"Så er det tid til at vågne," råbte Dea fra den anden side af rummet.
Pan mumlede til svar, og Dea sukkede. "Tid. Til. At. Vågne!" gentog hun højt,
denne gang med tryk på hver eneste stavelse. Lidt for højt, synes Pan.
Frustreret rev hun vattæppet som før havde dækket hans krop af ham,
og han gispede. Dea smilte til ham. "Godmorgen."
Pan skulede. Dette var ikke den vækning, han var vant til.
Han var dog vant til at blive vækket, og i modsætning til dagen før,
var han nogenlunde klar i hovedet.
"Så hvad siger du?" spurgte Dea, og hun behøvede ikke at forklare
sig yderligere.

Pan vidste, hvad det handlede om. Ville han lade hende vise ham,
hvad end det var, hun ville vise ham. Pan så ikke mange alternativer.
Han kunne ikke vende tilbage til sine forældre, ikke nu.
Hvor skulle han ellers tage hen? Han vidste ikke engang, hvor han var henne.
Og han var stadig svækket. Desuden havde Dea været venlig ved ham,
hård, men venlig. Hun havde reddet hans liv.
"Vis mig det," sagde han.
Hun smilte og nikkede. "Godt. Der ligger tøj på stolen ved siden af din seng,
mød mig uden for huset om 10 minutter." Hun forlod rummet.

Pan blev liggende et kort øjeblik, før han sukkede dybt,
så dybt at hans trykkede ribben smertede, og begyndte så den
langsommelige proces at sætte sig op. Det gjorde ondt, men ikke så ondt,
hvilket var en glædelig overraskelse. 10 minutter senere åbnede han døren
fra det tomme værelse og trådte ud i en grå verden dækket af morgendis.

Som disen lettede, og Dea viste ham rundt i Byen,
åbnede en helt ny verden sig for ham. En verden, som han aldrig
nogensinde havde forestillet sig kunne eksistere, og så endda så tæt på ham.
Folk omkring ham blev født i snavs, voksede op i snavs, sultede i snavs,
døde i snavs. Han kunne tælle folk ribben igennem deres slidte klæder,
og pludselig føltes han røde æblekinder som en hån mod disse mennesker,
mennesker som aldrig havde smagt andet end vælling.
Hvorfor fortjente han et bedre liv end dem?
Han så små børn, bitte små børn med små trætte øjne og spinkle kroppe.
Han så lusene i deres hår, knoglerne under deres hud.
Han kunne lugte snavset, men denne gang holdt han kvalmen inde.
Nogle mennesker stoppede de op for at snakke med, andre gik de bare forbi.
De fleste hilste Dea på, hun virkede til at kende de fleste og være vellidt.
Hun præsenterede også Pan, og folk fortalte ham om deres liv.
Han hørte om en vaskekone, som ikke havde fået et måltid mad i en uge.

Hun havde børn at brødføde, så hvordan kunne hun?
Han snakkede med en ung kvinde, der som meget ung var blevet voldtaget
og havde født tvillinger. Det eneste erhverv hun kunne tjene noget
ved overhovedet efter det, var prostitution.
Han snakkede med skopudsere og skorstensfejere, tiggere og bødkere,
smede og skomagere, prostituerede og lovløse.
Her var han ikke bedre end dem, han havde ingen ret til at dømme.
Så det gjorde han ikke. Et lille barn, en dreng med de mest yndige,
brune krøller og store, brune øjne fortalte ham om sin mor,
hans "bedste mor", bedste ven, hende som sørgede for at fodre ham,
klæde ham på om morgenen, kysse ham på panden,
den eneste person som drengen kendte. Hun havde afleveret ham
ved en fjern slægtning for derefter at kaste sig i havet.
Den lille dreng begyndte at græde, og fortalte Pan, hvor meget han savnede hende,
og Pan græd med ham.

En fjern stemme kaldte drengens navn, og han løb ud af Pans liv.
Pan blev siddende tilbage på jorden et stykke tid, ulykkelig.
En tynd, bleg hånd blev rakt ned til ham, og han tog den taknemligt,
og fik med Deas hjælp rejst sig.
"Ser du?" spurgte hun stille, og tørrede forsigtigt en tåre af hans kind.
Pan havde aldrig set hende så blid før, så oprigtig og åben.
Han nikkede og kiggede ned i jorden, mens Dea smilede et lille trist smil.
Et øjebliks tavshed passerede, og Pan forsøgte forgæves at fordøje,
hvad han havde set. "Hvordan kan jeg hjælpe?" spurgte han til sidst,
og løftede sine alvorlige grå øjne. "Hvad kan jeg gøre?"
"Modstand," sagde Dea fast, og så ham i øjnene.
"Det er det, det hele handler om. Modstand."

