I Dødens magt _
Vinder af Fantasymessens novellekonkurrence i kategorien 10-12 år
er Agnete Wilbrandt Kjær med I Dødens magt
Del 1
Døren blev slået op med et ordentligt rabalder.
En mørkhåret ung mand kom stormende ind gennem den.
Det første, man lagde mærke til ved ham, var hans kulsorte øjne.
Derefter hans smukke, men markante træk. Han var høj og muskuløs
og præcis sådan en fra eventyrene, der altid redder prinsessen fra trolden.
Men det var ikke som i et eventyr. Det var ikke nogen prinsesse,
der skulle reddes og ingen trold, der skulle bekæmpes.
Der var kun Malpeza og Mallumo i et mørkt pulterkammer.
Et lys på bordet var næsten brændt ned, men der var stadig
lige lys nok til, at man kunne skimte Malpezas ansigt.
Hun lå på et lag af hø og halm. Hendes lyse hår lå spredt
i en vifte omkring hendes hoved og det, der ellers ville have været
et smukt, velskabt ansigt, lå helt blegt og livløst på hovedpuden af halm og hø.
Mallumo bøjede sit hoved ned over hende.
En tåre gled langsomt ned af hans kind og landede på Malpezas hjerte.
Hun åbnede langsomt øjnene og så svagt, at Mallumo næsten ikke
kunne høre hende. "Jeg elsker dig," sagde hun. "Jeg elsker også dig,"
sagde Mallumo og lagde hånden på hendes hjerte.
I et kort sekund lyste alt hvidt. Pulterkammeret skinnede som om
en engel lige havde været der. Hele Malpezas krop lyste op.
Og så var hun død. Mallumo sank sammen ved siden af hende.
Hvordan kunne det være, at man kunne gå og snakke og grine,
når hun var død? Hvordan kunne det være, at det altid var ham?
Alle, han havde været tæt knyttet til, var døde.
Hans mor døde få timer efter hun havde født ham.
Ingen vidste, hvem hans far var. Hans bror døde, da han var på bjørnejagt.
Det eneste, der blev fundet af ham, var hans sko, tværet ind i blod.
Og hans bedste og eneste ven var, for bare nogle få år siden,
da de var 18 og 19 år, død.
Han og Mallumo havde været ude på opdagelse ved det,
der blev kaldt Dødens gab, da han var snublet og var faldet ned i sprækken
mellem de to stejle klippesidder. Mallumo kunne huske det,
som var det i går. Rædslen i Grenejos ansigt da han snublede.
Hans hånd, der strakte sig op efter ham. Mallumo havde følt det.
Han havde mærket en kulde inden i sig.
En ondskab som han aldrig havde troet var virkelig.
Det havde været som om, det var en anden,
der havde taget bolig i ham... Døden.
Mallumo følte sig helt tom inden i. Han var anderledes.
Da han og Malpeza havde forlovet sig, havde mange advaret Malpeza.
"Han er forhekset." "Han er i ledtog med døden."
Han var vant til det nu. Når andre så ham på gaden, trak de sig
med det samme tættere på deres venner eller gik en lang bue uden om ham.
Andre kaldte ham Morto. Det betød døden på esperanto.
Alle de forfærdelige minder Mallumo havde oplevet skyllede
nu ind over ham som en syndflod.
Til sidst lå han bare helt stille hånd i hånd med Malpeza.
Hun var stadig varm. Han følte sig helt tom inden i.
Der, hvor Malpeza før havde været, var nu kun et stort,
tomt hul med onde minder om fortiden.
"Can you feel the love tonight," det var efter hans mening
en fantastisk tekst. Den kom fra en sang om venskab og kærlighed.
Han havde altid følt den en smule sørgelig, men også opløftende.
Nu følte han ingenting. Der var ingen kærlighed i nat.
Der var ikke andet end et stort hul. Der var ingen måde, han kunne føle glæde.
Der var ingen måde, han kunne få hende tilbage... eller var der?
Han satte sig brat op, stadig holdende Malpezas hånd.
"Happiness can be found even in the darkest of times,
when one only remembers to turn on the light."
Han hviskede det så svagt, at han ikke engang selv kunne høre det,
men det hjalp. En svag lysstråle skinnede ind af det åbentstående vindue...
Det var ham, der skulle tænde lyset. Der var håb...
Det var mørkt udenfor. Ikke lys I et eneste vindue,
men det var Mallumo kun taknemmelig for.
Han følte sig hjemme i mørket.
Det var lettere at skærpe sine tanker, når lyset ikke forstyrrede.
Selv hans sanser blev bedre, når mørket viste sig.
Det var som om, mørket reagerede på ham, som det ikke gjorde det på andre.
Han kunne lide det. På det punkt havde han altid været uenig med Malpeza.
Hun holdt sig næsten altid udenfor i lyset og solen,
selv når det var midt om vinteren.
Han havde i modsætning til hende altid været tiltrukket af mørket.
Imens han gik i sine egne tanker på den hårde, grusdækkede vej,
gik solen ned. Kun natuglerne var vågne nu, tænkte han.
Er jeg en natugle? Nej, det kunne han ikke værre,
selvom han godt kunne tænke sig det... At være fri som en natugle.
Det havde altid ligget et sted dybt inde ham.
