Hans Christian Hansen _
Jeg kan ikke lide at fortælle om mig selv. Jeg er den jeg er. Men alle er alligevel noget særligt, så jeg prøver. Du kan læse mine historier på frilaesning.dk. Nu skal du også få lidt at vide om mig.
Jeg kan ikke lide at fortælle om mig selv.
Jeg er den jeg er.
Men alle er alligevel noget særligt,
så jeg prøver.
Du kan læse mine historier på frilaesning.dk.
Nu skal du også få lidt at vide om mig.

Jeg er 57 år.
Min kone og jeg har 6 børn.
Ja, børn er de ikke mere.

De er voksne mennesker.
Den ældste er 32.
Den yngste er 17.
Der er 5 drenge og kun en pige.
Kender i Søs – bøgerne?

Når jeg tænker tilbage, har der altid været børn i mit liv.
Det bliver der nok ved med at være.
Nu har jeg nemlig fået tre børne-børn.
De hedder Lærke, Alma og Vera.

Jeg er også lærer.
Det har jeg været i mange år.
Engang imellem har jeg fri fra arbejde.
Så skal jeg kun skrive historier.

Det er spændende.
Min kone er også lærer – og skoleinspektør.
Hun oplever tit sjove eller mærkelige ting.
Det kan jeg bruge i mine historier.

Jeg bor i Næstved.
Det har jeg næsten gjort altid.
Når jeg skriver historier, foregår de tit omkring Næstved.
Men det betyder ikke så meget, hvor historien foregår.
Det vigtige er børnene i historien.
Hvad de tænker og føler.

I 1981 fik vi vores 4. barn.
Vi bestemte, at jeg skulle være hjemme fra skole.
Jeg skulle passe børnene.

Så begyndte jeg at skrive bøger.
Der var så meget, jeg havde lyst til at fortælle.
Det er blevet til 110 bøger.
Der er bøger om Leif, Basse, Mads Madsen, Søs, Alex og Otto.
Den sidste serie er om Klara.
En pige, som minder om min nabos seje, søde datter.

Jeg elsker musik.
Det gør mine børn også.
Til vores sølv-bryllup fik vi en CD af dem.
De spillede selv alle numrene på CD´ en.
Det var den bedste gave.

Når jeg skriver, vil jeg gerne give læseren en oplevelse.
Jeg bliver glad, hvis nogen kan genkende det, jeg skriver om.

Det handler om at vise, hvordan man skal være mod hinanden.
Hvis man vil, er der altid en løsning på problemerne.
Mine historier handler om helt almindelige ting.
Små ting fra hverdagen.
Det er dem, man lever med altid.
Jeg vil ikke skrive om stjerne-krig eller andet fantastisk.
Det er bedre at skrive om en dreng, der har det skidt.
Han har smidt en pind efter en gammel dame.
Ikke for at skade hende.
Han kunne godt lide hende.
Han var bare sur.
Tre dage efter dør hun.
Ikke på grund af pinden,
Men fordi hun er gammel.
Drengen er ked af, at han ikke fik sagt undskyld.

Det er en historie, der siger mig noget.
Jeg har også skrevet den: Leif og fru Olsen.

Hvis I vil vide mere, kan I skrive til mig.

Venlig hilsen
Hans Christian Hansen

Hans Christian Hansen _

I grunden bryder jeg mig ikke om at fortælle om mig selv - jeg er jo bare den, jeg er.

Hans Christian Hansen:
Lidt om mig selv og lidt om at skrive                                                                          

I grunden bryder jeg mig ikke om at fortælle om mig selv –
jeg er jo bare den, jeg er.
Der er ikke så meget at sige, tænker jeg.
Men det er der jo – alle er på en eller anden måde noget særligt,
fordi alle har oplevet noget andre ikke har været igennem.
Har man – som jeg – oven i købet skrevet historier,
som bliver læst af mange over hele landet,
så kan jeg godt forstå nysgerrigheden efter at vide,
hvem forfatteren i grunden er.
Så her er lidt oplysninger:

Jeg er 57 år - efterhånden lidt af en oldsag - kan man sige.
Men jeg prøver at holde trit med tiden
bl.a. ved at følge med i mine børns liv.
Børn og børn…ja, den ældste er nu 32 og den yngste 17
– så også de bliver gamle.
Ind imellem har jeg 4 andre på 22, 24, 27 og 30 år.
Altså 6 børn i alt som alle har den samme mor og far,
som oven i købet stadig er gift.
Børn er de ikke mere. De er voksne mennesker.
I mit hoved er de børn, der i min erindring løber rundt i huset,
som de jo gjorde engang.
De kan stadig inspirere.
Det er vist lidt usædvanligt med så mange børn.
Og så er der 5 drenge! Og kun en pige. Kender I Søs - bøgerne?
Det er vist til at forstå, at 6 børn i huset må sætte sine spor,
også for det liv forældrene fører.
Når jeg tænker tilbage, har der været børn i mit liv altid.
Og det bliver der nok ved med at være – også fordi jeg nu har fået 2
børnebørn, som hedder Lærke og Alma.

