Alferingen _

”Måske får jeg ingen bank i dag?” tænkte Alexander, men inderst inde vidste han alligevel godt selv svaret. Bøllerne var på vej, og han ville få en ordentlig gang buksevand i dag. Det var nemlig ikke så godt, når bøllerne opdagede, at man havde sladret om dem, og det havde Alexander gjort.
Cecilia bemærkede Alexanders nedtrykthed, stillede sig ved hans venstre side og spurgte ”Hvorfor så trist?”
Alexander svarede ikke, han stod bare og hang med hovedet. Cecilia vidste egentlig godt, hvorfor hendes tvillingebror var ked af det, så hun trak ham om bag en busk. Bag den busk begyndte hele eventyret.
Alexander så den først og pegede i retning af den. Cecilia nikkede, og de bevægede sig langsomt i retning af ringen. For det måtte da være en ring. Da Cecilia rørte den, blev alting hvidt. Blændende hvidt, så hvidt at man måtte lukke øjnene.

Da tvillingerne vågnede, kiggede de fortumlede på hinanden, og det gik op for dem, at de var i et palads. Men der var noget, der var højst besynderligt. Nogle underlige små folk sad rundt om en tronstol, og på tronstolen sad en underlig lille mand med en stor krone på. Inden de nåede at tænke sig om eller blive bange, sagde den lille mand med kronen: ”Velkommen til alfernes land. I er kommet til Salvarra. Hvor er ringen?”. Med det samme vidste de, hvilken ring han talte om. Ringen med den store røde juvel, som Cecilia havde lukket hånden om. Lige så stille åbnede hun hånden. Kongen, som hed Rossan, trådte selv hen og tog ringen, og så gav han en tjener besked på at følge dem op til gæsteværelset. Det var kongens personlige tjener, Risus.

Der var silkelagner, smukke figurer af guld, egetræsmøbler og kostbare tæpper i alverdens farver. Alexander smed sig på sengen, imens Cecilia studerede alle de finurlige genstande og de mikroskopiske udskæringer i møblerne. Børnene følte sig straks hjemme og glemte, at de ikke var i deres egen verden. Alferne var venlige og imødekommende, og den ene dag tog den anden. Men hver morgen, når børnene vågnede, havde de en fornemmelse af, at der var noget, de havde glemt. De kom dog hurtigt på andre tanker, når de fulgte med i alfernes sjove hverdag, og de fik også gode venner. Cecilia blev venner med søstrene Amy og Naya, og Alexander blev ven med Sakarias. Det var nogle af de alfebørn, der boede i landsbyen.

Efter et par uger med luksus på slottet indtraf der en ulykkelig periode. Først brød en alvorlig hungersnød løs, som varede i mange uger. Hungersnøden skyldtes at dværgene, alfernes værste fjende, havde brændt alle frugttræerne og markerne af. Alle var sultne. Alferne sendte et skib afsted efter forsyninger fra syd. I mellemtiden levede de af bær og andre spiselige ting fra skoven. Endelig kom det skib fra syd, som alferne havde sendt afsted, og de var reddet fra hungersnøden. Men snart efter begyndte en frygtelig sygdom. Ingen genkendte sygdommen, før det var for sent. Tre drenge og en pige døde. Alle var kede af det på den tid, og alle tænkte over og snakkede om, hvorfor deres land, Salvarra, blev plaget af de ulykker.

En måned efter sygdommens hærgen kom bondekonens datter Emma stormende ind i landsbyen omkring midnatstid. Natten, der ellers havde været stille, var nu et stort kaos med skrig, råb og larm. Emmas råb havde lydt ”Prinsesse Ofelia og dronning Isabella er blevet taget til fange af dværgene. De red fordi min fars gård for få timer siden.” Cecilia løb ind i dronningens kammer. Desværre var det sandt, hvad Emma havde sagt.

De fleste skreg, andre sørgede og nogle tredje spredte rygterne. Der gik rygter om, at dværgene ligefrem havde slået dronningen ihjel. Flere råbte, at der kun var sket dårlige ting, siden menneskebørnene kom. Kong Rossan prøvede at få ro, men det var sådan noget, dronningen plejede at tage sig af, og Rossan var meget dårlig til det. Prins Frid kunne slet ikke holde op med at græde.