Som en boble havde det ligget og dybt derinde og ventet på, at tiden var inde.
Men til hvad? Hvad var det, han havde ventet på i alle de år?
Var det virkelig frihed? Og hvis det var, hvad var frihed så?
Var det at gå, som han nu gik, uden nogen til at stoppe sig?
Nej, det var det ikke. Det var ikke frihed at føle et sådan savn.
Det var ikke frihed at være drevet af en sådan længsel, så man ikke kunne vende
tilbage. Kunne han vende tilbage nu? Havde han ikke taget sin beslutning?
Jo, det havde han. Den lille boble havde endnu ikke fundet sig tilrette...
men der var også endnu tid.
I morgen skulle Malpeza begraves, men han havde ikke lyst til at være med.
Det ville bare gøre hendes død mere virkelig.
De andre ville heller ikke have ham med til det.
Og hvorfor skulle han så, tænkte han, med en snært af hovmod i tankerne.
Han vidste jo ikke engang, hvad hendes brødre hed.
Mørket blev til en tæt tåge, der lagde sig over ham som et tæt slør af kulde.
Han havde ikke noget imod kulden. Det var som om den ikke rigtigt
trængte ind til ham, men den kunne alligevel holde længslen efter Malpeza væk.
Uden rigtig at vide det var han gået mod Dødens gab.
Hvorfor vidste han ikke. Det bragte jo ikke
nogen gode minder frem, og der var stadig langt endnu.
Dødens gab lå næsten 40 km væk fra landsbyen, han kom fra,
og han havde endnu ikke tilbagelagt mere end omkring 20 km.
Et sted lidt længere fremme kunne han se Det Gamle Troldetræ.
Det stod der med sine lange krøllede arme, som om det ville
række ud mod noget, det ikke kunne nå.
Han tog et par skridt mere.
Månen kom tittende frem bag en sky.
Det var fuldmåne i aften, tænkte Mallumo.
Han lukkede lige så stille øjnene og begyndte at nynne stille for sig selv.
Alting havde ændret sig, siden hun døde.
Der var ikke mere noget, der kunne holde ham tilbage.
Der var sket en stor forandring i hans liv.
Han vidste ikke, hvordan det var sket eller hvorfor,
men lige pludselig lå han på ryggen i det tørre græs.
Han kikkede op i et par store, gule øjne over ham.
Pupillerne var smalle og gennemborende som hos en kat.
Irissen var gul og fyldte næsten hele øjet ud.
Fråden stod om munden på den og dryppede ned af halsen på Mallumo.
Mallumo tvivlede ikke mere på, at dette var en varulv.
Og måske tilmed en af de største, han nogen sinde havde hørt om.
Han havde aldrig troet, at de rent faktisk fandtes.
Det var mennesker, der blev til ulve, når det var fuldmåne.
De kunne hverken tænke eller styre sig selv, når de var transformerede.
De kunne dræbe deres bedste ven, uden at kunne stoppe sig selv,
og så når de blev menneske igen, kunne de se den skade, de havde forvoldt.
Det var en forbandelse at være en varulv.
Blev man bidt af én, ville man enten dø eller selv blive til én.
Mallumo havde engang hørt om en varulv, der også bed, når han var menneske.
Han kunne ikke lave andre mennesker til varulve på den måde,
men han kunne give dem markante ulvetræk, så som
ulvelignende ansigtstræk eller det, at de godt kunne lide råt kød.
En stærk smerte skar igennem hele hans krop.
Varulven havde boret sine lange klør ind i hans arm og stod nu
med sine skarpe tænder kun få centimeter fra hans hoved.
Mallumo reagerede instinktivt og svingede sin raske arm af al kraft
mod varulvens venstre side.
Den væltede af ham og lå i nogle få sekunder og samlede kræfter
på jorden ved siden af ham. Mallumo spildte ikke tiden.
Da varulven sprang frem for at angribe igen, havde Mallumo
allerede hevet den eneste ejendel han havde med frem fra bæltet.
Med den 20 centimeter lange kniv i hånden havde han nu
noget at forsvare sig med.
Da varulven sprang frem for at udføre sit næste angreb, var Mallumo parat.
Med et langt spring til højre undgik Mallumo lige akkurat
at blive væltet for anden gang.
I stedet borede han kniven ind i varulvens venstre ben.
I kastet snublede han over en sten bag ham og væltede ned med hovedet først.
Samtidig segnede varulven om. Den gav et par vilde hyl,
og med fråde om munden væltede den ned over Mallumo.
Den tunge vægt slog Mallumo helt ud.
Det sidste han huskede, var følelsen af at blive kvalt.
Med varulvens tunge krop over sig gik han ud som et lys.
Hans øjenvipper klistrede sig til hinanden, selvom han ikke
havde ligget der i mere end lidt over tre timer.
Græsset under hans ryg var blevet fugtigt af at have ligget
uden for sollyset i så lang tid.
Med et skær af frygt i sine tanker huskede Mallumo med et,
hvorfor han lå på jorden. Hans hånd greb automatisk efter det sted,
hvor kniven plejede at være, men den var der ikke.
Han kunne høre en svag nynnen ikke langt fra sig.
I sine tanker gik han hurtigt igennem nattens begivenheder.