 

Jeg er også lærer og har undervist i mange år.
Engang imellem har jeg haft fri fra arbejdet for at skrive historier.
Heldigvis har jeg nu fri en dag om ugen,
og den frihed bruger jeg til at skrive i.
Det er spændende, synes jeg,
og jeg slipper nok aldrig helt trangen til at skrive historier.

Jeg bor i Næstved, og det har jeg med få års undtagelse gjort hele mit liv.
Så når jeg skriver historier og skal forestille mig,
hvor historien foregår, så er det næsten altid i Næstved og omegn.
Men det kunne ligeså godt være andre steder,
for så vigtige er omgivelserne ikke. 
Det der er vigtigt i historier, er det,
der foregår inde i hovederne på de børn, de handler om.
Og det er det samme, hvad enten det foregår i Skagen eller i Gedser.
Jeg startede med at skrive historier i 1981,
da min kone og jeg fik vores 4. barn.
Vi besluttede, at jeg skulle blive hjemme fra skole og passe alle vores børn. 
Samtidig begyndte jeg at skrive,
fordi jeg havde lyst til det
og i de år ikke kunne lade være med at sætte ord sammen på papiret.
At skrive er både at lade sig inspirere af det, man ser,
men det er også at gå ind i sig selv og gå på opdagelse.
Man ved ikke altid, hvad der kommer ud af det.
 

 Der er udkommet omkring 110 større og især mindre bøger
(eller historier som jeg plejer at kalde dem)
og der er flere på vej. 
Der er Leif - bøger, der er Basse - bøger,
der er Mads Madsen - bøger, der er Søs - bøger,
der er Alex - bøger og Otto - bøger osv. osv.
Den sidste serie af bøger handler om en pige, der hedder Klara.
Klara fik jeg inspiration til at skrive om ved at se på naboens datter,
som er en sød, stærk og selvstændig pige.
Sådan er der inspiration at hente mange steder
– men den vigtigste kilde er nu det, jeg har i mig selv,
som kommer frem, når jeg skriver.
  
Jeg elsker musik og har prøvet at give musikglæden videre til mine børn
– og det er lykkedes.
De spiller alle sammen – flere instrumenter,
og da min kone og jeg havde sølvbryllup,
havde vores børn indspillet en CD, som de selv spillede numrene på.
Det var den bedste gave at få.
Min kone er også lærer – og skoleinspektør.
Det er ikke så få skægge og tankevækkende ting,
hun kommer hjem og fortæller,
og noget af det har jeg brugt til historier eller dele af historier.
Det er fint at kunne bruge hinanden.

 

Når jeg skriver, er jeg meget bevidst om,
at jeg ikke må spilde læserens tid.
Dvs., jeg skriver det nødvendige for historien,
og så håber jeg, at læseren føler sig presset til at fortsætte,
fordi historien er så god, at man hele tiden har tanken:
Jeg må videre for at se, hvad der sker.
Jeg håber også, at der i læseren på et tidspunkt opstår en fornemmelse af,
at de tager historien ind uden huden, kan man sige
– at de bliver ét med den – at de får en fornemmelse, som siger:
Jeg kan genkende det – det er som om, historien handler om mig selv,
selv om det er om helt andre børn.
Hvis jeg opnår det, er jeg glad.
Det hedder indlevelse eller identifikation
– man identificerer sig med personerne.
Jeg vil gerne skrive historier,
som viser veje for den måde mennesker omgås hinanden på – gode veje.
Jeg tror – at ligegyldigt hvilket uføre man er havnet i,
ligegyldigt hvor sort det kan se ud – findes der veje,
som er de rigtigste at gå.
Når mennesker mødes åbent og har vilje til at møde livet positivt,
og når de prøver at forstå hinanden
– så ligger ‘løsningerne’ lige for, så kommer de af sig selv.
Mine emner er som regel helt nære dagligdags ting og hændelser
– jeg tror, at det store og betydningsfulde for mennesker
netop skal findes i de ‘små’ ting fra hverdagen
– det er dem, man lever med altid.
 

 Jeg kunne aldrig drømme om at skrive en historie om stjernekrig
eller andet fantastisk fra cyberspace
– i hvert fald ikke som jeg har det nu.
Men at skrive om, at en dreng har det skidt,
fordi han har smidt en pind efter en gammel dame i hidsighed
– en dame som han i grunden godt kan lide
– og han så finder ud af, at hun 3 dage efter dør
(ikke pga. pinden men af alderdom),
så han ikke når at få sagt undskyld
– se, det er en historie, som siger mig noget
– og jeg har da også skrevet den: Leif og fru Olsen.

venlig hilsen
Hans Chr. Hansen