Kongens bedste spioner var blevet sendt ud og vendte tilbage med dårlige nyheder. Dronning Isabella var så svag, at hun ville dø, og prinsesse Ofelia var sat bag lås og slå. Nu kunne selv kongen ikke være tapper mere, og han brast i gråd. Nu skulle der hævnes. Nu var dværgene gået over stregen. De havde plaget dette fredelige land alt for længe. Bandon og Shania skulle ned med nakken og resten af dværgene med. Rossan vidste jo, at det ikke var menneskebørnene, der bragte ulykker til Salvarra. Han havde jo selv sørget for, at de kom til Salvarra med den magiske ring. Han havde brug for nogle menneskebørn, så de kunne standse ulykkerne. Det var jo det, som den ældgamle profeti fortalte. Rossan var bare glad for, at han nåede at få nogle menneskebørn til Salvarra, inden ulykkerne brød løs. Han måtte bare ikke afsløre profetien for sine undersåtter eller for menneskebørnene. Så ville alt være fortabt.

I mange uger gjorde de klar til kamp. Alle kamptrænede kom under våben, og Cecilia og Alexander følte sig utroligt meget i vejen. Amy og Nayas bror, Richard, var under våben, så han skulle drage med kongen i krig. Sakarias’ far og brødre skulle også med i krigen. Cecilia og Alexander prøvede at berolige deres venner, så godt de kunne.

Nu var det blevet tid, i dag skulle alfernes hær tage afsked med deres familier og drage afsted. Cecilia stod med en arm om hver af Amy og Naya, der var grædefærdige, og Alexander med Sakarias. Cecilias mormor var død sidste år, så hun forstod godt den sorg og tristhed, som vennerne følte.

Da hæren var uden for deres synsvidde, gik Cecilia med Amy og Naya hjem. De havde brug for al den støtte, de kunne få. Solen var ved at gå ned og Cecilia spurgte ” Må jeg sove hos jer i nat? ” Pigernes mor, Sandra, svarede: ”Selvfølgelig må du da det.”

Næste dag vågnede Cecilia, før solen stod op, og hun skulle lige tænke sig om en ekstra gang, før hun kom i tanke om, hvor hun var. Cecilia havde stadig den fornemmelse af, at hun havde glemt noget. Amy var også vågnet. Hun kunne ikke sove mere af bekymring for Richard. Cecilia trøstede hende, så godt hun kunne ved opmuntrende at sige: ”Richard er en god kriger, han skal nok klare sig og vende hjem i god behold”.

Bandon og hans hær af dværge havde allerede såret flere og havde netop dræbt en. Heldigvis var det ikke Richard. Det var gamle Finn, der egentlig kun var med i krigen, fordi han insisterede på at hjælpe sit land, selvom han var gammel. Denne dag legede pigerne meget stilfærdigt sammen. Senere på dagen kom der besked fra Bandon om løsepenge for Ofelia. Hele 100 guldstykker og 10 af landsbyens mest yndefulde enhjørninger. Det havde kongen ikke råd til at betale. Enhjørningerne var alfernes stolthed, og Rossan vidste jo, at menneskebørnene ville få brug for enhjørningerne, når de skulle løse trolddommen. Og hvor skulle han dog få guldstykkerne fra?

Ingen sagde et ord til sørgemiddagen næste dag, ikke en eneste vittighed eller en sjov fortælling blev fortalt. Gamle Finn havde nemlig også været byens bedste historiefortæller. Især Frid var stille, fordi Gamle Finn havde været hans eventyrlærer. At skrive eventyr og læse dem var noget af det bedste, prinsen vidste.
Da middagen var slut gik Alexander og Cecilia op til Frid, som sad på sin seng og græd. Han snøftede og sagde: ”Hvorfor ham, hvorfor ham?”. Så satte han sig og skrev en ulykkelig historie om en dreng, der mistede alle dem, han elskede. Næste dag skrev han stadig og dagen efter og dagen efter den, indtil der var gået 10 lange dage. Da lagde han det nyskrevne eventyr på den blomstertildækkede grav.
Nogle dage efter gik Alexander og Cecilia op til Rossan. Der var noget, der sagde dem, at de blev nødt til at se den magiske ring igen. Rossan sagde: ”Den ring har umådelig stor kraft, men jeg ved ikke alt om, hvad den kan.” Alexander sagde: ”Vi lover at passe på.” Da viste kongen dem ind i en stor sal, hvor ringen lå i en glasmontre.
”Altså jeg har beskyttet den godt, da jeg helst ville være på den sikre side,” sagde Rossan lidt flovt. ”Det var min tip-tip-tip-tipoldemors forlovelsesring.”
Senere fortalte kongen en løgnehistorie om, at ringen var forsvundet på en rejse til menneskenes verden. Han var selvfølgelig glad for at have fået den tilbage, men også urolig for om han kunne beskytte og bruge den fornuftigt. Rossan var ked af at holde profetien hemmelig for børnene, men det var hans eneste mulighed. Rossan lod børnene være alene med ringen.