Han var gået fra byen i sine egne tanker. Så var han blevet overfaldet
af en varulv, og de havde slået hinanden ud samtidig.
Han åbnede øjnene og så op på en lyseblå, skyfri himmel.
Langsomt vendte han hovedet, så han
kunne se, hvor sangen kom fra.
For the werewolf, for the werewolf
have sympathy
'cause the werewolf is someone
just like you and me
Once I saw him in the moonlight
when the bats were flying
all alone I saw the werewolf
and the werewolf was crying…
Det var en ung mand, der sang. Hans tøj var laset, og hans øjne
udstrålede den samme sørgmodighed som sangen.
En tynd hinde af hud skjulte ikke et dybt sår på hans venstre ben.
Hans ene kind var revet til blods, men han lod ikke til at mærke det.
Han sad under Det Gamle Troldetræ.
Da han så, at Mallumo var vågnet, holdt han op med at synge.
Han rejste sig, denne gang med en skjult stønnen af smerte.
Mallumos muskler var endnu ikke vågnet, så hans forsøg på at rejse sig
blev ikke til noget. Den fremmede mand var nu tæt på.
Med en fremstrakt hånd kikkede han ned på Mallumo.
Mallumo greb først fat i hånden efter et par sekunder.
Ingen af dem sagde noget. De ventede begge på, at den anden
ville introducere sig selv eller på en eller anden måde starte en samtale.
Da stilheden begyndte at blive akavet sagde Mallumo
for bare at sige et eller andet: "Jeg hedder Mallumo."
Der gik næsten et minut, før den anden svarede "Lupo."
"Undskyld... hvad" sagde Mallumo. Han forstod ikke, hvad han sagde.
Enten var det et andet sprog eller også var det bare en hilsemåde
ligesom hej og goddag. "Lupo" gentog manden. "Mit navn er Lupo,"
og med blikket slået ned og hænderne bag ryggen sagde han:
"Varulven fra i går."
Mallumo kikkede for første gang rigtigt på ham.
Det hele gav mening. Ingen andre ville være så langt væk
fra byen så tidligt på morgenen, og såret på hans ben måtte være det,
han havde givet ham i går.
En dårlig samvittighed slog ind over Mallumo som en hvirvelstorm.
Det var ikke Lupos skyld, at han var varulv.
Han havde ikke valgt at blive til et monster hver måned.
Før han kunne nå at stoppe sig selv, sagde han "Undskyld."
Det var anden gang inden for få minutter, han havde sagt det.
Det passede ham ikke godt. Og så kom det hele. Han fortalte om alt,
hvad han havde oplevet igennem de sidste mange år.
Om hvordan han var blevet bagtalt.
Om hvordan han havde mistet både Malpeza og Grenejo
og sidst efter en lille pause sagde han det, der havde naget ham i flere år...
"Mørket lever i mig."
Der var stille i lang tid. Ingen af dem havde lyst til at bryde tavsheden.
Til sidst sagde Lupo: "Ved du, hvad folk sagde om mig?"
Lupo forventede tydeligvis ikke noget svar.
"Jeg var barn, da jeg blev bidt. Mine forældre ville ikke have mig mere,
da de fandt ud af det, og ingen andre i byen ville heller.
Jeg boede i en by af næsten rene afrikanere. Jeg blev kaldt Wiilka Ibliiska.
Det betyder Søn af djævlen på somalisk. Den eneste, der havde medlidenhed
med mig, var en gammel, skør mand. Jeg boede hos ham i over 10 år.
Jeg var den eneste, der fandt ud af, hvad han var, før han døde.
En troldmand. Jeg lærte alt hos ham. Jeg var selv en af de få heldige,
der kunne kalde sig selv for magiker. Han lærte mig at kontrollere mig selv.
Når jeg var ulv, hjalp han mig med ikke at skade nogen.
Jeg gik ikke i skole som andre børn. Jeg blev hjemmeundervist i,
hvordan men bryggede eliksirer og fremsagde formularer.
Det var blevet mig forbudt at vise til andre, hvad jeg kan.
Kun dem, jeg virkelig kunne stole på, måtte jeg sige det til.
Derfor er du den første, der har fået det at vide."
Mallumo sagde ikke noget. Dette var mere, end noget, han havde regnet med.
Dette var en ven. En han kunne betro sig til, og en, der ville betro sig til ham.
Lupo havde været igennem noget af det samme som ham,
fordi han ligesom Mallumo var en ener. En der var udenfor og alene.
Hvor det kom fra vidste Mallumo ikke, da han sagde det.
Det var bare som om, det var det helt rigtige at sige lige der.
Med et hjerte, der bankede af spænding, sagde han til Lupo:
"Jeg elskede Malpeza. Jeg ville gøre alt for hende, og det vil jeg stadigvæk.
Da jeg for under et døgn siden tog af sted, var jeg på vej til Dødens Gab.
Jeg har altid haft en fornemmelse af, at det var der, der skulle ske noget.
Da jeg mistede Grenejo, var det der. Jeg tror på, at dødsriget ligger i Dødens Gab.
Jeg ville tage dertil for at få Malpeza tilbage. Jeg har ikke ændret mit mål.
Vil du tage med mig, eller ender vores veje her?"
Hans svar kom næsten før Mallumo var færdig med sætningen.
