Sofie Kiil er vinder af novellekonkurrence for 13-15 årige v.
Herlufsholm fantasy-bogmesse 2013

Pan løb og løb og løb. Han løb hurtigere,
end han nogensinde havde løbet før, og længere end han
troede, det var ham muligt. Ydmygelse, blandet med vrede
og sorg, fik tårer til at pible frem i hans øjenkroge
og langsomt løbe fra hans øjne og ned over hans kinder,
efterladende et tyndt, saltet spor.

Han koncentrerede sine tanker om at løbe, og lukkede alt andet ude.
Til sidst havde han ikke andet i hovedet end lyden af sit hivende
åndedræt, sit hjertes hurtigere banken og den tiltagende smerte
i sine ben. Da hans krop til sidst ikke kunne bære ham længere,
faldt han udmattet sammen på den fugtige jord.
Han trak sine ben op under sig, så han lå i fosterstilling og hulkede stille.
Endelig gav han tårerne frit løb, og under ham dunkede hans ben.
Den voldsomme gråd forvrængede hans syn, og han lukkede
demonstrativt øjnene, stadig med tårerne løbende ned af kinderne
og ned på den allerede våde jord.

Tom spisesal, tomt langbord, én tallerken. Alene som sædvanlig.
Støvede røde og gyldne nuancer overalt. Stilhed. En fremmed bog,
mærkeligt malplaceret på hans seng. En anderledes, men alligevel
herlig hjemlig duft af støv blandet med markblomster og røg.

Gry. Latter, smil, kram. Gåtur i parken, grønne spirer, røde roser,
friske dufte. Pludselig hånd i hånd. Brændende solnedgang på
bænken, et hurtigt kys, skjult mellem nyudsprungne bregner.
Smil og skuldertræk. Brændende læber og kinder. Vrede stemmer,
først fjerne, så tæt på. Voldsomme ord, hårde bevægelser,
hævede stemmer og lyden af Grys gråd. Ordene "fattigtøs",
"respektløst" og "forbyder" gentog sig hele tiden.
Alene igen, rystende af vrede og uret.

Forskrækket slog han øjnene op igen. Han havde ikke regnet med,
at noget så simpelt som at lukke øjnene kunne fremkalde en
så voldsom reaktion. Han var åbenbart alt for oprevet til at kunne
så meget som hvile øjnene. Lige nu i hvert fald.
Chokket over lige pludselig at genleve de sidste par timer,
havde stoppet hans tårer.

Som han lå der, alene på den kolde jord hikkende af gråd,
følte han sig ikke særlig voksen. Eller mandig. Da Pan indså,
hvor ynkeligt og uværdigt det var, satte han sig op, og tørrede
de salte tårer af sine kolde kinder. Med et bestemt snøft rejste
han sig op, og så sig omkring. Han var i en mørk gyde,
i en smal sidegade mellem to høje, grå bygninger.
De så slidte ud, gamle og faldefærdige.

Først dér lagde han mærke til den ellers meget gennemtrængende
stank af råd, sved og afføring. Lugten var så overvældende
og modbydelig, at Pan øjeblikkelig fik kvalme.
Med én hånd for munden og den anden på maven så han sig
desperat rundt efter noget at kaste op i, men da der ikke var
noget i den smalle sidegade udover det lag skidt han stod på,
kastede han bare op. Lige der, hvor folk kunne finde på at gå.

Han skammede sig over sig selv og var en smule chokeret over,
at han kunne gøre den slags. Det havde han alligevel aldrig prøvet før.
Nu havde kvalmen fortaget sig lidt, selvom den grimme lugt
stadig generede ham.
Hvor er jeg? tænkte Pan forvirret, da han pludselig følte sig trættere
end godt var. Han havde jo ikke noget sted at overnatte,
og det begyndende tusmørke spredte sig hurtigt.
Han var overbevist om, at han ikke var løbet uden for Byens grænser,
så langt kunne ingen mand løbe i et stræk og da slet ikke en
så utrænet dreng som ham selv. Til gengæld var han også ret
overbevist om, at Byen ikke så sådan her ud. Overhovedet ikke.
I hvert fald ikke de dele han havde set.
Pan tog sig fortvivlet til hovedet og ville have sat sig ned,
hvis gaden ikke havde været dækket af et flere centimeter tykt lag skidt,
inklusiv hans eget opkast.

Han havde kun besøgt Byen to gange i hele sit liv,
og begge gange stærkt overvåget af sine forældre.
Han havde ingen minder om den første gang, da det var få dage
efter han blev født. Der havde hans forældre kørt rundt i Byen
i en guldkaret, spændt efter deres to største og fineste edderkopper,
hvor Pans forældre stolte havde vist ham frem til Byen.
Anden gang var 7 år siden, da Pan fyldte 10 år. Han vidste,
at han forældre besøgte Byen meget tiere end ham selv,
men Pan var kun inviteret, når det ikke kunne undgås.
Desuden var det ikke lang tid, han havde tilbragt i Byen.
Hvis han ikke talte den første gang med, var der højest tale om
en halv time og aldrig uden for guldkareten.
Han huskede at have haft et stort skænderi med sine forældre kort tid før.
Så stemningen i kareten var anstrengt og smilene falske.
Men samtidig var Pan så spændt, at han næsten ikke kunne sidde stille.

