Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Modstand
Læseværktøj

I krig

side 1
/ 11

Det var tidligt den næste morgen. Der var stadig lang tid til solen ville
velsigne dem med sin tilstedeværelse, og luften var knasende kold.
Pan sad i en krog af lejrens første gård, alene for en gangs skyld, og tænkte.
Tænkte på Dea, tænkte på sine forældre, tænkte på krig
og alle de mennesker, han havde mødt.
Og han tænkte på Gry. Hvor mon hun var nu, hvad mon hun lavede.
Tænkte hun på ham?
"Pan!" kaldte Storm fra den anden side af gården.
Pan hørte ham tydeligt i den stille morgenluft og rejste sig.
"Det er nu!" råbte Storm og forsvandt ind i lederhytten.


side 2
/ 11

Pan nikkede stille for sig selv og tog en dyb indånding.
Nu, tænkte han. Han følte sig bange, spændt, foruroliget, nervøs
og omkring en million andre ting på samme tid. Det var dette øjeblik,
som hele modstandsgruppen havde ventet på i så lang tid. Det var nu.

I hytten oprustede Pan sig sammen med de andre ledere.
Ingen sagde et ord. Derefter spredte de sig ud i den efterhånden
kæmpestore lejr og vækkede lydløst alle. Da solens allerførste stråler
begyndte at farve horisonten, stod hver mand klar i de forskellige gårde.
Der var cirka edderkopper til halvdelen, hvilket Pan syntes var ret imponerende.
Han vidste ikke, hvor lederne havde skaffet dem, og for at være helt ærlig,
var han ikke sikker på, at han ville vide det.
Han skubbede dog hurtigt tanken væk.
Den slags havde han ikke brug for lige nu.
Lederne, inklusiv ham selv, patruljerede hurtigt gårdene en sidste gang.

side 3
/ 11

Alle var klar. Lydløst begav de sig af sted. Der var ingen grund til
at prøve at skjule sig for folkene i Byen nu, de ville opdage dem snart alligevel.
Det var en udfordring at navigere sig igennem de små gader
med så mange mennesker, men det lykkedes.
Det er vel forskellen på krig og oprør, tænkte Pan.
Her vil folk rent faktisk gerne kæmpe. Det er ikke tvungen, som det er i krig.
Det lettede ham. Og det var vel også derfor, at folk var så medgørlige.
De ville gerne kæmpe, kæmpe for deres rettigheder, kæmpe for deres børn,
kæmpe for helt basale levevilkår som mad og et hjem.
De var vrede, og det er når mennesker er vrede, at de er farligst.

De vandrede igennem byen i lang tid, men Pan opfattede ikke meget af den.
Orkerne sluttede sig til dem, ikke længere klædt i grå kapper, men i læderrustninger.
De råbte makabre og vulgære ting efter de få folk, som ikke flygtede,
når de så hæren marchere gennem gaderne.

side 4
/ 11

En gang i mellem skreg de også.
Pan forstod sig ikke på orker, men han vidste, at bare tanken om dem,
gav ham ondt i maven. Endelig nåede de til slottets porte.
De var hurtigt væltede, og hæren gik i takt ind i den store park,
som omringede slottet. Forbavset mærkede Pan en skærende smerte i brystet.
Han havde ikke forventet hjemve.
Han rystede vredt på hovedet, rystede enhver følelse af hjemve af sig.
Han var ikke Prins. Han var ikke søn af Kongen og Dronningen.
Han var Pan, leder af modstandsgruppen, som ville skabe et nyt og bedre Rige.
Dea nikkede til ham fra sin plads 50 meter fra ham,
og Pan rejste sig på ryggen af sin edderkop.
Alle lederne var blevet udstyret med ridedyr.
Det var tid til at holde en kort, opmuntrende tale, få folk til at glemme
smerten og frygten og al det forfærdelige ved krig.

side 5
/ 11

Han råbte opmuntrende ord og forsikrede hæren om,
at det var en dag for retfærdighed.
Hans tale viste sig at være overraskende succesfuld, og folk råbte,
når han råbte, og virkede fuldstændig opslugte af tanken om krig.
Og hævn. Pan kunne ikke huske, hvad han havde sagt, da han satte sig ned.
Han var ikke glad for at snakke foran store forsamlinger,
men på den anden side var mange af disse mennesker hans venner.
Da han igen sad sikkert på sin edderkop med hele hæren i ryggen,
opdagede han, at han rent faktisk førte an. Han var forrest,
foran alle de andre ledere. Det undrede ham, for Dea havde fortalt ham,
at han bare skulle holde talen, fordi folk kunne lide ham.
Ikke fordi han var den øverste eller noget i den retning.