"Jeg ved, hvad det vil sige at miste en. Jeg ved, hvad det vil sige
at føle et tab så stort, at ingen vil kunne erstatte det.
Jeg har selv følt det samme tab og jeg vil med løftet hoved sige,
at jeg tager med dig. Døden er svær at kæmpe imod som et menneske alene,
men som to sammen tror jeg på, at det kan lade sig gøre."
Mallumos hjerte slog kolbøtter af glæde. Det var rart at vide,
at selvom der lå en lang og farefuld færd foran dem,
og selv om de skulle skilles og måske aldrig se hinanden igen,
ville de begge have tid med en ven. Og den tid ville Mallumo ikke spilde.
Klippesiden var glat af flere timers regn.
Der var en grund til, at det blev kaldt Dødens Gab.
Flere hundrede meter lodret klippevæg lå slimet og glat i revnen.
Regnbuen skinnede kun på de øverste få meter, der var blevet tørre
af solens nylige opdukken. Der var ingen tvivl om, at hvis man faldt ned
i mørket, kunne man ikke komme tilbage. Så ventede der én en sikker død.
To våde skikkelser kom traskende op af bjerget.
Deres tøj var gennemblødt af regnen, der lige var holdt op.
Ingen af dem snakkede eller gjorde ligegyldige bevægelser.
Alle deres kræfter skulle bruges på at nå til toppen.
Lupo, der ikke var vant til at gå så meget, gik et par meter bag Mallumo.
Det var ikke godt at vide, hvem der så værst ud.
Begges klæder var revet itu, og Lupo så både træt og syg ud.
Han bar stadig præg af at have været transformeret til varulv.
Dolken, som Mallumo havde fået tilbage, hang nu i hans bælte
sammen med en vanddunk og en pose med mad.
Posen var tydeligt skrumpet ind i løbet af de sidste to dage.
Det eneste, der var tilbage var et enkelt stykke brød og en halv banan.
Vanddunken var til gengæld fyldt til randen med koldt, frisk regnvand.
Da Mallumo så Dødens Gab, løb der en kold rislen ned af ryggen på ham.
Han havde ikke været her siden for to år siden, da Grenejo døde.
Det var stadig uhyggeligt at tænke tilbage til den dag.
Specielt en ting var ubehagelig at tænke tilbage på. Igen så han det.
Grenejos hånd, der rakte op imod ham.
Hans skrig, der lavede ekko imellem klippevæggene.
Og tanken om, at det var godt, at det skete.
Det var ikke hans egen tanke, selvom den blev tænkt inden i hans hoved.
Det var en ond tanke. En tanke, der ikke tilhørte ham.
En tanke, der tilhørte Døden.
Lupos hiven efter vejret rev Mallumo ud af sine tanker.
Ikke mere end fem meter foran ham gik klippen så lodret ned,
at bare tanken om at klatre på den, ville gøre enhver helt svimmel.
Det var umuligt at klatre bare få skridt uden at falde ned eller rive noget klippe af.
Mallumos hjerte begyndte at hamre stærkt. Det var her indgangen var.
Han vidste ikke, hvor han vidste det fra, det gjorde han bare.
Det var som om en indre stemme sagde til ham, at det var her.
Lupo trak vejret i korte stød. Han var nået til målet.
Da hans fødder begyndte at gå, var det som om de selv fandt vejen.
Han kunne høre Lupo råbe noget efter ham. Hvad det var, kunne han ikke høre.
Det var som om hans hjerne og reflekser var slået fra.
Igen råbte Lupo noget, denne gang endnu svagere end sidst.
Eller også var det bare ham, der var ved at miste sine sanser.
Det eneste han mærkede, var en stærk trang til at gå hen mod den yderste kant.
Et smalt plateau ikke mere end ti meter nede af klippekanten
henlå i næsten fuldstændig mørke.
Hvis Mallumo ikke havde vidst, at det var der, ville han ikke have kunnet se det.
Hvordan han vidste, at det var der, vidste han heller ikke.
Det var den indre stemme, der fortalte det til ham.
Det var mærkeligt bekendt, men hvor han kendte det fra, vidste han ikke.
Det var for risikabelt at hoppe ned til afsatsen.
Selv hvis han virkelig landede på den, kunne det give et sådan stød,
at den rev sig løs. Lupo kom gående hen imod ham. "Mallumo."
Den indre stemme sagde, at han skulle hoppe, men hans forstand
sagde ham, at han skulle lytte til, hvad Lupo sagde.
I få sekunder stod en kamp på inden i hans sind.
Begge parter så ud til at kæmpe med alt, hvad de havde.
Til sidst vandt fornuften. Mallumos sanser kom igen.
Han kunne selv styre sine tanker og bevægelser igen.
Bag ved ham kom Lupo til syne. "Der!" råbte han.
Mallumo kikkede i den retning, hans finger pegede.
Det eneste, han kunne se, var to nyudsprungne hyldetræer,
der var vokset sammen. Med sine blomster, hvide som sne-bær,
stod de og lyste i solen.
Mallumo kikkede efter igen, før han så tilbage til Lupo.
Lupos øjne var helt tårevædede af begejstring.
Mallumo følte sig dum, for han kunne ikke forstå, hvad det var, han skulle se.
