Jeg kan ikke lide at fortælle om mig selv.
Jeg er den jeg er.
Men alle er alligevel noget særligt,
så jeg prøver.
Du kan læse mine historier på frilaesning.dk.
Nu skal du også få lidt at vide om mig.

Jeg er 57 år.
Min kone og jeg har 6 børn.
Ja, børn er de ikke mere.
De er voksne mennesker.
Den ældste er 32.
Den yngste er 17.
Der er 5 drenge og kun en pige.

Når jeg tænker tilbage, har der altid været børn i mit liv.
Det bliver der nok ved med at være.
Nu har jeg nemlig fået tre børnebørn.
De hedder Lærke, Alma og Vera.
Jeg er også lærer.
Det har jeg været i mange år.
Engang imellem har jeg fri fra arbejde.
Så skal jeg kun skrive historier.
Det er spændende.
Min kone er også lærer – og skoleinspektør.
Hun oplever tit sjove eller mærkelige ting.
Det kan jeg bruge i mine historier.

Jeg bor i Næstved.
Det har jeg næsten gjort altid.
Når jeg skriver historier, foregår de tit omkring Næstved.
Men det betyder ikke så meget, hvor historien foregår.
Det vigtige er børnene i historien.
Hvad de tænker og føler.

I 1981 fik vi vores 4. barn.
Vi bestemte, at jeg skulle være hjemme fra skole.
Jeg skulle passe børnene.
Så begyndte jeg at skrive bøger.
Der var så meget, jeg havde lyst til at fortælle.
Det er blevet til 110 bøger.
Der er bøger om Leif, Basse, Mads Madsen, Søs, Alex og Otto.
Den sidste serie er om Klara.
En pige, som minder om min nabos seje, søde datter.

Jeg elsker musik.
Det gør mine børn også.
Til vores sølvbryllup fik vi en CD af dem.
De spillede selv alle numrene på CD’en.
Det var den bedste gave.

Når jeg skriver, vil jeg gerne give læseren en oplevelse.
Jeg bliver glad, hvis nogen kan genkende det, jeg skriver om.
Det handler om at vise, hvordan man skal være mod hinanden.
Hvis man vil, er der altid en løsning på problemerne.
Mine historier handler om helt almindelige ting.
Små ting fra hverdagen.
Det er dem, man lever med altid.
Jeg vil ikke skrive om stjernekrig eller andet fantastisk.
Det er bedre at skrive om en dreng, der har det skidt.
Han har smidt en pind efter en gammel dame.
Ikke for at skade hende.
Han kunne godt lide hende.
Han var bare sur.
Tre dage efter dør hun.
Ikke på grund af pinden,
Men fordi hun er gammel.
Drengen er ked af, at han ikke fik sagt undskyld.
Det er en historie, der siger mig noget.
Jeg har også skrevet den: Leif og fru Olsen.

I grunden bryder jeg mig ikke om at fortælle om mig selv –
jeg er jo bare den, jeg er!
Der er ikke så meget at sige, tænker jeg.
Men det er der jo så alligevel!

Alle er på en eller anden måde noget særligt,
fordi alle har oplevet noget, andre ikke har været igennem.
Har man – som jeg – ovenikøbet skrevet historier,
som bliver læst af mange over hele landet,
så kan jeg godt forstå nysgerrigheden efter at vide,
hvem forfatteren i grunden er.
Så her er lidt oplysninger:
Jeg er 57 år - efterhånden lidt af en oldsag - kan man sige.
Men jeg prøver at holde trit med tiden,
bl.a. ved at følge med i mine børns liv.
Børn og børn… Ja, den ældste er nu 32 og den yngste 17
– så også de bliver gamle.
Indimellem har jeg 4 andre på 22, 24, 27 og 30 år.
Altså 6 børn i alt som alle har den samme mor og far,
som ovenikøbet stadig er gift.

Børn er de ikke mere. De er voksne mennesker.
I mit hoved er de børn, der i min erindring løber rundt i huset,
som de jo gjorde engang.
De kan stadig inspirere.
Det er vist lidt usædvanligt med så mange børn.
Og så er der 5 drenge! Og kun en pige.
Kender I Søs - bøgerne?
Det er vist til at forstå, at 6 børn i huset må sætte sine spor,
også for det liv forældrene fører.

Når jeg tænker tilbage, har der været børn i mit liv altid.
Og det bliver der nok ved med at være – også fordi jeg nu har fået 2
børnebørn, som hedder Lærke og Alma.