Helle Bøhme Rasmussen _

Da jeg var barn, fik jeg altid en historie, inden jeg skulle sove. Min mor fortalte tit om en lille og en stor mand, som var de bedste venner. Min far fortalte altid om Tybalt. Tybalt var en bjørn. Hver aften fik Tybalt en torn i poten. Og hver aften trak jeg den ud med min far.

Da jeg var lille og gik i skole, var jeg ret fræk. Når jeg skrev, stavede jeg ikke så godt. Min bror rettede mine fejl med en rød tusch i min dagbog.
Jeg kunne lide at spille fodbold. Jeg ville gerne have kjoler på. Men også kondisko, så jeg kunne løbe fra de andre børn.

Da jeg blev ældre, blev jeg sjovt nok glad for at læse og skrive. Og min dagbog lærte jeg at gemme langt væk fra min bror. Eller også blev jeg bedre til at stave? Jeg blev også helt okay til det der med at gå i skole.
Og jeg kunne godt lide det. Jeg blev ved med at spille fodbold.

En dag blev jeg lidt mere voksen. Jeg brugte ellers mange år på at tænke over, hvad jeg skulle være. Jeg tænkte på journalist, jordmoder og politi. Jeg var vidt omkring. Jeg endte med at blive lærer. Jeg læste også videre til læsevejleder. Jeg fik lyst til at lære børn at læse og skrive. Især dem, som ikke har helt nemt ved det.

Jeg har en mand, som bliver kaldt Morten Tophue. Morten kan godt lide æggesalat, fodbold og huer. Vi har sammen en dejlig søn, Valdemar. Han er tre år og vil arbejde med paraplyer, når han bliver stor. Det siger han i hvert fald. Når jeg fortæller historier, er det ofte om bjørnen, Tybalt. Valdemar trækker tornen ud af Tybalts pote aften efter aften.

Jeg har altid haft historier i mit hoved. En del er også skrevet ned. Nu er nogle af dem kommet ud. Andre er på vej. Jeg bliver aldrig for gammel til at drømme. Nu er én ud af mange drømme blevet virkelig.

Helle Bøhme Rasmussen _

Jeg har altid haft historier og mange tanker oppe i mit hoved.
En del er også skrevet ned. Nu er nogle af de små historier
kommet ud - andre er forhåbentlig på vej...

Da jeg var barn, blev der altid fortalt godnathistorie. Min mor fortalte tit om en lille og en stor mand, som trods deres forskelligheder, var bedste venner. Min far fortalte altid om bjørnen, Tybalt. Hver aften fik, Tybalt, en torn i poten, som jeg skulle trække ud. Min far og jeg reddede ham aften efter aften.

Da jeg gik i skole i de små klasser, ville mine lærere næppe have troet, at jeg en dag ville blive lærer. Jeg var nemlig ret fræk. Når jeg skrev, stavede jeg ikke så godt. Min storebror rettede mine stavefejl med rød tusch i min hemmelige dagbog. I min barndom spillede jeg meget fodbold. Jeg ville gerne have kjoler på, men også kondisko, så jeg kunne løbe fra de andre børn.

Da jeg blev ældre, blev jeg pludselig rigtig glad for det der med at læse og skrive. Min dagbog lærte jeg at gemme ordentligt væk. Eller også blev jeg bedre til at stave? Jeg blev også helt okay til det der med at gå i skole, og jeg kunne godt lide det. Jeg blev ved med at spille fodbold.

En dag blev jeg lidt mere voksen. Jeg brugte ellers mange år på at spekulere over, hvad jeg skulle uddanne mig til. Jeg overvejede bl.a. journalist, jordmoder og politiet. Jeg var vidt omkring. Jeg endte med at blive lærer. Jeg uddannede mig også videre til læsevejleder. Jeg begyndte at gå meget op i at lære børn at læse og skrive. Særligt dem, som ikke har helt nemt ved det.

Hjemme, har jeg en mand, som bliver kaldt, Morten Tophue. Morten kan godt lide æggesalat, fodbold og huer. Vi har sammen en dejlig søn, Valdemar. Han er tre år og vil arbejde med paraplyer, når han bliver stor. Det siger han i hvert fald. Når jeg fortæller godnathistorie er det ofte om bjørnen, Tybalt. Valdemar trækker tornen ud af, Tybalts, pote aften efter aften.