Lupo snuppede lynhurtigt Mallumos kniv ud af lommen,
og i fem lange spring var han henne ved de to sammengroede træer.
Med tre hurtige snit skar han en 15 cm lang splint af den gren,
der bandt de to træer sammen. Uden besvær snittede han barken af næsten
hele pinden. Den spidseste ende skar han så en lang revne i.
Han arbejdede, som Mallumo aldrig havde set nogen arbejde før.
Ikke engang smeden i byen, når han havde fået en rigtig god bestilling,
arbejdede så hurtigt.
Efter ikke mere end ti minutter var pinden blevet til en smuk dekoreret tryllestav.
To slanger bugtede sig hver vej rundt om staven, og håndtaget
var helt barkløst bortset fra en enkelt, rund cirkel.
Det var let at se, at Lupo havde gjort det før.
Som om Lupo kunne læse hans tanker, sagde han:
"Jeg har aldrig lavet en rigtig stav før, men jeg har øvet mig
i enlige hyldetræer før. Magien virker kun, hvis der er to kerner,
der er smeltet sammen. Det sted, hvor de to træer mødes,
bliver der dannet en dobbeltkerne. Et normalt træ har kun en kerne,
men når to træer vokser sammen laves der en forbindelse mellem dem.
Det er ligesom, når to mennesker bliver forelskede.
De begynder også at danne en kerne mere. Kernen er ledet i ens liv.
Mennesker bliver født med to kerner. En for det fysiske og en for det psykiske.
Sindet og kroppen. Når man så begynder at føle nye følelser for en anden,
kærlighed eller venskab, kan kroppen danne en sidste kerne.
Det er også en form for kærlighed, der ligger i dobbeltkernen.
Det er to forskellige personligheder, der smelter sammen, der kan danne kernen.
To tvillingetræer ville også kunne skabe en dobbeltkerne,
men det vil ikke være den samme slags som andres."
Mallumo kikkede overrasket på ham.
At vide så meget om en så mærkelig ting var ikke helt normalt.
"Jeg lærte det af min gamle læremester. Ham, der tog mig til sig,
efter jeg blev bidt." Det sidste sagde han med en bitter klang.
"Hvad kan den?" spurgte Mallumo. Der gik lidt tid, inden Lupo svarede.
"Det er ikke den, der kan. Det er den, der ejer den, der kan."
"Hvem ejer den?" Igen svarede han efter et stykke tid.
"Det gør jeg. Med mindre jeg giver den, sælger den eller taber den
til en anden troldmand vil den være min. Alle mennesker er ikke født
til at kunne blive troldmænd eller troldkvinder.
Kun meget få har evnen og bliver opdaget. Jeg var en af dem.
Det tog mig fire måneder at finde ud af det.
Det er ikke bare at sige abracadabra og så skyde en blå flamme
ud af spidsen på din stav. Efter et år i lære havde jeg ikke lært andet
end de aller simpleste formularer.
Jeg kunne lave en skjoldbesværgelse og de letteste angrebsbesværgelser,
men det meste af tiden brugte vi på afspændthed og koncentration.
Jeg ejer denne stav, og den vil kun adlyde mig, indtil jeg giver,
sælger eller taber den til en anden."
Igen blev Mallumo overrasket over, hvor meget Lupo vidste.
Han kikkede ned på afsatsen godt ti meter under ham.
Kun ti meter, men alligevel så uopnåeligt. En ide poppede ind i hans
hoved næsten ligeså hurtigt, som den blev slået i stykker.
Del 2
Alligevel var det et forsøg værd at spørge.
"Kan du se afsatsen under os?"
Lupo kikkede en ekstra gang, så nikkede han langsomt.
"Kan du få os derned?" Lupos ansigt røbede det med det samme.
Som Mallumo havde frygtet, var svaret nej.
"Kan du ikke fremtrylle en stige eller lave en svævebesværgelse?"
Lupo rystede på hoved. I flere minutter var der
stille imellem dem. Stilheden var som is imellem dem.
Nu havde de gået denne lange vej til ingen verdens nytte.
"Jeg ved det." Mallumo fik sådan et chok, at han var lige ved
at vælte ud over kanten. Lupo havde spidset sine læber og lod staven
pege mod sin egen hage. Hans stemme var helt forandret,
da han sagde noget igen. Hans stemme var blevet til en fugls.
En rovfugls, så vidt Mallumo kunne høre.
Han stod og stirrede med åben mund, da en skygge fløj ind over ham.
Over ham hang det mærkeligste dyr, han nogensinde havde set før.
Det var en blanding af en rovfugl og en... en drage.
Hver af dens vinger var mere end tre meter lange og i stedet for fjer
havde den blå skæl, der glimtede som diamanter i solen.
Med en susen fra dens vinger landede den ikke mere end fem meter fra dem.
Mallumo gik hastigt flere skridt baglæns. Lupo derimod gik
hen imod den med faste, målrettede skridt.
Mallumo kunne ikke få en lyd ud af sin mund.
Dragefuglens næb var mere end tredive cm langt, og da Lupo strakte
sin hånd op imod den, var Mallumo sikker på, at den ikke ville bryde sig om det.
Men han tog fejl. En sagte spinden steg op fra dens dødbringende næb.
Lupo kikkede triumferende over på ham. "Kuraga," sagde han stolt til Mallumo,
imens han klappede hende på næbbet. "Vores transportdyr."
