Niklas holdt fast i tovet. Han svingede lidt frem og tilbage.
Da han langsomt gled forbi vinduet på 4. sal,
skævede han ned på græsset til Silje og Tom.
De var meget små, og Niklas var nødt til at lukke
sine øjne for ikke at blive alt for bange.

Da han gled forbi vinduet på 3. sal, gjorde det så
ondt i hans arme, at han var lige ved at slippe taget i tovet.
Men han gjorde det ikke – heller ikke for at vinke
til fru Olsen, som stod inde i sin stue og så på ham.

Næste etage var den, han selv boede på.
Nu var det spændende, om hans mor stod i vinduet.
Det gjorde hun. Og pludselig mærkede Niklas,
at han blev stærkere, end han nogen sinde havde været.

Da Niklas’ mor så sin søn hænge i det tynde tov,
blev hun skrækslagen.
Hun fór hen og åbnede et vindue og råbte ligeså højt,
hun kunne:
"Vil du så komme ned. Det der har jeg ikke givet dig lov til!
Det er jo livsfarligt!"

Nede på jorden havde Silje taget fat i enden af tovet
og rykkede i det. I det samme råbte hun ’nu!’
Niklas forstod, hvad det betød, så da hans mor var
færdig med at skælde ud, råbte han af fuld hals:

"SLAP AF!"

Hans mor så helt forvirret ud. Hun holdt sig for ørerne
og havde store, bange øjne.

"Nu trækker jeg dig ind gennem vinduet!" skreg hun.
"Nej!" råbte Niklas,
"Jeg skal nok klare det. Bland dig udenom!"
"Niklas! Vil du så opføre dig ordentligt! Jeg er din mor!"

Inden Niklas gled videre, så han sin mor i øjnene.
Så sagde han med meget fast stemme:
"Jeg kan mere, end du tror.
Og i morgen vil jeg gå alene i skole."

Niklas’s mor sagde ikke mere, men stod i vinduet og så,
hvordan han langsomt, men sikkert, kom helskindet
ned på græsset til de andre.

Niklas lagde sig i græsset og pustede.
"Det er det hårdeste, jeg nogen sinde har gjort," sagde han.
"Jeg tror, hun er ved at lære det," sagde Silje.
"Ja," svarede Niklas. "Og i morgen går jeg alene i skole."

"God idé," sagde Silje. "Det er da altid en start."
Pludselig stak Niklas’s mor hovedet ud og råbte:
"Nu går jeg ind og steger frikadeller!"
"Super!" råbte Niklas og Silje tilbage.

Lidt senere gik de op for at se, om frikadellerne var færdige
– Silje var nemlig ved at være sulten.
Niklas’ mor lukkede dem ind, men sagde ikke ret meget.
Til gengæld så hun mærkelig ud i ansigtet, syntes Niklas.
Han havde svært ved at finde ud af, om hun var vred
eller ked af det.

"Er frikadellerne færdige?" spurgte han.
"Det varer ikke længe," svarede hun.
"Vi går ind og spiller dit spil," sagde Silje. "Kom Niklas."
Da de var inde på Niklas’ værelse, sagde Silje:
"Det har helt sikkert hjulpet."

Da de havde spist sig mætte i frikadeller og kartofler,
gik Silje hjem.
Hun sagde tak for mad og roste frikadellerne.
Og så ville hun få fat på sin mor og høre,
hvornår hun kunne tage Niklas med på en flyvetur.

"En flyvetur!" sagde Niklas’s mor forundret.
"Siljes mor er pilot," sagde Niklas.
"Det er hendes karriere. Sådan en skulle du også
tage og få dig. Du er da god til frikadeller."
"Nåhh, jaaah," sagde Niklas’s mor.
"De smager da meget godt."
"Det må Niklas gerne, ikke?" sagde Silje.
"Altså komme med ud at flyve?"

De så på Niklas’ mor, som nikkede.

Silje forsvandt ned ad trappen,
og Niklas vendte sig mod sin mor.
"I morgen vil jeg gå alene i skole," sagde han.
Mor svarede ikke, men nikkede langsomt.
"For jeg kan sagtens klare mig selv," sagde han.

Så sagde hun smilende:
"Niklas, jeg har forstået det.
Og du behøver ikke at sige slap af mere."
"Ok," sagde Niklas. "Bare du lader mig klare mig selv."
"Jeg skal nok prøve," sagde hun.
"Godt," sagde Niklas. "Så er jeg nemlig også fri
for at blive sparket mere over benene."