Det var tæt på i dag. De fik mig næsten. Der må være en,
der genkendte mig på gaden og ringede til politiet.
Pludselig stod de der, pistoler var rettet overalt på mig.
Råbte at jeg ikke måtte røre mig, ellers ville de skyde.
At jeg bare skulle følge frivilligt med. Som om.
Hvis jeg gik med, ville de bare finde et afsides sted og dræbe mig der.
Men det ville også være så dejligt nemt, jeg var næsten ved at gå med.
Men på den anden side, man er aldrig sikker.
Måske ville de lave eksperimenter og undersøge mig, indtil jeg døde.
Torturere mig.

Eller endnu værre, smide mig i fængsel på livstid
uden nogen chance for at dø. Og det er det, jeg allerhelst vil lige for tiden.
Dø. Så jeg tog ikke chancen, Reg. Jeg løb. Løb lige i mod dem,
ingen af dem så meget som trykkede på aftrækkeren, de sprang bare væk.
Flygtede fra mig med rædsel i ansigtet. De var bange for mig!
Rædselsslagne! Så skød de. Meget. De ramte mig kun i skulderen,
og så var jeg blandt for mange mennesker, der også flygtede fra mig.
Faldt og skubbede til hinanden. Det var et helvede!
En lille pige væltede, mens hun løb, og moren kastede sig ind foran,
holdt så hårdt om pigen for at beskytte hende, hvis jeg nu skulle gå amok!
Som om jeg var en tidsindstillet bombe! En form for våben!
Jeg er da lige så meget menneske, som de er! Er jeg ikke?
En gammel mand blev væltet omkuld, ingen hjalp ham op!
Alle skreg, trampede på dem, der væltede!
Hvorfor skulle der også samle sig så mange for at se min anholdelse?!

Hvorfor var det så helvedes interessant!?
Der var en ældre mand, der skubbede en dreng på min alder
ud foran mig for selv at komme væk, og jeg væltede!
Væltede over ham og da jeg vendte mig om, lå drengen og så forfærdet på mig,
og han mindede mig om dig! Mindede mig om den aften, du forlod mig!
Havde den samme frygt i øjnene, og jeg kunne ikke mere!
Kunne ikke holde min sorg inde, og jeg skreg!
Skreg og græd, råbte til politiet, at de bare skulle skyde mig,
jeg kunne ikke mere! Det sagde du også den aften.
At du ikke kunne mere. At du ikke ville overleve,
og de ord mindede mig mere om dig, og jeg begyndte at ryste!
Jeg prøvede virkelig, det gjorde jeg!
Jeg vidste godt, hvad der skete, alle vidste hvad der skete,
og de skreg endnu mere, løb hurtigere!
Undtagen den dreng, der lignede dig, han løb ikke.

Han lå bare foran mig, måske var hans ben brækket,
eller også var han for skræmt, men han rejste sig ikke.
Han rejste sig ikke! Og pludselig var det som den aften om igen,
og jeg ville ikke miste dig en gang til, og jeg prøvede virkelig!
Prøvede at kontrollere mig, så det gjorde ondt! Jeg holdt det inde,
så meget at min hud brændte, gik i flammer, og jeg skreg højere,
skreg at han skulle løbe!
Men det gjorde han ikke, og smerten fra ilden tog min koncentration,
og jeg kunne ikke længere holde det ud! Drengen er død nu.
Jeg husker hans øjne. De accepterede det til sidst.
Præcis ligesom du gjorde. Jeg vil ikke længere vide dødstallet,
det vil bare resultere i mere død. Jeg ligner dig nu. Ligner dig den nat,
du forlod mig. Forbrændt og ødelagt.
Det gør ondt, så ondt hver eneste gang, jeg bevæger mig,
men det er lige meget. Det er intet i forhold til, hvordan jeg har det inden i.

Der er så mørkt derinde. Så tomt.
Noget forfærdeligt er ved at gå op for mig, Reg.
Jeg beder til en gud, jeg ikke længere tror på, om at jeg tager fejl.
Hjælp mig.