Mallumo stirrede stadig stumt på det mærkelige dyr,
da det gik op for ham, hvad det var Lupo havde sagt.
Han så væk fra næbbet og klørene, og mødte Lupos blik. Det var genialt.
Et flyvende transportmiddel. Dragefuglen vendte sig om og baskede sig
hen til den lodrette klippekant. De vidste begge, hvad Kuraga mente,
da hun vendte sig om og bøjede bagbenene. De skulle flyve på den.
Mallumo var glad for, at det kun var ti meter, de skulle flyve.
Lupo havde allerede sat sig overskrævs på Kuraga,
da Mallumo var færdig med at forestille sig, hvad der ville ske, hvis den fejlede.
Hun slog ud med vingerne og lettede fra jorden.
Lupo havde tydeligvis prøvet det før, for han lod ikke til at føle det
hverken underligt eller uhyggeligt.
Da han landede sikkert på afsatsen, hviskede han noget til Kuraga.
Hun lettede igen fra jorden og satte kursen opad. Mallumo gik i trance af skræk.
Med lukkede øjne og tankerne i alle andre retninger steg han op på dragefuglen.
Med et sug af skræk i maven kunne Mallumo mærke,
hvordan de lettede fra jorden. Og så var de landet på jorden igen.
Med bankende hjerte steg Mallumo af.
Han vidste bestemt godt, hvad for et transportmiddel han foretrak,
og det var ikke dragefugle.
Lupo lod igen staven pege mod sin hals, og hans stemme blev normal igen.
Ude af stand til at sige noget vendte Mallumo sig om mod væggen.
En smal sprække næsten allernederst nede viste, at der var et hul i klippevæggen.
Mallumo vidste med det samme, hvad han skulle gøre.
Med stadig rystende hænder efter flyveturen satte han hånden mod revnen.
Hans hånd lyste et øjeblik skinnende rødt, så begyndte afsatsen at skælve
i et kort sekund, og derefter begyndte revnen at udvide sig.
Den voksede og voksede, indtil den var lige akkurat høj nok til,
at de kunne komme ind af den.
Mallumo kikkede sig over skulderen og så Lupo stå tvivlrådigt bag ham.
"Er... er du sikker på, at det er en god ide?" Mallumo lyttede ikke.
Med målrettede skridt gik han igennem sprækken og ind i Dødens rige.
Et jag af kulde mødte ham med det samme, han trådte ind.
Alting var sort eller en mørk nuance af rød.
Klipper dækkede både gulv, vægge og loft.
Noget, der lignede sorte istapper, hang fra loftet i et mønster,
der formede et ondt øje.
Mørket hang som en dis i alle hjørner af hulen.
Hvis man da kunne kalde det en hule.
Det var nærmere en tronsal af glitrende mørke.
Mørket generede ham ikke det mindste. Han var hjemme her,
ligesom han var om natten. Bag ham trådte en skikkelse frem.
Mallumo vendte sig lynhurtigt om, men det var bare Lupo.
Et gys af kulde gik igennem Lupo, ligesom det havde gjort det med Mallumo.
Bortset fra, at Lupo hverken følte sig hjemme eller mere sikker her,
følte de det samme. Dette var ikke til at tage fejl af.
Der var ingen tvivl om, at dette var Dødens rige.
Lupos grønne øjne skinnede i mørket som noget af det eneste lys i tronsalen.
Ikke en lyd hørtes i den hundrede meter lange sal.
Mallumo tog langsomt et skridt fremad. Ligesom altid skærpede det
hans sanser at være i mørke. Med nysgerrige øjne kikkede han
frem igennem mørket og tog nogle flere skridt.
Mallumo, der havde glemt, at Lupo ikke også så godt i mørke,
blev forbavset over at se, at han ikke var fulgt med.
Han kunne høre Lupo hviske noget ud i mørket,
og sekundet efter kom der små lysgnister ud af hans stav.
Uden at bekymre sig om, hvad der ventede ham ude i mørket,
gik han målrettet mod enden af salen, selvom han endnu ikke kunne se den.
Han kunne ikke tilbageholde et højt skrig.
Tonen rullede, fordi hans stemme stadig var i overgang.
Foran ham var en sort skygge tonet frem af intet.
Dens kappe, sort som kul blafrede omkring den,
selvom der ikke var nogen vind. Lupos lys, der nu var lige bag ham,
gik ud med et højt knald. Et højt udbrud kom nu også fra ham.
Stemmen foran dem begyndte at tale.
"Mallumo, søn af Urso og Bella. Lupo, søn af Tigron og Cigno.
Jeg ved, hvorfor I er her. Jeg har set jeres styrke,
jeg har set jeres svaghed og frygt.
Jeg har set jeres følelser og savn. I kan intet skjule for mig.
Hvorfor er I her? Dette er de dødes rige, ikke de levendes."
Mallumo fik genvundet stemmen før Lupo. Det var Døden.
Der var ingen tvivl. Skulle han lyve for Døden, eller skulle
han sige sandheden? Løj Døden for ham, eller sagde han sandheden?
Der var ikke mere end få sekunder til at bestemme sig i.
"Vi er her i et ærinde. Du tog en pige, uden du havde ret til det.
Hun var ikke parat til at dø."
Med en latter, der gav Mallumo gåsehud sagde Døden:
"Ret til det. Jeg er ligeglad med rettigheder. Jeg tager, hvem jeg vil,
når det er tid for dem at dø. Malpeza var en fjende.
En fjende, der måtte ryddes af vejen."
"Hvad mener du?" sagde Mallumo med en skælvende stemme.
Igen lo Døden sin onde latter. "Ved Du, hvad Malpeza betyder på esperanto?"
Mallumo svarede ikke.
Han ville ikke virke dum foran Døden, hans stemme havde sat sig
fast et sted langt nede i maven.
"Det betyder lyset," lo Døden "og jeg er næsten det modsatte af lyset.
Men ikke helt. Hvordan skulle jeg få hende ryddet af vejen?
Svaret kom til mig næsten med det samme.
Mørket har altid været stærkere end lyset."
"Nej,næsten!" råbte Mallumo, han vidste ikke, hvor hans mod kom fra,
men det var vel også ligegyldigt.
"Lyset er ikke svagere end mørket. Lyset er mere end mørket.
Lyset får en til at se det gode og smukke. Mørke får kun en til at se ondskab."
"Virkelig," sagde Døden. "Jeg havde ellers den opfattelse,
at du bedst kan lide mørket."
Mallumo kikkede overrasket og en smule bange på ham.
"Du skal ikke kikke sådan på mig," hvæsede Døden.
"Jeg ved det. Og du ved det også. Vi ved det begge.
Jeg har været en del af dig. Jeg kan besætte dig. Og jeg har gjort det før.
Det er ikke noget at frygte."
Mallumo kunne høre Lupo gispe bag ham. "Jeg ved, hvorfor I er her,
men jeg giver hende ikke væk uden betaling.
Mallumo, lyt til, hvad jeg nu siger. Hvis du virkelig elskede hende,
og hvis du stadig elsker hende, vil du så også gøre alt for hende?"
Uden at tænke sig om, kun styret af sin kærlighed til Malpeza
sagde han med det samme: "Ja."
"Du kan kun få hende tilbage på en måde. Jeg tager kun en betaling.
Du skal gå igennem tre prøver, og hvis du består alle tre,
vil hun leve videre i den virkelige verden som et normalt menneske.
Er du parat?"
Alting skiftede fra mørkt rødt og sort, til en helt lys blå.
Lupo og Døden tonede langsomt væk bag ham, og i stedet kom en stor port til syne.
Den var gul som øjet af en kat og stor som en elefant.
Et mønster snoede sig frem og tilbage over karmen af den.
Mallumo vidste med det samme, at dette var den første prøve.
Dørhåndtaget var kun en meter oppe af den store port,
så Mallumo kunne med lethed nå det. Han tog i håndtaget med
en sikker fornemmelse af, at han ikke ville kunne skubbe den store vægt fremad,
men igen tog han fejl. Porten gik op uden en knirken og let som en fjer.
Både nysgerrig og bange kikkede Mallumo ind af den.
Med et chok af forskrækkelse vendte han sig om for at løbe.
Men der var ikke noget sted, han kunne løbe hen.
En væg var vokset frem ud af intet.
Han var fanget mellem væggen, og en kæmpestor blå drage med klør
så lange som hans egen kniv.
Med det samme han tænkte på sin kniv, følte han noget i sit bælte.
Kniven sad der nu, som den altid havde gjort. Med et forskræmt blik
på dragens pikkede hale så Mallumo noget: Et guldæg.
Det måtte være det, han skulle samle.
Dragen tog et faretruende langt skridt hen imod ham.
Han stod nu helt op af væggen med dragen ikke mere end få meter fra ham.
Den tårnede sig op, som et lille bjerg foran ham. Mallumo trak lynhurtigt sin dolk.
Med dolken rettet mod dragens højre ben gik han
med bankende hjerte fremad.
Dragen lod ikke til at have opdaget ham endnu, men det gav også
god mening, eftersom han var mindst 50 gange mindre end dragen.
En kort flamme steg ud af dragens mund. Mallumo tog igen et skridt fremad.
Hans hjerte bankede nu så kraftigt, at han var bange for,
at dragen skulle høre ham.
Om det var hans hjerte, der røbede ham, eller om det
bare var et uheldigt sammentræf, kikkede dragen nu direkte på ham.
Dens sorte øjne borede sig ind i ham. Så løb han.
Med retning imod guldægget løb han så hurtigt, som han aldrig før havde løbet.
Han kunne mærke dragens ånde i nakken.
En klo strejfede hans skulder, og blodet begyndte at pible ud
fra en masse små rifter. Kun få skridt fra guldægget stoppede han op.
Dragen havde lagt sin hale i vejen for ham. Hans tanker kørte på højtryk.
Med et hårdt stød med kniven ned i dragens takkede hale
brølede den et hjerteskærende brøl, som kun kunne laves af en såret drage.
En tyk stråle af mørkeblåt blod stod ud af dens hale.
Med et brøl svingede den halen fra side til side.
Mallumo nåede kun med nød og næppe at bukke sig,
så han ikke fik en af halens farlige spidser i maven.
Dragens brøl døde hen, men dens hale svingede stadig fra side til side.
