Maria Roslev _

Da jeg var ca. 6 år, brugte jeg lang af tid på at dag-drømme.
Jeg drømte om at rejse til Afrika i en helikopter. Jeg havde mad i store sække og dunke med vand med mig. Jeg fløj over marker og bjerge, over hav og ørken. Jeg ville redde de sultne børn. Disse dag-drømme var de første historier, som jeg holdt af.

Så opdagede jeg bøgernes verden. Min far læste bøger om den lille trold Troldepus højt for mig. Og vi læste detektiv-bøgerne ”De fem” og ”Brødrene Løvehjerte”. Så kunne jeg selv læse. ”Otto er et næsehorn” og ”Snøvsen” var de bøger, jeg bedst kunne lide i 3. og 4. klasse.

Da jeg blev ca. 13 år læste jeg Pige Liv-bøgerne. Jeg drømte om at være som Louise i ”Hjertets renhed” og grinede af ”Kærlighed ved første hik”.

I gymnasiet fandt jeg ud af, at gode historier bliver til, fordi en forfatter har styr på sproget. På universitetet så jeg nærmere på digte, noveller og store romaner. Jeg elskede det danske sprog - så meget, at jeg begyndte at undervise i det. Jeg lærte voksne fra andre lande at tale dansk. Så begyndte jeg at skrive.

Jeg drømmer ikke mere om at rejse til Afrika, for nu har jeg været der.
Sidste år fløj jeg sammen med min mand til Madagaskar for at hente vores lille dreng. Han hedder Tsiver og er næsten lige blevet to år. Han er født i Madagaskar, men nu er han dansk, fordi vi har adopteret ham.

Jeg er 40 år og elsker stadig bøger. At kunne læse er at få en større verden. Det er at lære sig selv bedre at kende. Så bliv ved med at læse. Det er sjovt.

Maria Roslev _

Jeg har altid læst masser af gode historier - og jeg elsker at bruge det danske sprog, når jeg skriver.

Da jeg var en lille pige på omkring 6 år, brugte jeg oceaner af tid på at dagdrømme. Jeg sad med åbne øjne på lyse dage og drømte om at rejse med helikopter til Afrika. Ombord havde jeg mad i store sække og dunke med vand. Jeg fløj over marker og bjerge, over hav og ørken, før jeg nåede frem. Det var de sultne børn, jeg ville redde. Mine dagdrømme var de første historier, som jeg elskede.

Så opdagede jeg bøgernes verden. Min far læste Troldepus-bøgerne højt for mig. Og vi fortsatte med detektivbøgerne ”De fem” og ”Brødrene Løvehjerte”. Så kunne jeg selv læse. ”Otto er et næsehorn” og ”Snøvsen” var mine favoritter i 3. og 4. klasse.

Da jeg blev teenager, altså omkring 13 år, fandt jeg ud af, hvor meget lettere livet var i bøgerne. Jeg fortabte mig i Pige Liv-bøgerne, drømte om at være som Louise i ”Hjertets renhed” og grinede af ”Kærlighed ved første hik”.

I gymnasiet opdagede jeg, at gode historier bliver til, fordi en forfatter har styr på sproget. På universitetet kom digte, noveller og store romaner under lup. Hvordan var sætningerne, hvordan var billedsproget? Jeg forelskede mig i det danske sprog - så meget, at jeg efter universitetet begyndte at undervise i det. Jeg lærte voksne fra andre lande at tale dansk. Så begyndte jeg at skrive. Først materiale til dansk i skolen, så portrætter af forfattere og nu fagbøger.

Jeg dagdrømmer ikke længere om at rejse til Afrika, for nu har jeg været dér i virkeligheden. Sammen med min mand fløj jeg til Madagaskar sidste år for at hente vores lille dreng. Han hedder Tsiver og er næsten lige blevet to år. Han er født i Madagaskar, men nu er han dansk, fordi vi har adopteret ham.

Jeg er 40 år og fortaber mig stadig i bøger. At kunne læse er at få en større verden. Det er at lære sig selv bedre at kende. Så bliv ved med at læse. Det er sjovt.