Tvillingerne gik med hinanden i hånden hen imod ringen. Cecilia løftede forsigtigt glasmontren op, og Alexander tog den magiske alfering ud. I det samme øjeblik blev alting hvidt, og pludselig stod de bag en busk. Der gik et øjeblik, før de fandt ud af, at de var tilbage i deres normale verden, som de havde glemt alt om, mens de var hos alferne. Nu gik det op for dem, at bøllerne var på vej imod dem.
Cecilia hev Alexander med ind under busken, hvor de lå og ventede, indtil bøllerne var gået forbi. Da de ikke kunne se bøllerne mere, gik det i spurt hjemad. Deres forældre havde ikke engang opdaget, at de havde været væk.

Under hele aftensmaden tænkte Cecilia og Alexander på Salvarra. Salvarra, Salvarra, det skønne alfeland. Cecilia tænkte på Amy og Naya og Alexander på Sakarias. Tvillingerne havde besluttet, at de voksne ikke skulle vide noget om Salvarra. Det var deres lille hemmelighed.

Børnene besluttede sig for at tage tilbage til alfelandet samme dag. Om aftenen, da de skulle sove, lagde de sig i sengen, tog hinanden i hænderne, og Cecilia greb fat om ringen. Straks blev alting hvidt, og de vågnede op i salen, hvor de havde taget ringen tidligere på dagen. De lagde ringen tilbage i glasmontren og gik ud.
Udenfor var der stor tumult. Hæren var kommet tilbage, og venner og familiemedlemmer stod i hinandens arme. Alexander søgte efter Sakarias, hvis far og storebror havde været med i hæren. Amy kom løbende rundt om hjørnet, og Cecilia spurgte, om der var noget galt. Amy svarede: ”Har du ikke hørt, at hæren er kommet hjem? Jeg må finde Richard.”

Richard havde ikke fået andet end små sår hist og her, og i alt var der kun fem døde og seksten alvorligt sårede ud af de syvhundredeoghalvtreds alfer, der var blevet sendt afsted. Sakarias’ far og brødre var også kommet hjem i god behold, men det bedste af det hele var, at Ofelia var kommet tilbage. Dronning Isabella døde på vej tilbage til Salvarra og lå nu smukt begravet ved siden af gamle Finn, hvor prinsens eventyr stadig lå. Senere voksede der et smukt træ frem, som fortalte eventyr til enhver, som satte sig under det.

De efterfølgende uger blev der ledt i hele Salvarra og alle nabolandene efter en passende alf til Ofelia, så hun kunne blive gift og klar til at overtage styret af Salvarra, da hendes far var ved at være gammel. Ofelia var ung og smuk, så mange af prinserne og alfegreverne ville have hende. Til sidst fandt de en ung alf ved navn Jachim. Han kom fra et land langt mod øst og snakkede lidt underligt. Jachim var Isabellas storesøsters nevø. Derfor syntes Rossan, at det var et ekstra godt valg. Rejsen fra østen tog lang tid. I alt præcis 10 dage. Ofelia syntes også godt om Jachim, og Jachim var dybt forelsket. Brylluppet blev til en stor fest, hvor alle fra landsbyen og Jachims venner og familie var med. Som bryllupsringe fik Ofelia en guldring med en stor rød juvel og Jachim en guldring med en lille grøn smaragd. Ofelia havde fået selveste sin tip-tip-tip-tip-tipoldemors forlovelsesring. Festen varede i mange dage, og kærligheden fortsatte.

Rossan vidste, at han var nødt til at løse trolddommen og følge profetien, inden han overgav tronen til Ofelia. Nu var det tid til at fortælle menneskebørnene, at han havde brug for deres hjælp. Kongen bad Cecilia og Alexander om at gå med ham op i det værelse, der havde været dronningens. I værelset var der en stor flot seng og en lang reol langs den ene væg. Kong Rossan trak ud i en stor gammel bog, og børnene så måbende til, imens reolen rykkede sig til side, og en stald med ti yndefulde enhjørninger kom til syne.

Enhjørningerne var store og flotte med glinsende vinger og en ganske særlig evne til at gøre sig selv og deres rytter usynlige. Alexander og Cecilia havde aldrig set noget lignende. Kongen fortalte dem nu, at de skulle hjælpe ham med at fragte Den Gyldne Perle til Sølvsøen. Det kunne kun lade sig gøre, hvis menneskebørn og alfebørn arbejdede sammen og red på enhjørningerne ved fuldmåne. De skulle nå frem, inden solen stod op. Den Gyldne Perle var skarpt bevogtet af en stor og farlig drage med spidse tænder og rød skællet hud. Dragen holdt til i en mørk og skrækindjagende grotte, som ingen nogensinde havde turdet nærme sig.
Rossan sagde, at han havde lagt mærke til, at de var blevet gode venner med alfebørnene, Amy, Naya og Sakarias. Han bad Cecilia og Alexander om at hente dem i al hemmelighed. Ingen andre måtte vide noget om deres hemmelige færd. Da mørket faldt på, red de alle seks afsted. Alfer og mennesker i perfekt harmoni. Ligesom der stod i profetien.