Den var endnu vildere end før. Sårede dyr er altid farligere end ikke sårede.
Med et højt spring undgik han lige akkurat at blive ramt af dens klo.
I fuld fart sprintede han mod guldægget. Han kunne mærke
dens glatte overflade mod hans ru håndflader, og så var han tilbage
i den mørke grotte med Lupo og Døden.
"Du klarede denne opgave med nød og næppe, men det var kun en prøve.
Står du ved det svar, du gav før?" Døden kiggede indgående på ham.
Mallumo svarede "Ja." Og så var han væk igen.
Denne gang var det et helt rød-lilla rum, han kom ind i, foran ham stod Lupo.
Han stod alene midt i rummet indtil en skygge kom imod ham.
Det var Malpeza. Hun havde en lang og smuk kjole på.
Det var den samme, som hun havde haft på, da de blev forlovede.
Mallumo følte en smerte i hjertet ved at se hende i den kjole.
Hun gik smilende hen imod Lupo. Lupo smilede igen.
Han havde strakt armene ud imod hende. Hun begyndte at løbe imod ham.
En stærk jalousi begyndte at boble inden i Mallumo.
Et monster inden i hans mave brølede.
Han kunne mærke sit ansigt blive koldt af sorg og misundelse.
Så hørte han en stemme. Det var Dødens.
"Du skal beherske dine følelser. Behersk din jalousi. Så har du bestået."
Hans stemme tonede igen hen.
Malpeza og Lupo stod nu tæt omslyngede i et inderligt kys.
Mallumo havde lyst til at råbe ad Lupo. Han havde lyst til at kvæle ham
med sine bare næver, men tanken om, at det bare var en prøve, holdt ham fra det.
Hans ben reagerede uden, at hans hjerne var enig.
Han bevægede sig hen imod dem uden, at han ville.
Han holdt brat op med at gå. Hvis han virkelig ønskede det bedste
for Malpeza, og det gjorde han, ville han så ikke også lade hende
få sin sande kærlighed? Monsteret i hans mave holdt op med at brøle.
I stedet begyndte det at pibe som en lille kattekilling. Og så var han tilbage.
Lupo stod ved siden af ham. Mallumo kikkede ondt på ham.
Monsteret i hans mave gjorde sig klar til et nyt brøl,
da Lupo sagde "Det var en løgn, du så. Jeg ville aldrig tage din kærlighed fra dig.
Jeg er din ven."
Mallumo kikkede undskyldende på ham. Hvordan kunne han
også have troet det? Det ville Lupo aldrig gøre.
"Det... det troede jeg heller ikke." sagde Mallumo lidt undskyldende.
Lupo kikkede på ham, og Mallumo vidste, hvad han tænkte.
Lupo vidste godt, at han havde troet på det.
Lupo vidste godt, at det var tomme ord, men han vidste også,
at Mallumo ikke troede på det mere.
Døden lo igen sin ondskabsfulde latter. "Hvorfor skal kærlighed
altid skabe splid imellem venner? Kærlighed er ikke værd at kende til."
Døden blev igen alvorlig.
"I den sidste prøve skal du træffe et valg, og kun et af dem vil bringe
din elskede tilbage fra døden."
Mallumo kikkede ned på fligen af Dødens kappe.
Hvad for et valg var det, han nu skulle træffe?
Ville alt, hvad han og Lupo have været igennem have været forgæves,
hvis han svarede forkert? Han nåede ikke at tænke sætningen færdig.
Igen skiftede alting farve, men denne gang forblev Døden på samme plads,
selvom Lupo forsvandt.
En skarp, lysegrøn duft af grannåle og nyklippet græs mødte ham.
Han stod på en forårseng lige uden for en granskov.
Grannålene var kun lige blevet grønne, og blomsterne stod i flor.
Havde det ikke været for Dødens sorte skygge, ville det have været
et fantastisk smukt sted.
"Du skal træffe et valg," sagde Døden "der enten vil bringe hende
tilbage fra døden, eller vil lade hende blive i mørkets hjørner.
Ved du, hvad Mallumo betyder?"
Da Mallumo ikke svarede, gik Døden videre.
"Det betyder mørket på esperanto. Der er en grund til,
at du altid har kunne lide mørket. Der er en grund til,
at dine sanser bliver skærpet i mørke. Der er en grund til,
at folk omkring dig dør. En del af mørket lever inde i dig.
Malpeza kan ikke tåle mørke. Hun døde på grund af dig.
Havde du ikke været hos hende, da hun var syg, ville hun aldrig være død."
Mallumo havde forventet alt andet end dette.
Hans sind gik fuldstændig i stå, da han hørte dette.
Men på en eller anden måde havde han altid vidst det.
Han var anderledes end andre. Selv da han var helt lille,
havde han været det. Han havde aldrig grædt, selvom han tit havde haft lyst.
Hans første rigtige ven havde han først fået, da han var 16 år gammel.
"Du hører til i mørket," fortsatte Døden.
"Malpeza hører til i lyset. Du må ofre dig selv for hende.
Hvis du virkelig elsker hende, vil der kun være et svar.
Hvis hun virkelig betyder så meget for dig...
vil du ikke betænke dig."
Døden slog sin kappe til side.
"Træd ind i Dødens rige. Træd ind der, hvor du hører til.