Det var efterhånden på tide at ride mod slottet,
og Pan havde aldrig følt sig mere klar.

side 6
/ 11

Men lige som han skulle til at trække sit sværd og råbe noget opmuntrende
om en ny fremtid eller noget i den retning, stoppede han med gisp
med hånden på sværdskeden. Foran hans hær, oprørene, stod en anden hær.
Slottets hær, slottets kæmpestore hær.
Og i spidsen af hæren, på en stor, sort edderkop, sad Gry.
Hun var klædt i en skinnende rustning ligesom resten,
men Pan kunne alligevel genkende hende på den lange afstand.
Hun så lige så forbavset ud, som han følte sig.
Tusinde følelser strømmede op i ham, og bag sig kunne han svagt høre
chokeret mumlen. De havde ikke forventet så meget modstand og slet ikke så hurtigt.
Men det var ikke det, som Pan tænkte på. Han så kun Gry.
Hendes smukke ansigt var trist nu, og han kunne selv mærke en tåre
glide ned af sin kind. Hans hænder rystede, og han vidste hverken ud eller ind.
Gry var der. Gry var med i krigen. Gry var fjenden.
Hele hans krop rystede nu. Men Gry var god.

side 7
/ 11

Gry var det bedste menneske
han kendte, helt inde fra hendes kerne og ud. Og hun var i spidsen…

Hvor var Kongen og Dronningen? Var Gry hele hærens leder.
Pan var så forvirret og så fortvivlet. Dea rystede ham voldsomt
ud af hans frygtelige tanker.
"Pan, for helvede! Der er ingen grund til at tude!
Kom herover nu, hurtigt, hurtigt!"
Pan fulgte lamslået efter. Sigrid var vred, Toalf var overrasket, Thera var trist.
De diskuterede, argumenterede og snakkede det hele igennem
på under halvandet minut. De fjendtlige tropper samlede sig på den anden side
og gjorde klar til at ride dem i møde. Pan sagde ingenting.
Da han så den lille gruppe af ledere bryde op og ride tilbage
til deres tidligere poster, umiddelbart uden at have aftalt en ny strategi,
gjorde Pan som den eneste ikke klar til at gøre det samme.

side 8
/ 11

Han havde det som om, han skulle kaste op.
"Pan!" hvæste Dea og hev ham til siden. "Hvad tror du, du laver?
Hvis jeg havde vidst, at du var sådan en forbandet tøsedreng,
så havde jeg ikke sat dig i spidsen af hele hæren. Hele hæren, Pan. Hører du?
Nu tager du dig sammen, og så råber du noget opmuntrende
til de her mennesker. Jeg er ligeglad, hvad du siger, lov dem ting,
som vi ikke kan holde, jeg er skide ligeglad! De skal bare kæmpe nu!
Vi kan stadig vinde!" Hendes øjne skinnede af vrede og frustration,
men Pan kunne også se, at hun ikke løj. De kunne godt vinde.
Han bevægede sig ikke en meter.

"Pan, for fanden! Vi kan slå dem, men ikke uden dig. Jeg ville ønske,
at det ikke var sådan, men sådan er det. Hele vores hær elsker dig,
og vil følge dig lige meget hvor du går, mens deres hær," hun nikkede
med foragt over mod slottets tropper, "vil være nødt til at tage stilling til,
at Prinsen kæmpede i mod dem.

side 9
/ 11

Et lignede plot twist er vist aldrig set før.
Ud over dette er du en fænomenal kriger. Så lyt nu. Vi kan ikke uden dig.
Okay, forstår du det? Vi kan ikke vinde uden dig. Så er alt spildt. Det handler ikke
om et par skide bønder eller prostituerede, okay? Vi skal skabe en ny fremtid!
Dig og mig, Pan! Sig mig, lytter du overhovedet?!"
Pan sad som en stenstøtte, men han havde hørt hvert et ord,
og han vidste, at det var sandt. De kunne ikke vinde krigen uden ham.
Han havde ikke kvalme længere. Til gengæld var hele hans krop fyldt
med en beslutsomhed, som han ikke havde følt siden,
han blev medlem af modstandsgruppen.

Han vidste, hvad han måtte gøre, og det lettede hans hjerte.
I lang tid, forfærdelig lang tid, havde han ikke lyttet til sin mavefornemmelse,
men det var slut nu. Han nikkede.
Dea så tvært på ham, men accepterede og red på plads.

side 10
/ 11

Pan blev hvor han var, og trak langsomt sit sværd.
Dea havde ryggen til ham, på vej over til sin trop, og så slet ikke,
da han med et sagligt smil om munden stak sværdets spidse klinge i sin mave.
Det gjorde ondt, men det føltes godt, fordi det gjorde ondt.
Folkene omkring ham gispede først forskrækket, derefter skreg de.
Pan gled ned fra sadlen, og ramte den frosne jord med et blødt bump.
Han kunne svagt høre lyden af tusindvis af edderkoppeben
komme galoperende imod ham, og endnu svagere kunne han høre lyden af Dea,
der råbte hans navn. Hun lød vred. Med et sidste suk sank Pan ned i den evige søvn,
og han havde aldrig følt noget mere befriende.
Tanken om, at modstandsgruppen ville tabe krigen, føltes rigtigt, lige meget,
hvor forkert det end lød. Det fortalte hans mave ham, altså, den del af den,
som ikke var gennemboret af hans sværd. Omkring ham brød kaos ud,
da slottes hær angreb, men han opfattede det knapt.
Krigen var så godt som tabt, men Pan havde vundet.
Han havde gjort det rigtige, og den tanke gav ham fred.

side 11
/ 11
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat