Helene Elouise Ravnholdt Lode er vinder af novellekonkurrencen
for 16-18-årige v. fantasymessen på Herlufsholm Kostskole

Du er væk. Det er som om, det ikke rigtig trænger ind.
At jeg ikke rigtigt forstår det. Det er som om,
at jeg forventer, at lige om lidt så får jeg en sms.
Lige om lidt, så ringer min mobil. Og det gør den da også.
Den har ringet meget den seneste tid. Alt for meget.
Men det er ikke dit navn, der dukker op på skærmen.
Og så kan det jo være lige meget.
Jeg forventer også at lige om lidt så dukker du op et eller
andet sted i mængden. Nogle gange syntes jeg endda,
at jeg ser dig. Dit ansigt. Din ryg.

Dine bevægelser, endda dit hår. Hvordan kan man syntes,
at man genkender nogens hår? Det er så latterligt, så ynkeligt,
at det giver mig lyst til at grine. Men jeg kan ikke.
Du ville også have grinet, hvis du var her, det ved jeg. Men det er du ikke.
Jeg synes hele tiden, jeg hører din stemme. Hører dig grine.
Men det gør jeg ikke. Og det kommer jeg heller aldrig til. Ikke længere.
Og det er min skyld. Jeg er så ked af det. Så vred på mig selv.
De her ord beskriver intet! Jeg er ikke ked af det! Man er ked af det,
hvis man kommer for sent til en aftale. Og det gjorde du meget.
Kom for sent altså. Ikke at du nogensinde var ked af det
eller gjorde noget ved det. Du smilede bare dit fjollede smil og grinede.
Jeg er ikke vred. Man er vred, hvis nogen lyver for dig.
Men du har ikke løjet. Jeg har ikke løjet. Jeg har mistet dig,
og jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre.
Er du klar over, hvor ondt det gør? Hvor dybt den her følelse af had stikker?

Og ikke bare had mod mig selv, men også mod alle andre.
Selv mod dig. Jeg hader dig for at forlade mig. Selvom det er min skyld,
at du er væk, så hader jeg dig for at give op. Give op på livet.
Du kunne have kæmpet mere og det ved vi begge!
Jeg hader dig for det! Forstår du det? Jeg hader dig!
Jeg hader dig! JEG HADER DIG!

Undskyld. Jeg mister let kontrollen nu, så jeg var nødt til at skifte
tilflugtssted. Mine følelser løber over, jeg kan ikke kontrollere dem.
Det gør så ondt! Nej, jeg er nødt til at slappe af, så jeg ikke smadrer 
noget igen. Undskyld. Det er jo min fejl. Ha! Fejl.
Hvis det bare var en almindelig fejl, kunne jeg tage et viskelæder,
viske det ud og starte forfra. Skrive en ny sætning der ville være anderledes
end den forrige. Jeg ville slette den sætning, hvor din… forsvinding
er beskrevet, og så ville du være tilbage. Og alt ville være anderledes.

Jeg savner dig så meget. Det gør ondt at tænke på dig.
Ondt på en måde jeg ikke forstår, ikke er vant til.
Det gør så ondt, og intet smertestillende vil tage det.
Tro mig, jeg har prøvet. Mit liv er så ødelagt af smerte,
og intet smertestillende vil tage det. Livet altså.
Tro mig, jeg har prøvet. Ja, det er ynkeligt. Tror du ikke, jeg ved det?!
Jeg ved godt at vi altid gjorde grin med dem, der prøvede den udvej.
At vi ikke havde andet end foragt til overs for dem.
At vi mente, at det var de svages vej. Tror du ikke, jeg ved det?
Du ville syntes, jeg var ynkelig, hvis du så mig nu.
Du ville slå mig og bede mig tage mig sammen.
Men det er også nemt for dig! Nemt for dig at være hellig, du er jo…
Jeg nægter at sige det. Skrive det. Lige meget.
Så længe jeg ikke tror på det, er det ikke sandt.
Var det ikke det, du lærte mig engang? Jeg hader at mindes dig.

Det gør så helvedes ondt! Mine tårer, de brænder.
Føles som syre, der bare gør mit hjerte endnu tungere.
Og ja, du hørte rigtigt. Tårer. Drengen, som aldrig græd, gør ikke andet.
Jeg kan ikke stoppe dem, selvom jeg ville.
Jeg forstår ikke, at der stadig kan være flere, at jeg ikke er tørret ud.
Løbet tør. Kan man ikke løbe tør for tårer? Hvor jeg ønsker det!
Eller at sorgen forsvandt sammen med dem.
Jeg forstår ikke, hvad folk mener med, at tårer letter hjertet.
Det føltes mere som om, de kvæler det. Maser det og ødelægger det.

Jeg græd ikke til din begravelse.
Du så mig måske ikke, men jeg var der. Stod i træerne, så ingen så mig.
Det kunne de ikke. Ikke efter hvad der var sket. Ikke efter hvad jeg har gjort.
De fleste har indset, hvad jeg er nu. Et monster.
Jeg ved det godt selv, har vidst det hele livet.

Nu er det bare en sikker sandhed. Jeg græd heller ikke, da du døde.
Græd ikke, da jeg forlod begravelsen.
Græd ikke, selvom jeg tænkte på dig. Eller da smerten blev for stor.
Jeg græd ikke, da jeg nåede dit hus før alle andre.
Fandt nøglen, som altid lå det samme sted, og låste mig ind.
Mit andet hjem. Det kaldte jeg det. Det er det stadig.
Jeg græd heller ikke, da jeg stod og så rundt i dit værelse.
Ikke en eneste tårer pressede sig på.
Heller ikke da jeg tog noget af dit tøj på i stedet for mit eget,
der stadig var smurt ind i blod. Jeg græd ikke, da jeg var på vej ud
og så en glimtende ting i hjørnet. Det var din halskæde.
Vores halskæde. Som vi havde haft, siden vi var helt små.
Hver vores halvdel. Bedstevenner for altid.
For altid kan være så kort et øjeblik, hva?
Du må have smidt den fra dig i vrede den aften, vi blev uvenner.