Han havde aldrig set Byen, aldrig set det folk,
som hans forældre regerede over.
Desværre var turen noget af en skuffelse. Gaderne så stort set ud
som inde bag paladsets mure og folkene lignede tjenestefolkene.
Alle stod de, velklædte og med rettede rygge, smilende og vinkende.
I virkeligheden var der jo ikke rigtig noget, som Pan ikke havde set før.
Siden havde han ikke haft noget udpræget ønske om se Byen igen,
livet på slottet var fint. I hvert fald når hans forældre ikke var hjemme.
Men dette her var ikke den del af Byen som han havde set fra
karatens sæder, ikke noget han nogensinde havde set.
Var det virkelig Byen, i hvis hjerte han og hans forældre,
regenterne af hele Riget boede i? Pan vidste det ikke.
Det eneste han var helt sikker på, var sine smertende muskler,
sit trætte hoved og skidtet, der dækkede hans krop.

Pludselig faldt en tanke Pan ind. Lige meget hvor jeg befinder mig i Riget,
skal borgerne nok tage godt imod mig.
Jeg er søn af Kongen og Dronningen, det er deres pligt.

Pan følte sig mere sikker efter at have tænkt dette.
Han kunne spørge det første menneske han så, hvem som
helst ville tage i mod ham med åbne arme.
Dette hjalp lidt på hans ellers ikke lysende humør,
og han rettede selvhøjtideligt sin ryg.
Pludselig bemærkede Pan to lange skygger, som blev kastet ind i gyden,
og han rømmede sig højtideligt. "Vent, kære borgere af Riget!"
råbte han efter skikkelserne, som brat stoppede.
Pan åbnede munden for at råbe noget mere, og anstrengte sig
for at gøre både sine ord og sin stemme myndig og befalende.

"Kom blot nærmere, mine undersåtter," råbte han og bed sig straks i læben.
’Undersåtter’ havde nok været et skridt for langt.
Pyt, beskeden var vel klar. De mørke skikkelser nærmede sig
langsomt og efterhånden som de kom tættere på,
skiltes de til tre forskellige skygger. Alle brede mænd, så det ud til.
"Kære borgere af Riget?" vrængede en ung,
men dyb mandestemme. "Undersåtter?!" Pan blev pludselig nervøs.
De lød ikke just begejstrede for hans ordvalg.
De ved selvfølgelig heller ikke, hvem jeg er endnu, tænkte Pan.
Jeg kunne være en opblæst nar, som talte ned til sine medborgere.
Tilfreds med sin forklaring fortsatte han ufortrødent:
"Jeg tror ikke, I forstår. Jeg er Prinsen, søn af Kongen og Dronningen,
de respektive regenter af dette Rige. Jeg har brug for et sted
at overnatte i denne kolde nat, og jeg ønsker,
at netop I skal finde mig et sted."

Pan stod stiv og afventende i halvmørket, mens han betragtede
de tre skikkelser. Pludselig brød de alle tre ud i en hård, brutal latter,
som var det aftalt. Pan krympede sig mod sin vilje og fik
kuldegysninger over hele kroppen. Den eneste naturlige forklaring
for den pludselige latterliggørelse måtte være, at de troede, Pan løj.

Han ønskede at genvinde kontrol over situationen, og fortsatte derfor:
"Undskyld mig, men jeg tror, I har misforstået…"
"Nej, DU har misforstået!" sagde den dybe stemme fra før,
og Pan kunne næsten mærke, hvordan han selv blev mindst
en centimeter lavere. Langsomt, men sikkert, trådte de tre mænd
ud af skyggerne og afslørede deres ansigter
i den nyligt opståede halvmåne.

Pan følte et nanosekunds brus af genvunden kontrol og selvsikkerhed,
da han så mændenes overraskede ansigter, men hans smil blegnede
og hans mave sparkede sig selv, for derefter at krympe sig sammen,
da det gik op for ham, at det ikke var et åhdet-er-Prinsen-hvor-er-vi
-dog-kede-af-at-vi-lavede-grin-med-ham-ansigtsudtryk,
men mere et åh-det-ersatme-Prinsen-lad os-nu-tæve- ham-sønder
-og-sammen-ansigtsudtryk.
De tre bredskuldrede mænd fattede sig dog hurtigt,
og den laveste af dem snerrede: "Det er sgu Prinsen."
"Vi har øjne i hovedet, vi kan godt se, at det er Prinsen.
Men hvad gør vi med krybet?" svarede manden med den dybe stemme.

Den højeste blottede sine tænder i, hvad der for Pan lignede
et ondskabsfuldt, næsten dyrisk vildt smil.
"Jeg siger, at vi giver ham den traditionelle velkomst til vores del af byen.

Viser ham, hvor stor han er her," hvæste han, og de to andre
mumlede samtykkende, og begyndte langsomt at bevæge
sig tættere på Pan.
"N-nej, vent! Jeg… Jeg befaler jer at stoppe!" peb Pan fortvivlet,
men han stemme knækkede midtvejs, og lød nærmere som
en skræmt kattekilling, end den løve, som han havde håbet på.
"Jeg beder jer… Lad mig være…" blev han ved, og begyndte samtidig
at vakle baglæns, væk fra mændene, som stadig kom tættere og tættere på.
Han nåede ikke særlig langt ind i den mørke gyde, før han snublede
over noget på den ujævne vej, og faldt bagover.
Hans ynkelige forsøg på at undgå det uundgåelige blev mødt af
en mur af kold latter. "Er den lille Prins bange? Har den lille Prins
brug for mor og far?" sagde den laveste af mændene med
forvrænget stemme. "Mor og far er her ikke, duksedreng,
og de kommer heller ikke. Her kan ingen redde dig."