sige.

"Det er Sørensen, der har låst døren og taget nøglen med sig,"
sagde Tom. "Så er det godt, vi har tovet!
Ellers skulle vi blive her hele natten.
Sørensen kommer først igen i morgen."

"Jeg ringer efter min mor!" sagde Niklas.
"Nej, du gør ikke – det her klarer vi selv," sagde Silje.
"Jeg kravler først. Er det svært, Tom."
"Det er kun farligt, hvis man giver slip på tovet!" sagde Tom.
"Det er ligesom at være bjergbestiger – bare den modsatte vej."

Silje tog godt fat i tovet, og lidt efter var hun på vej ned.
"Man kan se ind i alle stuerne!" råbte hun.
Lidt efter blev tovet slapt.
"Jeg er nede!" råbte Silje.
"Så er det dig!" sagde Tom til Niklas.

"Bare gør dig stærk, så går det."
"Jeg tør ikke," sagde Niklas. "Det er dig først."
"Ok," sagde Tom. "Se så her, hvordan jeg gør."

Tom forsvandt ud over kanten, og nu sad Niklas alene tilbage.
Han vidste, at han ikke turde kravle ned,
men han vidste også, at han var nødt til det.
Han rystede over det hele af skræk.
Så ringede hans mobil igen.
Det var hans mor. Hun råbte højt og ville vide, hvor han var.

"Jeg er oppe på taget," sagde Niklas.
"Det er løgn!" råbte hans mor, "du skal ikke bilde mig noget ind!"
"Jeg bilder dig ikke noget ind," sagde Niklas.
"Dine venner står nede på græsset foran huset.
Hvor gemmer du dig?" spurgte hans mor.

"Oppe på taget," sagde Niklas. "Det har jeg jo sagt.
Silje og Tom venter på, at jeg kravler ned til dem.
Jeg kommer forbi lige om lidt. Bare vent ved vinduet."
"Sådan noget sludder!" skreg hans mor.

Niklas slukkede sin mobil og gjorde sig klar.
Han tog fat i tovet, og et øjeblik efter hang han i det.

"Godt Niklas!" hørte han Silje råbe nede på græsset.
"Du kan godt klare det!"