De efterfølgende uger trænede Pan. Han trænede sværdkamp,
besværgelser, udholdenhed, bueskydning, ridning, alt som kunne bruges i kamp.

Han trænede fra solopgang til solnedgang, sammen med Dea og de andre ledere.
De var heldigt, at træningen gjorde ham så træt,
for ellers havde det nok ikke været muligt for ham at falde i søvn
for sine smertende muskler og ømme led. Han lærte de andre mennesker
i den lille lejr at kende, Storm, Kaspar og Doar, som han jo i princippet
allerede havde mødt, da de bankede ham i en mørk gyde,
og han mødte Thera, Sigrid og Toalf, som var lid højere i systemet end
Storm, Kaspar og Doar. Men ellers udgjorde de seks
(eksklusiv Dea og ham selv), hjertet af modstandsgruppen.
Pan brød sig ikke rigtig om Kaspar og Doar, som havde for vane
at snakke til ham med en nedladende undertone,
selvom Dea gang på gang havde sat dem på plads.
Måske var det netop det, som var grunden til deres manglende respekt for ham.

Han vidste det ikke, og det var også holdt op med at irritere ham.
Storm havde undskyldt lige så snart han havde haft mulighed for det,
og ham og Pan var blevet gode venner på det stykke tid,
som Pan havde tilbragt i "lejren". Storm troede med hele sit idealistiske
og store hjerte på oprørsgruppen, på revolutionen, tilintetgørelsen
af monarkiet og starten på et lige samfund.
Udover dette fungerede han også som lægens doktor, en ung,
men dygtig doktor. Han var kvik, og det undrede Pan,
at han ikke var i "indercirklen", hvis man kunne kalde den det.
Han havde spurgt Dea, og hun havde svaret, at han var en tand for idealistisk,
hvad det så end betød. Thera, Sigrid og Toalf havde taget godt imod ham,
da det var tydeligt, at Dea troede fuld og fast på ham.
Pan følte sig dog ikke tætte med nogle af dem.
Thera var hjernen, det meste af dagen sad hun og regnede
og skrev og regnede efter igen. Hende havde Pan ikke særlig meget at gøre med.

Sigrid og Toalf var søster og bror, og dem så Pan til gengæld dagligt.
De trænede sammen, selvom Pan trænede lidt længere tid end dem.
Om eftermiddagens satte de sig sædvanligvis ind til Thera og Dea og planlagde.
De virkede begge kyniske af natur, havde rynkede pander og bekymrede øjne,
og indbød generelt ikke til småsnak.
Men de var hurtige, både i hovedet og med sværdet.
Det måtte Pan give dem.
Han havde selvfølgelig også mødt "lejrens" træner, Rondar,
som foretrak sværd frem for mennesker. Ham kunne Pan ikke helt greje.
Lejren bestod af en samling huse i hjertet af byen samt en gård.
Det gjorde Pan nervøs, at de befandt sig så tæt på hans tidligere hjem,
paladset, men Dea havde forsikret ham, at det netop var derfor,
at man ikke ville finde dem. De var så åbenlyst tæt på,
at det var sikrere end at være langt væk.
Pan troede nok, at han forstod det.

Gården fungerede som træningssal, så det var der,
Pan opholdt sig det meste af tiden.
Udover Pans rum, som også var der, lederne planlagde,
bestod lejren af 11 småhuse, alle klods op af hinanden
og propfyldte med andre oprørske borgere.
To timer om dagen var der sværdtræning og besværgelser for begyndere
for alle, som havde mulighed for det, men udover dette,
så Pan heller ikke så meget til dem.
Han var aldrig alene, men alligevel alene det meste af tiden.
Han drømte stadigvæk om Gry. Specielt om den dag i parken.
Hendes korte, sorte hår, som altid strittede. Hendes store, brune øjne
og hendes mørke, glødende hud. Hendes lange, sorte øjenvipper.
Ikke mindst hendes smil, hendes hvide tænder og bløde, lyserøde læber.
Pan savnede hende, men som dagene skred frem, drømte han sjældnere
og sjældnere om hende. Nogle nætter drømte han om Dea i stedet for.
Efter sådanne nætter vågnede han almindeligvis op med en underlig
skyldfølelse i maven, både forlegen og forvirret.
Han havde endnu ikke delt sine drømme med Dea.