Jeg kan ikke mere nu. Reg, jeg kan ikke mere.
Hvis Gud nogensinde har eksisteret, gør han det i hvert fald ikke længere.
Så er han enten død eller blevet sindssyg. Jeg ved ikke længere,
hvad jeg skal tro på, ved ikke længere, hvad jeg skal gøre.
Jeg kan ikke dø, Reg. Forstår du, hvad det betyder?
Jeg kan ikke dø! Jeg kan aldrig nogensinde se dig eller mine forældre igen!
Hvis der da overhovedet er noget efterliv!
Hvis der da ikke bare er andet end stille mørke. Fredfyldt intet.
Jeg kan ikke dø! Jeg kan aldrig slippe for min smerte!
Skal jeg altid være jaget af mindet om dig, af hvad jeg har gjort!?

Jeg vil ikke se verden sygne hen, Reg, jeg vil væk fra den!
Min eneste udvej fra det her helvede var døden, og nu er det også taget fra mig!
Hvordan jeg kan vide det?! Hvordan jeg kan være så sikker?
Jeg bandt en sten om foden og sprang i floden. Ved du, hvad der skete?
Smerte. Intet andet en smerte!
Jeg besvimede, troede rent faktisk, at jeg havde klaret det,
for så at vågne op senere, stadig i smerter, på bunden af den forbandede flod!
Jeg ved godt, det er ynkeligt. Tror du ikke, jeg ved det?
Tror du ikke, at jeg ved, at hvis du var her, ville du se på mig med foragt?
Men det er problemet, Reg, du er her nemlig ikke.
Du er væk, og der er intet, jeg kan gøre. Ingen måde jeg kan følge dig på.
Jeg sidder ved dit gravsted nu. Bare rolig det er nat, så der er ikke nogen.
Jeg tror selv militæret har mistet sporet af mig ved den eksplosion,
jeg lavede i går og hvis ikke der, så i hvert fald ved floden.
Men her er ret smukt. Ved din grav altså.

Månen er fremme, så her er ikke så mørkt, som man skulle tro.
Din familie har virkelig gjort sig umage, der ligger ufattelig mange
blomster og endda stearinlys, man kan tænde.
Din gravsten er en grå sten med guldskrift på.

Reginald Marcus Sørensen 1996 – 2013
Savnet og elsket, aldrig glemt. 
Hvil i fred, drøm for evigt. 

Jeg kan ikke lade være at smile lidt. Selvom det gør forfærdelig ondt.
For ordene, de passer perfekt. Selvfølgelig var du elsket.
Selvfølgelig er du savnet. Hvem skulle dog kunne glemme dig?
Du var ikke lige sådan at overse. Men drøm for evigt.
Du var en drømmer, Reg, det var du virkelig. Du kunne snakke i evigheder
om alt det du ville, alt det, der kunne ske. Alt det du ville nå.

Ikke at du når så meget nu. Jeg har tit måttet vække dig fra en dagdrøm.
Alt for tit. Du levede virkelig i din egen verden, nogen ville næsten mene,
at det var for meget. At du skulle tage at leve i nuet, i virkeligheden
i stedet for en eller anden fantasiverden.
Ikke at du har nogen chance for at leve livet nu. Det har jeg sørget for.
Undskyld. Du er væk, og mens jeg sidder her, er det ved at gå op for mig.
Jeg kan ikke ændre det, uanset hvad jeg gør, kan jeg vel?
Jeg accepterer det, ligesom du gjorde den aften. Er det ikke rigtigt?
For der er ingen måde, jeg kan ændre det her på. Der er intet, jeg kan gøre.
Og det er det værste, Reg. At vide at jeg har fejlet og intet kan gøre.
Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne følge dig.
Bare se dig en sidste gang, fortælle dig, hvor ked af det jeg er.
Sige undskyld. Selvom ingen ord kan beskrive det, jeg har gjort,
ville jeg i det mindste se dig. Ville i det mindste høre din stemme.
Din latter. Se dig smile.

Kunne jeg bare få lov at se dig en sidste gang,
uden dine forbrændinger, uden frygten eller smerten.
Uden tårer eller skrig. Bare se dig, så det jeg husker, er dig,
ikke den ødelagte dig, men dig! Den person jeg kendte.
Åh gud, hvor jeg savner dig!
Jeg har hængt din del af halskæden på gravstenen,
bare så du kan have den lidt.
Jeg tager den med mig, når jeg går videre i morgen, kan ikke undvære den.
Det er trods alt det sidste, jeg har tilbage af dig.
Godnat Reg, hvis du sover, hvor end du er.