Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Modstand
Læseværktøj

Oprørsgruppen

Dette var det sidste Pan hørte, før det første spark ramte ham i hovedet.
Derefter fulgte en regn af slag og spark, i maven,
i hovedet, armene, benene, hvor som helst.
Pan kunne høre sine voldsmænd hvæse eder og øgenavne
og generelt nedsættende ting om ham og hans familie ad ham,
men det var svært at forstå. Hele oplevelsen var blevet
en smule tåget efter det første spark, det eneste han rigtig opfattede,
var den lammende, altoverskyggende smerte.
Overalt i kroppen bredte den sig, dansede rundt i hans
blod til hvert et lem var berørt, grådig efter mere mere mere.

side 1
/ 11

Mere smerte. Det begyndte at sorte for hans øjne,
men han lukkede dem først, da bloddråber trillede ned over panden
og fik dem til at svi.
Hvilken trist måde at dø på, tænkte han. Trist og smertefuld.
Pan var næsten bevidstløs da en klar, vred stemme afbrød de tre mænd,
som efterhånden stod i en betydelig pøl af deres eget sved og Pans blod,
mens de stadig slog, fuldstændig gejlet op af hinanden
og fanget af stemningen.
"Stop nu for helvede! Det der har jeg ikke bedt jer om!" råbte hun,
men det var utrolig svært for Pan at adskille ordrerne fra hinanden.
Han opfattede kun, at en fjerde part havde meldt sig på banen.
At dømme efter tonelejet var det en kvinde.
Mere tænkte han ikke, før han mistede bevidstheden fuldkomment.


side 2
/ 11

Det første Pan gjorde, da han vågnede, selv før han åbnede øjnene,
var at stønne af smerte. Med bevidstheden kom smerten.
Hele hans krop skreg, hver eneste lille tomme gjorde ondt, selv nu,
hvor han ikke havde bevæget sig en centimeter.
Han turde ikke tænke på, hvordan det måtte føles at bevæge sig,
for slet ikke at tale om at stå, gå og hvad ellers.
En smule utilfreds med overhovedet at være vågnet, forberedte han
sig på at falde tilbage i søvnens blide favn, men før han nåede
at forsvinde helt, hørte han stemmer summe over sig
og følte en uventet rusken i sine skuldre.
"Aaaav!" skreg han hæst, mens røde og sorte farver eksploderende
bag hans tætlukkede øjenlåg, og smerten, som før havde hersket
i hans kød, blev 100-doblet i hans skuldre og bryst.
Som om han ikke led nok. Hvor var han egentlig?
Hvem havde rusket i ham? Hvorfor var han så øm?

side 3
/ 11

Som en bølge slår ind over tørre klippesten, væltede minderne
fra dagen før (han gik i hvert fald ud fra, at det rent faktisk var dagen før)
ind over ham, og gjorde ham ør. Først den helt normale,
uudholdeligt kedelige morgen, så det uventede besøg fra hans
barndomsveninde Gry, så det lige så uventede, men bestemt ikke
uønskede, kys, og så hans forældre, kolde, vrede, uretfærdige,
bitre og selvviske. Så den lange løbetur, den mørke gyde
og til sidst de tre fyre og den uophørlige, ubarmhjertige,
splintrende smerte, som havde fyldt hans krop og hans sind.
Han gyste. Det havde været en helt igennem forfærdelig dag.

Langsomt, så langsomt at han næsten glemte,
hvad han han var i færd med, åbnede han sine øjne.
Til sin store overraskelse opdagede han forskrækket,
at han så lige op i to store, isblå øjne.

side 4
/ 11

"Du har sovet længe," sagde munden, som tilhørte de fuldstændig
himmelblå, næsten turkis øjne med mild, dog stadig fast stemme.
De var omringet af tykke, sorte øjenvipper og lys hud.
Over øjnene hvilede to brune, vilde øjenbryn, som i det øjeblik var rynkede.
"Men ret skal være ret, det var også en ordentlig omgang,
fyrene gav dig. Undskyld for det forresten. Det var mig,
som stoppede dem. Jeg er leder Dea. Jeg leder den stadig voksende
oprørsgruppe, som planlægger at vælte dine forældre."
Med disse ord fjernede Dea sit ansigt fra Pans, og lod ham ligge
måbende tilbage. I hvad Pan ikke kunne se som andet end triumferende,
skiltes hendes tynde, røde læber i et humorløst smil,
og tilføjede, for ekstra effekt: "Velkommen til."

Hvis Pans hoved havde føltes ør før, var det intet i forhold til nu.
Han var ude af stand til at sige noget, så i stedet betragtede han bare Dea, forundret.

side 5
/ 11

Hun udstrålede en ekstraordinær autoritet for en pige med så ung en alder,
en særpræget myndighed som mange granvoksne mænd
ikke ville kunne mønstre.
Udover dette virkede hun skarpere end de fleste samt kold og lukket.
Ikke særlig imødekommende, hvilket alarmerede Pan en smule.
Alt i alt en ret enestående karisma. Hendes ansigt var tyndt og aflangt
og omkranset af langt stridt hår i den samme mørkebrune kulør
som hendes buskede øjenbryn. Hendes næse var tynd og spids,
det samme med hendes hage. Hendes ansigt så magert ud,
som om hun ikke fik nok at spise. Disse tanker blev afbrudt,
da Pan pludselig blev opmærksom på en tredje part i rummet,
en mand som Pan vurderede til at være i trediverne,
som han nu kunne høre konversere med Dea.

