To måneder gik, og Pan havde fuldstændig vænnet sig til livet
i modstandsgruppen. Han havde gjort så store fremskridt,
at han både var den dygtigste ridder og sværdkæmper,
samt en rimelig besværger og bueskytte, så han var begyndt
at føle sig fortjent til mindre pauser i løbet af dagen.
Dette resulterede i, at han kom tættere på folkene omkring ham.
Ikke kun de øverste i systemet, men også folkene.
Selvom der næsten dagligt sluttede sig flere mennesker til gruppen,
havde Pan alligevel hilst på stort set dem alle sammen
og var efterhånden blevet ganske vellidt.

En aften havde ham og Dea spist aftensmad sammen,
og hun havde fortalt ham, at folk var vilde med ham.
Først var Pan en smule mistroisk, men det lykkedes hende
at overbevise ham. "Betyder mine aner ingenting? Mine forældre,
mine bedsteforældre, mit blod? Er folk ligeglade med alt det?" spurgte han.
"For at være ærlig bekymrede det et par stykker i starten.
Men folk forstår, at du har fået øjnene op for virkeligheden,
og de respekterer det. Desuden er du ung og charmerende,
og det er ikke fordi, at det er en ulempe," tilføjede hun smilende.
Så lænede hun sig over bordet og kyssede ham.
Først trak Pan sig overrasket tilbage. Dea så skarpt og overrasket på ham.
Så lænede Pan sig frem igen, og kyssede hende forsigtigt tilbage.
Hun smilede, og han smilede tilbage.
Så vendte de tilbage til aftensmåltidet og spiste resten af maden i stilhed.

På det sidste havde Pan bemærket en ændret sindsstemning i lejren,
både hos folkene og hos lederne. Folk var utålmodige,
de manglede fremskridt som man kunne føle på.
En frostkold morgen, hvor Pan stod og sugede de sjældne solstråler til sig,
vendte han denne observation med Storm.
"Selvfølgelig er folk utålmodige," sagde han og nikkede.
"Vi snakker og snakker om oprør og modstand og hvad ved jeg.
Og de træner og træner, og de ser os træne og træne,
for ikke at nævne al den tid, lederne bruger på at planlægge.
Men planlægge hvad? Har de fortalt dig noget om deres planer?"
Pan rystede på hovedet. "Aldrig noget specifikt.
Men jeg kan da spørge Dea, når jeg ser hende, jeg er sikker på,
at de har en plan."
Storm fniste, og Pan så spørgende på ham.
"’Dea’? Jeg glemmer altid, at hun hedder Dea," grinte han, og Pan sukkede.

Rystende på hovedet forlod han Storm, og begav sig ud for at finde Dea.
"Det er sjovt, at du spørger," sagde hun, og gestikulerede,
at han skulle sætte sig ned. Pan så rundt på de andre ledere,
som ikke værdigede ham mange blikke.
De var travlt optagede af et kæmpe rod af opslåede kort, lister,
udregninger og pergamentruller, som Pan hverken kunne finde
hoved eller hale i.
Han satte sig på en stol, som Dea lige havde ryddet fri for papirer.
I baggrunden diskuterede de andre videre.
"Vi er lige blevet enige om at slå til om 30 måner.
Så vidt vi ved, ved Kongen og Dronningen endnu intet om vores intentioner.
Så om 30 måner slår vi til, så forberedte som vi kan være,
mens de ikke engang kan nå at få benene ud af sengen.
Desuden har vi lige fået en aftale i hus, en mægtig alliance er blevet lavet."
Hun holdt en dramatisk pause, men Pan vidste bedre,
end til at spørge ind til, hvad hun mente.

Det ville komme af sig selv.
Ganske rigtigt forsatte hun efter et par sekunders spændt tavshed.
"Vi har formet en alliance med orkerne fra nord!" sagde hun
med både stolthed og spændthed i stemmen.
"Orkerne…?" spurgte Pan forvirret.
"Ja, orkerne! Fra nord. Sig mig, lytter du slet ikke?"
Hun virkede let irriteret nu.
"Men orkerne… Orkerne fra nord er forfærdelige væsner!
De ville aldrig lave en alliance med andre end sig selv eller kreaturer
med et lignende ondskabsfuldt sind. Det kan I da ikke mene!"
Dea vendte forvirret hovedet en smule på skrå.
"Pan! Vi har en alliance! Ved du overhovedet, hvad det betyder?
Vi kan vinde krigen nu!"
I samme øjeblik ordene undslap hendes mund, afslørede hendes øjne tydeligt,
at hun havde fortrudt det. "Nej, undskyld, det mente…"

"Vi kan vinde krigen nu?!" afbrød Pan chokeret.
"Og hvad skal det så betyde? Har vi først nu fået en chance?"
"Nej, nej, Pan. Du forstår ikke…"
"Og ikke en hvilken som helst alliance, en alliance med orker!
Hvad tror…" råbte Pan oprevet, men blev afbrudt af en meget vred Toalf.
Han stirrede stift på Dea, mens han tydeligt og med en stemme
dirrende af vrede sagde: "Dea. Hvis dit kæledyr af en kæreste
ikke kan holde sin kæft, vil vi ikke have ham her. Forstået?"
Dea så først trodsigt på ham med lyn i de før isblå øjne,
som nu nærmere lignede tordenskyer.
Efter et halvt minuts stirren i hinandens øjne, nikkede hun langsomt og trodsigt.
Toalf vendte tilbage til Sigrid og Thera, mens Dea vendte sig mod Pan,
som i mellemtiden var faldet lidt ned.
"Vi skal bare vinde krigen, okay? Så giver vi orkerne en lille smule
land fra Rigets jord, kun marker og skove, og så er vi af med dem.

Det skal nok gå, jeg ved godt, hvad de fleste folk siger om orker.
Men de er stærke krigere, det må du da give dem.
Og de fordobler vores chancer. Mindst! Hvad siger du?"
Pan så ned. Han var ked af at skulle arbejde sammen
med væsner så dumme og blodtørstige som orker.
Dea smilede beroligende til ham og kyssede ham blidt.
Pan sukkede. "Okay," sagde han til sidst.
"Så arbejder vi altså med orker."
De 30 dage gik hurtigt, i lejren skete der ikke meget nyt.
Alle nye "medlemmer" blev tvunget til at sværge en ed når de meldte sig ind,
’bare for at sikre sig, at den forblev absolut hemmelig’, som Dea sagde.
Orkerne besøgte dem en gang i mellem for at få detaljer på plads,
men klædt i store, grå kapper og sprøjtet med lugtevand,
så ingen skulle opdage dem. Pan brød sig stadig meget lidt om dem.
Til gengæld brød han sig mere og mere om folkene i lejren.

Han snakkede med alle, og alle syntes at kunne lidt ham.
Aldrig før havde han haft så stor en vennekreds.
Dagen før angrebet kom, og hele lejren stod på den anden ende.
Alle blev oprustet, edderkopperne blev sadlet, stemningen var så spændt,
at den næsten kunne føles fysisk.

Ved solopgang dagen efter ville de drage i krig.