Da skolen var slut, fulgte Silje med Niklas hjem.
"Jeg vil gerne prøve dit spil," sagde hun.
"Og din mor sagde jo, at du gerne måtte tage
en med hjem. Det hørte jeg selv."

"Jamen, skal du ikke i SFO?" sagde Niklas.
"Det bestemmer jeg selv," sagde Silje.
"Men er der ikke nogen, der skal passe dig?" spurgte Niklas.
"Jeg passer mig selv," sagde Silje. "Min far skal bare
lige vide, hvor jeg er – må jeg låne din mobil?"
"Din far – men har du ikke nogen mor?" spurgte Niklas.

"Hun har så travlt – hun skal jo passe sin karriere," sagde Silje.
"Hvad er det?" spurgte Niklas.
"Det er hendes arbejde. Hun er pilot og flyver rundt
om Jorden hver dag," forklarede Silje.
"Hold da op," sagde Niklas.

Hun tastede et nummer. Niklas kiggede op i himlen
for at få øje på Siljes mor på vej rundt om Jorden.
Imens fik Silje fat i sin far og sagde, at hun gik med Niklas hjem.

"Jeg kommer selv hjem," sagde hun. "Hvad skal vi have at spise?"
"Rugbrød!" råbte hun. "Det gider jeg ikke.
Det kan du godt glemme. Jeg spiser hjemme hos Niklas."
Hun rakte Niklas mobilen.
"Rugbrød – ha! Som om jeg var en hest!" sagde hun og spyttede.
"Tror du ikke, vi skal have frikadeller hjemme hos dig?"
"Måske," sagde Niklas.

Mens de gik det sidste stykke vej, tænkte Niklas på,
hvad hans mor ville sige til, at Silje kom med hjem.
For Silje var jo en pige – oven i købet den med den
længste hestehale. Niklas mor havde nok regnet med,
at det var en dreng, der skulle være hans ven.

"Silje," sagde han. "Er vi kærester, eller er vi bare….?"
"Kærester," sagde Silje.
"Det kan vi da godt. Vil du have et kys?"
Niklas trådte et skridt baglæns, da Silje skulle til
at kaste sig over ham.
"Nej, nej, nej!" sagde han. "Jeg tror kun vi er gode venner."
"Det er nok bedst," sagde Silje. "I hvert fald indtil
vi har fået børstet tænder. Men husk Niklas,
du skal prøve at sige slap af til din mor
– ellers lærer hun det aldrig."

"Lærer hvad?" spurgte Niklas.
"At det er dig, der bestemmer. Du kan sagtens klare dig selv.
Det er jo ikke hende, der har dine bukser på, vel."
"De er også for små," sagde Niklas.
"Men jeg tror, hun bliver sur, hvis jeg siger slap af."
"Hvis du klarer det, kan du komme med mig hjem en dag.
Så tager vi med min mor på arbejde."
"Op i hendes karriere?" sagde Niklas ivrigt.
"Nemlig," sagde Silje.
"Bare jeg får lov," sagde Niklas.
"Det gør du – bare du siger slap af," sagde Silje.

Mens de gik det sidste stykke, blev Niklas mere
og mere nervøs. Det var som om, han ikke selv kunne
bestemme, om han skulle sige slap af eller ej.

Han var kommet i klemme, var han.
For lige gyldigt hvad han gjorde, var det forkert.
Enten fik han sin mor eller Silje på nakken.
Men så længe han gik her ved siden af Silje,
måtte han hellere forberede sig på at sige slap af.

"Hvordan gør man?" sagde han til Silje.
"Hvad?" spurgte Silje.
"Siger slap af?" sagde Niklas.

Silja stoppede. Hun vendte sig mod Niklas og tog fat
om hans hoved. "Se på mig," sagde hun.
Og så sagde hun det højt og overdrevent:
"Slaaaap aaaaf! Prøv så, det er ikke svært!"

Niklas kunne dårligt få lydene over sine læber,
men gjorde det efter flere forsøg.

"Nå, var det så svært?" sagde hun.
"Jamen," sagde Niklas – "skal der ikke være en grund?"
"Det er der, når hun blander sig.
Så sparker jeg dig over benet,
og så siger du slap af, ikke?"

Niklas nikkede.
"Ikke hårdt, vel?"
"Nej, nej," sagde Silje.