"…jeg ikke. Og det vil jeg heller ikke," sagde mandestemmen, og Pan spidsede ører.

side 6
/ 11

"Det er for stor en opgave, leder. Han er Prins. Hvis jeg fejler ham,
fejler jeg alle."
"Så lad vær med at fejle!" udbrød Dea irriteret. "Gå nu! Kom igen dagen
efter i morgen, der vil han være klar."
Pan kunne høre fodtrin over et knirkende trægulv og en dør smække.
Efter det stilhed i et par minutter.
"H-hand…" forsøgte Pan sig forsigtigt, men måtte hoste.
Hans stemme var stadig hæs, men kraftigere, i hans andet forsøg.
"Handlede det om mig?"
Ingen respons.
"Dea?"
Pludselig var hun ved hans side, de isblå øjne granskende. Hun så vred ud,
og Pan krympede sig. Jeg skulle have holdt min mund, tænkte han fortvivlet.
Hvorfor holder jeg aldrig min mund?

side 7
/ 11

Men hans bekymringer var tilsyneladende uden grund,
for lige så pludseligt som et lyn fra en blå himmel brød Dea ud
i en helhjertet latter, og hendes før kolde øjne glimtede til ham.
Pan forstod ingenting.
"Okay okay, du kan kalde mig Dea. Men kun fordi det er dig,"
sagde hun smilende, og satte sig på hans sengekant.
Pan havde aldrig helt fået grebet om ironi, og ofte, ligesom i dette øjeblik,
var han i tvivl om, hvorvidt der var tale om sarkasme eller sandhed.
Han ville spørge, men stoppede sig selv, da hun åbnede munden.
 "Og ja, det handlede rigtig nok om dig. Kvikt observeret, Prins"
(Pan var pænt sikker på, at der her var tale om sarkasme).
"Jeg troede du sov, så stille du var. At du ville stille spørgsmål,
hvis du var vågen, røre på dig, et eller andet.
Men nej, du lå og lyttede, gjorde du ikke? Klogt træk, må jeg sige.
Så nu gætter jeg på, at du gerne vil høre, hvad mesteren og jeg talte om?"


side 8
/ 11

Der var stille et øjeblik, mens Dea så afventende på Pan,
og Pan så forvirret på hende. Hun var svær at finde hoved og hale i, syntes han.
Lige så stille nikkede han. Dea pustede luft ud og smilede til ham,
hun virkede næsten lettet, som om han lige havde bestået en form for test.
Dette hjalp ikke på forvirringsfronten.
"Okay så," sagde hun. "Nu skal du høre. Vi havde forestillet os,
at du ville hjælpe os. I kampen mod det undertrykkende regime.
AKA mor og far. Du behøver selvfølgelig ikke, hvis du ikke vil,
men jeg beder dig om at overveje det. Jeg tænkte, at jeg ville vise dig
noget af det, vi kæmper for i morgen. Eller rettere, det vi kæmper imod,
og de mennesker, vi kæmper for. Folket."
Det sidste sagde hun med et stolt blik i øjet, og hun lod lige Pan fordøje
hendes ord et kort øjeblik, før hun fortsatte.

side 9
/ 11

"Forstår du, i mange år efterhånden har store dele af byen,
ja faktisk næsten hele byen, men undtagelse af den lille cirkel,
som omringer paladset, været plaget af arbejdsløshed, sult,
sygdom og kriminalitet. Folk har ingen penge, ingen mad.
De dør som fluer. I rum som dette, for eksempel," sagde hun
og gestikulerede med armene i det lille rum omkring dem,
"ville der normalt bo op til 7 mennesker. 8, hvis flere af dem er børn.
Folket i hele Riget mister penge hver eneste dag,
mens Kongen og Dronningen, de såkaldte regenter af vores land, får flere og flere.
Du kommer fra Paladset, du må have set det ske.
Og hvad gør så vores elskede regenter ved disse kæmpe problemer,
som gør livet til helvede på Jord for dem som lever igennem det
hver evig eneste dag?"
Pan lå anspændt i sengen, og opdagede først sent,
at det var meningen, at han skulle svare.

side 10
/ 11

"Øhh… Det ved jeg ikke," fik han til sidst sagt, men for at være ærlig,
gjorde situationen ham utryg og ubehageligt til mode.
"Det skal jeg sige dig så. Ingenting. Dét er, hvad de gør.
Men du skal nok få at se, hvad jeg snakker om i morgen,
hvis du altså vil lade mig vise dig det. Men nu skal du hvile dig.
Jeg vækker dig, når det er tid. Sov godt." Med disse ord rejste hun sig
langsomt fra hans sengekant, og lagde blidt sin hånd på hans pande.
Hun mumlede derefter et par ord på et meget gammelt sprog,
og pludselig følte Pan sig fuldstændig udmattet.
Han havde været træt før, men nu trak søvnen i ham fra tusinde sider,
blidt men bestemt. Hyllet ind i drømmenes sorte slør lukkede han træt øjnene,
og faldt så unaturligt hurtigt i en dyb, dyb søvn.

side 11
/ 11
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat