Jeg er ved at blive sindssyg, er jeg ikke?
Ved at miste min kontakt med virkeligheden. Jeg har ikke sovet
i så lang tid, for hver eneste gang jeg lukker øjnene, ser jeg dig.
Du ser så medlidende på mig, og jeg ville ønske, at du virkelig var her
og ikke bare var min fantasi.
De har fundet mig, har omringet mig, Reg, omringet den skov jeg sidder i.
Soldaterne. De kommer snart, og træerne vælter ned mod mig,
og jeg kan intet gøre. Jeg tror solen smelter mig, eller er det nat?
Det er vist nat. Skyggerne Reg, skyggerne kommer,
og du er her ikke længere, og det er min skyld! Alt er min skyld!

De provokerede mig, Reg. Det var dem, jeg ville slå ihjel, ikke dig!
Jeg vidste ikke, at du var der, det lover jeg! Jeg troede, du var hjemme!
Jeg troede, du var vred på mig! Jeg ville ikke dræbe dem,
det ville jeg ikke, jeg kunne bare ikke styre mig,
og jeg havde aldrig gjort det, hvis jeg vidste, at du var der!
Men det er lige meget nu, alt er lige meget!
Du er død, Reg, DØD, og du kan ikke høre mig!
Det er mig, der har slået dig ihjel! Mig!
Og jeg havde lovet altid at beskytte dig!
Men jeg kunne ikke, og nu kalder de på mig!
Skyggerne kalder, og jeg kan ikke andet end at græde!
Men mine tårer er sten, og jeg drukner i dem, bliver mast og..
Jeg er nødt til at tage mig sammen nu!
Verden drejer rundt, men jeg er nødt til at tage mig sammen.
Det her er det sidste, jeg skriver, inden jeg ikke længere ved, hvad jeg gør.

Inden jeg dør. Du hørte rigtigt.
Jeg ved, hvordan jeg endelig kan slippe for det her forfærdelige liv.
Det tror jeg i hvert fald, jeg gør. Jeg kan ikke skrive for meget,
det her kræver nok koncentration. Jeg brænder mig selv.
Som den dag, hvor jeg prøvede at holde det inde, og der gik ild i mig.
Hvis den… energi kan man vel kalde det, holdes lang tid nok inde,
brænder jeg mig selv op. Jeg er allerede i gang.
Den presser allerede på bare ved at tænke på dig.
Jeg er nødt til at holde den inde.
Mine hænder ryster, men det er vel lige meget.
Der er ingen, der nogensinde skal læse det her. Om jeg er bange?
Selvfølgelig er jeg det! Rædselsslagen!
Det er bare nødt til at være nu, inden de fanger mig.
Inden jeg går fuldstændig fra forstanden. Åh Gud.
Skyggerne, Reg, de hvisker så forfærdelige ting!

Om hvad der sker efter, om at jeg ikke kan klare det!
Hvor forfærdelig døden er! De prøver at stoppe mig,
men jeg skal nok gennemføre det! Det gør så ondt!
Kan du huske det sidste, du sagde til mig?
Lige da dine øjne var skiftet fra frygt til accept.
Kan du huske det? Jeg kan.
Jeg forlader dig nu. Men vær ikke ked af det. Vi er alle sammen
nødt til at forlade det her en dag. Mig?
Jeg forlader den bare lidt tidligere, okay?
Det var det sidste, du sagde. Jeg skreg, skreg at det ikke var okay,
at du ikke måtte forlade mig.
Men det havde du allerede gjort, du havde givet op.
Havde allerede forladt mig. Jeg gør bare det samme, okay?
Kan du høre soldaterne? Jeg kan i hvert fald.
Det er nødt til at være nu.

Mine hænder brænder, mit ansigt brænder!
Jeg kan mærke flammerne, smerten! Jeg er så bange, Reg!
Men det skal nok gå, jeg kan godt!
Skyggerne brænder op sammen med resten.
Monsteret er væk. Undskyld, Reg. Undskyld for sidste gang.
Jeg elsker dig. Bedstevenner for altid.
For altid kan være så kort et øjeblik, hva?            
- Daniel