Markering & notat
Vælg farve
Tilføj notat
Fjern Gem
_
Monster
Læseværktøj

Bedste venner

Bedste venner skal fortælle hinanden alt ikke? Ingen hemmeligheder?
Det var vel også det vi levede efter. Ikke at vi sagde det højt.
Aldrig. Vi vidste bare alt om hinanden. Det var nok fordi,
vi havde kendt hinanden i så lang tid, siden vi var små,
og af en eller anden grund voksede vi aldrig fra hinanden.
Den anden blev aldrig glemt, selvom vi havde andre venner.
Mange venner. Især dig. Alle elskede dig, og jeg forstod dem godt.
Det har jeg altid gjort. Forstod godt, hvis du ikke kunne
være sammen med mig hele tiden. Eller droppede mig helt.
Jeg ville have forstået, det ville jeg virkelig.

side 1
/ 6

Men af en eller anden fantastisk grund droppede du mig aldrig.
Ikke at det er så fantastisk længere. Hvis du havde droppet mig
for nogle andre, var det her aldrig sket.
Vi ville aldrig være blevet uvenner. Jeg ville aldrig være gået i raseri,
aldrig mødt de fyre som fik mig til at miste grebet om det.
Du ville aldrig være fulgt efter mig og ville heller aldrig være blevet ramt.
Ville aldrig have forladt mig. Hvorfor fulgte du egentlig efter mig?
Hvad ville du? Du gjorde det ikke lige med det samme, det ved jeg,
for jeg tjekkede. Flere gange endda. Hvorfor var du sådan mod mig?
Så tilgivende? Hvorfor fandt du ikke bare en anden ven for lang tid siden?
For jeg var aldrig lige så god mod dig, som du var mod mig.
Ikke så ærlig. Jo, jeg fortalte dig alt. Alt hvad jeg kunne.
Men min største hemmelighed forblev min. Jeg ved ikke længere,
hvorfor jeg ikke bare sagde det, måske kunne det have ændret noget.
Måske var jeg bange. Bange for din reaktion.

side 2
/ 6

Bange for om du ville tro på mig eller grine.
Om du ville afsløre mig, eller bare tro, at jeg var sindssyg.
Mest af alt var jeg nok bange for, om du ville blive bange for mig.
At du ville vende dig i foragt, og aldrig se på mig mere.
At du ville hade mig. For hvordan skulle du ellers reagere,
når du fik at vide, hvad jeg egentlig var?
Hvad skulle du ellers gøre, når du fandt ud af, hvad jeg kunne?
Fandt ud af at jeg var et monster.
Måske havde det forandret noget, måske ikke.
Du ville stadig være fulgt efter mig, ville du ikke?
Du ville stadig have forladt mig. Men hvorfor? Helt ærligt, hvorfor!?
Hvorfor, Gud!? Det er ikke fair! Det har det aldrig været!
Du kunne i det mindste have slået mig ihjel i stedet for, Gud!
Du kunne have taget alle andre end ham!

De har mig snart. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg vil ikke fanges. Jeg vil ikke skade nogen. Jeg vil ikke leve.

side 3
/ 6

Jeg vil bare være i fred! Jeg vil bare gerne have lov at dø!
Have lov at finde en eller anden måde at dø på.
For jeg må kunne. Der må være en udvej. Det var tæt på i dag.
De er begyndt at sætte soldater på gaderne,
jeg kan ikke være nogen steder, så jeg prøver at komme ud af byen.
En soldat så mig, han sagde ikke noget, løftede bare pistol og skød.
Jeg opdagede ham ikke, før kuglen ramte mig i siden.
Da jeg vendte mig, var han allerede ved at tilkalde forstærkning.
Du skulle have set hans ansigt, hans frygt, da jeg ikke var faldet
under hans skud. Så han skød igen, men jeg undgik og løb.
På en eller anden måde slap jeg fra dem, og lige nu gemmer jeg mig
i en mark lidt uden for byen.
Jeg orker ikke at løbe mere, orker ikke at bevæge mig mere.
Jeg kan virkelig ikke mere, Reg, jeg har brug for hjælp.
Jeg er bange. Ikke for soldaterne eller fremtiden. Men for mig selv.

side 4
/ 6

Jeg er rædselsslagen for at gøre flere ondt, myrde flere mennesker.
Jeg kom til det i dag. Kom til det.
Hvor er det en latterlig måde at sige det på, men jeg kan ikke styre mig.
Det var ikke med vilje, men jeg er ved at blive sindssyg.
Jeg ser skygger i mørket. Nogle kan jeg genkende, andre kan jeg ikke.
Du er blandt dem engang imellem.
Men det ikke dig, det er dig med brændt hud og tomme øjne.
Du skriger på hjælp, men hver gang jeg vender mig for at hjælpe, er du væk.
Det er drengene. Drengene fra den aften du døde. De håner mig.
Præcis som de gjorde den aften.
Håner mig med, hvad jeg er, med at du er væk. Med at jeg er svag.
At jeg ikke kan dø. Og jeg bliver så vred. Blev så vred.
Så ked af det. Så rasende. Da jeg så dem, mens jeg var inde i byen,
kunne jeg ikke længere holde det ud. Ikke længere styre mig.
Det var værre, end det plejede.

side 5
/ 6

Bredte sig over et større område, og alle skreg.
Der var små børn imellem, små børn Reg!
Ingen kunne nå at opdage noget, ikke så meget som en advarsel!
De er alle sammen døde. De er bare brændende aske, og jeg kan ikke mere!
Skyggerne forsvandt, men nu er de kommet tilbage.
Du er kommet tilbage, og det skræmmer mig.
Skræmmer mig, hvor lidt kontrol jeg har. Skyggerne skræmmer mig, Reg.
For nogen af dem, jeg ikke kender, de græder. Græder og hvisker: Hvorfor.
Hvorfor jeg tog livet fra dem? Og jeg har intet svar.
Nogen af dem truer mig, fortæller mig om min fremtid,
og det er så forfærdeligt, at jeg ikke kan holde det ud!
Jeg holder hænderne for ørene og skriger, men jeg kan stadig høre dem!
Mærke deres kolde ånde! Hvor ville jeg ønske, du var her!
Jeg er så bange, kom tilbage til mig, Reg! Red mig!
Vær sød at komme at redde mig! Hjælp! Hjælp mig! HJÆLP MIG!

side 6
/ 6
Færdig
Oplæsning LUK
Læseværktøj
Læs højt
Sæt bogmærke
Markering / notat