De ankom, da fuldmånen stod højest på himlen. I månens skær fandt de vej til indgangen. Som de havde fået at vide af kongen, lå dragen ved indgangen. Den havde endnu ikke opdaget dem, for de havde reddet som usynlige, men det gjorde den kort efter, da de gav sig til kende for den. Dragen begyndte at tale med en mørk dyb stemme. Alexander, Cecilia og Rossan forstod ikke, hvad den sagde, men det gjorde alfebørnene. Dragen fortalte dem, at den ville have blod fra et menneskebarn, før den ville give dem Den Gyldne Perle. Alfebørnene så forfærdede ud, hvilket skræmte Alexander og Cecilia og fik Rossan til at spørge, hvad der var galt. Sakarias fortalte, hvad dragen havde sagt. Alfepigerne var stadig helt mundlamme af rædsel. Cecilia tog mod til sig og sagde: ”Vi kan godt bruge mit blod, men hvordan?”.
Amy og Naya red tættere på de andre og hviskede: ”Hvad med at bruge enhjørningernes horn til at stikke et hul i din finger?”.
De blev enige om, at Sakarias skulle spørge dragen, om det ville være okay, hvis den fik lidt blod fra Cecilias finger. Dragen svarede, at den kun ville udlevere Den Gyldne Perle, hvis den selv fik lov til at slikke det af fingeren. Nu blev Rossan meget nervøs for, om dragen kunne holde det, den lovede. Han vidste ikke, om man kunne stole på dragen. Men han havde ikke noget valg, og Cecilia stolede på den. Cecilia stak forsigtigt sin finger på enhjørningens horn, og lidt blod piblede straks frem. Dragen trådte et skridt nærmere, og det samme gjorde Cecilia. Hun var så tæt på, at hun kunne mærke dragens varme ånde. Hun tog et skridt nærmere, og nu kunne dragen nå hendes finger. Hendes hjerte bankede, og med ét kom hun i tanke om, at det slet ikke var her, hun hørte hjemme. Hun hørte hjemme i menneskenes verden. Alligevel lod hun dragen slikke blodet af fingeren. Dragen trak sig tilbage i grotten og kom frem igen med Den Gyldne Perle. Sakarias rakte hånden ud for at tage perlen, og med ét forsvandt dragen i en røgsky. Sakarias mærkede perlen i sin hånd og rakte den til Rossan. Nu måtte de afsted til Sølvsøen, og det skulle være i en fart. De sprang enhjørningerne an i galop og svævede snart afsted over jorden.

Amy var den første, der skimtede Sølvsøen i det fjerne. De måtte skynde sig, for himlen var blevet lysere. Da de nåede over søen, strakte Rossan sig ud over den ene vinge og lod perlen falde i vandet. Lige da den ramte vandet, kunne de se solen stå op i horisonten. Søens overflade var blank og stille, og endelig kunne Rossan ånde lettet op. I morgengryets første solstråler red de hjem til paladset. Ingen havde opdaget, at de havde været væk. Nu var profetien gået i opfyldelse, trolddommen hævet og Salvarra var reddet.

Cecilia havde siden mødet med dragen tænkt på, at hun hørte til i menneskenes verden, og at de måtte tilbage. Rossan takkede alle børnene - både menneskebørn og alfebørn - for deres mod og vilje til at hjælpe andre. Alexander og Cecilia tog med Amy, Naya og Sakarias hen til eventyrtræet ved graven. Her gav de hinanden et stort knus og tog afsked med hinanden. Alfebørnene lovede, at de ville huske på tiden med menneskebørnene hver gang, eventyrtræet fortalte eventyret om dragen og Sølvsøen.
Cecilia og Alexander sagde til Rossan, at det var tid for dem at tage afsked. De måtte tilbage til menneskenes verden. Rossan kaldte på sin datter Ofelia, som bar den magiske ring. Den ring tvillingerne var kommet til Salvarra med, og som de nu skulle tilbage med. De tog hinanden i hænderne og rørte ved ringen på Ofelias hånd. Alting blev hvidt, og igen var de hjemme. Hjemme i menneskenes verden.
”Farvel mine venner,” sagde Ofelia og tog derefter til Salvarra og vendte aldrig tilbage. Det var det sidste tvillingerne så til Ofelia og Salvarra, og siden da har intet menneske fundet Salvarra. Skoledagene fortsatte, og Alexander blev igen mobbet, men nu havde han fået mod til at forsvare sig selv. Mod til at leve…